Havenyt uge 50, 2011

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Dagene er korte og mørke, hvis solen slet ikke titter frem i de få lyse timer. Men vi glemmer det næsten her midt i juleræs med gavekøb og lange sedler over indkøb til julen. Vi haster af sted for at nå at købe gaver, familiens juletræ og pyntegrønt. Der er mange penge at spare, hvis man kan hente eget pyntegrønt eller kender en haveejer, som har store velvoksne stedsegrønne, som alligevel skal skæres lidt eller meget tilbage.

Men prøv alligevel her op under jul at få tid til en tur i haven. Man kan altid finde lidt at lave – og det giver ny energi til mere juletravlhed.

Det er måske ved at være sidste mulighed for at vinterdække det sidste. I hvert fald kommer der sidst på ugen nattefrost – ikke kun let nattefrost, men ned til omkring 5° frost. Det betyder at æbler, som stadig er udenfor, skal i hus. Desuden vil vi sikkert få byger med både slud, sne og hagl hen mod ugens slutning.

Julens blomster

Måske er man mere til blomster i julen end til alt det stedsegrønne. Til julens smukkeste blomster hører de hvide: julerose, hyacinter og juletarzetter. Og så er der selvfølgelig de røde juletulipaner, julestjerne og julebegonia. Foto: Karna Maj

Brug frostsikre krukker til julepyntningen

Det milde efterårsvejr har betydet, at vi i år ikke har haft helt så travlt med at pynte op til jul udenfor. Men julen rykker nærmere, og på terrasser, ved indgangsdøren og i gårdhaver er det flot at pynte krukker med gran og andet pyntegrønt. Bøgegrene med vissent løv, visne hortensiablomster, grene med røde bær og japanske lygter er flotte at stikke ned mellem alt det grønne. Men det er vigtigt kun at bruge de krukker, som er frostsikre. Alle andre krukker skal tømmes og sættes indendøre, inden jorden i dem fryser, så krukkerne måske sprænges, når jorden udvider sig.

Har man store stedsegrønnne træer og buske, som man kan skære store grene af, kan de i større blomsterkummer og -kasser stikkes ned, så det kommer til at se ud som om, de er beplantet med stedsegrønne buske. Det ser ikke kun flot ud, men fuglene bruger også sådanne steder til at sidde i læ, når det blæser.

Fuglene kan stadig finde masser af føde i haven

Fuglene kan stadig finde masser af føde i haven i form af insekter, orm, frugt og frø. Hvis man ikke allerede er begyndt at fodre, kan det være en god ide at vente, til det bliver virkelig vinter. På den måde får man ryddet op i modne frø, snegle, larver, halvrådne æbler osv. Det er selvfølgelig en forudsætning, at man ikke har ryddet haven for alle disse fødeemner.

Det er en god ide at have foderbræt og foderautomat samt foder klar til den dag, hvor frost og kulde for alvor sætter ind. Man kan selvfølgelig godt begynde at fodre nu, hvis man gerne vil have oplevelsen af fuglene på foderbrættet tæt ved vinduet. Men det er mest for vores egen skyld.

Julegaver som giver mere dyreliv i haven

Hvis man er glad for havens mange dyr og mangler julegaveideer, så er det måske en god ide at tænke på fuglekasser, gode fodringsautomater, fuglebad osv. Man kan også overveje redekasser til flagermus og overvintringskasser til bier og andre insekter. Eller måske en bog om havens dyr, fugle og insekter. Man kan finde forhandlere af udstyr til havens dyr i vores forhandlerguide

Røde bær på kristtorn

Kristtorn med røde bær er det mest julede pyntegrønt vi har. Og i haven er den en utrolig smuk busk/træ, og man lægger især mærke til den her i vintertiden. Det kan næsten ikke blive mere juleagtigt derude, end når sneen lægger sig på kristtornens blade og røde bær. Kristtron er smukke at bruge i julens dekorationer, både med og uden røde bær. Står de med røde bær nu, skal man måske sikre sig dem i tide, for det er fugls føde, og de kan være væk i løbet af få dage eller timer.

Desværre – til mange haveejeres fortrydelse – så er der ikke røde bær på netop deres kristtorn. Derimod kan man i andres haver se buske, som er næsten røde af bær.

Hvis man har en stor kristtorn uden bær, er det antagelig en plante, som kun sætter hanblomster. Man kan selvfølgelig også have en hunplante, som mangler bestøvning fra en hanplante. Enkelte planter kan være tvekønnede. For at afgøre hvad årsagen til de manglende røde bær er, skal man se på blomsterne i maj. Normalt skal man således have mindst en hunlig plante i egen have og i nærheden en hanlig til bestøvning. Hvis man skal ud og købe kristtorn, kan man i planteskolen få råd og vejledning omkring hun- og hanplanter. Der findes sorter, som er hunlige, og man kan købe gode DAFO sorter der er hun- og hankloner.

Hvis man gerne vil have en kristtorn med røde bær, er det sikrest at lave en aflægning af en, som allerede har bær. Hvis man kan bøje en gren ned og lægge lidt jord og en sten eller mursten over, vil grenen slå rod i løbet af et års tid. Kristtorn kan også formeres ved stiklinger.

Kristtorn sår sig villigt. Måske kan man finde nye små planter under store gamle kristtorn. Men med hensyn til røde bær, så er man jo her lige vidt, da man ikke kan se, om det er hun- eller hanplanter før senere. Man kan dog plante flere og så håbe, at nogle af dem er hunplanter og så fjerne nogle af hanplanterne senere. Men husk, at der også skal være en hanplante – der skal normalt være to for at give røde bær.

Kristtorn med røde bær

Kristtorn med røde bær er rigtig fine til både juledekorationer og dørdekorationer. Uden for må man dog regne med at fuglene kan finde på at spise pynten. Lige som de i løbet af kort tid kan æde alle de røde bær på en kristtorn. Foto: Karna Maj

Juleroser til jul

Juleroser kan man ofte grave op ude i haven med store knopper her før jul og drive dem indenfor. I år er knopperne først lige kommet til syne, og man kan måske ikke nå at drive dem frem førend til nytår. Det er i øvrigt også svært at ramme en bestemt dato med udsprungne blomster.

Hører det med til juletraditionerne, at der er en blomstrende julerose i vindueskarmen eller midt på bordet, så må man ud og købe en pottefuld. Og det er ikke så svært at finde, da juleroser i blomst, både de hvide og lyserøde, i de senere år er blevet en almindelig potteplante i mange butikker i vintermånederne. Når julerosen er afblomstret kan man i en mild periode flytte den ud i drivhuset, så den gradvis vænnes til vintertemperaturer. Til forår kan den udplantes i haven. Måske går der et til to år, før den blomstrer igen, men det er normalt efter en drivning.

Vintergrønsager i december

Her i december er det en god ide med nogle solide hverdagsmåltider med masser af vintergrønsager som modvægt til julefrokoster, julekager og slik, som der er masser af på programmet her i december.

Mange haveejere har stadig en del dejlige grønsager i køkkenhaven og æbler i kasser. I køkkenhaven er der grønkål og rosenkål, som fint kan plukkes selv i frostvejr. Porrer kan man også hente helt uden problemer, så længe der ikke kommer dagsfrost. Har man ikke allerede gjort det, er det en god ide at komme et lag blade ned mellem porrerækkerne. Det kan betyde, at man i korterevarende frostperider kan hent porrer, da bladene isolerer mod frosten.

Fine rosenkål fra egen have

Rosenkål er en dejlig afgrøde at have i haven på den her årstid. Især når hovederne er blevet både store og fint faste. Foto: Karna Maj

Har man grønsagerne i kasser i udhus eller garage, så husk at holde øje med dem, så musene ikke har frit spil og spisekammer. Derimod er frosten ikke et problem i år – indtil videre i hvert fald. Først hvis det begynder at blive dagsfrost, skal man til at være på vagt.

Har man ikke selv grønsager i haven, så er der masser af gode danske produkter at købe. På trods af at de mest velsmagende æbler er de danske, så er der næsten ingen til salg i de store supermarkeder. Det udenlandske er billigere, men der er dokumentation for, at det, der importeres, bl.a. fra Sydeuropa, indeholder væsentlig flere rester af sprøjtemidler.

Støtter vi ikke vore danske producenter, så drejer de nøglen om, og ud over sund, dansk frugt og grønt, mister vi også arbejdspladser og får mere forurening i transportsektoren globalt set. Når man køber økologisk dansk frugt og grønt, støtter man både sin egen sundhed, miljøet og danske arbejdspladser, og her er man sikker på, at der ikke er sprøjterester i frugter og grønsager.

Gårdbutikker og levering af frugt og grønt til døren

Måske er julens luksus i virkeligheden at købe de velsmagende danske råvarer lige fra rødkål til røde pigeoner. Der er stadig mange små plantager, hvor man kan købe en kasse danske æbler ved vejen, og der er spredt ud over landet gårdbutikker med både frugt, grønt, ænder og flæskesteg til salg. På Ecowebs markedsplads kan du finde oversigter over økologiske gårdbutikker, stalddørssalg, abonnementskaser, torvesalg m.m. En anderledes juleindkøbstur kunne måske være en god ide midt i julemånedens stress.

Hvis man ikke har tid, så er der næsten overalt i landet mulighed for at bestille ugekasser med frugt og grønt leveret til køkkendøren, men her er der ikke garanti for, at det er dansk frugt og grønt – men man kan jo spørge, inden man bestiller sit abonnement. De fleste steder i landet kan man endda få leveret en abonnementskasse med økologisk frugt og grønt lige til døren.

Hold øje med æblerne og nattefrosten

Står æblerne stadig udenfor, så de holder sig friske længst muligt, skal man holde øje med den lovede nattefrost fra sidst på ugen. Kommer nattemperaturen ned under 3–4° frost er det ikke nok at dække mod frosteb, kasserne med æblerne skal flyttes ind under frostfrie forhold. Jo køligere opbevaring, jo længere holder de sig.

Her er du: Forsiden > 2011 > Havenyt uge 50, 2011

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider