Haven ligger lunt begravet under et tykt lag sne, og man kan glæde sig over den flotte vinterhave. Dog bør man overveje, om der ligger så tykt et lag sne på de stedsegrønne buske, drivhuse og drivbænke, at de kan blive beskadiget af snetrykket.
Det fryser nu så meget om natten, at frosten begynder at trænge ind i udhuse og andre steder, hvor vi har anbragt kasser med æbler, rodfrugter, kål m.m. Det er derfor en god ide at overveje, om de skal flyttes ind til frostfri omgivelser, eller om det er muligt at isolere og opvarme en lille del til opbevaring af afgrøderne. Se mere om problemer med vinteropbevaring i Ugens havenyt uge 1 i 2009.
Desværre har vinteren også betydet at redaktøren har fået en voldsom gang snue og hoste, så der kommer i denne uge kun denne miniudgave af Ugens Havenyt og ingen nye artikler, svar osv.
Vinterporrer kan godt klare sne og frost, men det kan være svært at få fat i dem, hvis jorden først er frossen, eller de dækkes med sne. Foto: Karna Maj
Brombærbladene nåede ikke at falde af, inden vinteren kom med brask og bram Foto: Karna Maj