Havenyt uge 52, 2011

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Interessen for haver nærmest eksploderede i 2011. Det er meget lang tid siden, at haveinteressen har været så stor i Danmark. Måske blev der ikke gjort de helt store investeringer i haven, men det var mere krisen, der var årsagen, end manglende lyst hos haveejerne. Til gengæld blev der ikke sparet på frø og planter, hvor investeringerne er små, men oplevelserne, glæden og udbyttet er højt.

Mange er blevet grebet af at dyrke haven i løbet af sommeren, ikke mindst er der mange, som har genfundet glæden ved at dyrke friske grønsager til familien, og det vil sikkert sætte nye ting til haven højere på ønskelisten i de kommende måneder. Man kan godt allerede nu begynde at overveje frøindkøb, da mange frøfirmaer allerede har deres 2012 sortiment klar. Står der drivhus på ønskelisten, skal man til at overveje modeller, hvis det skal være klar til brug sidst i marts eller først i april til forkultivering.

I det nye år kommer der forhåbentlig endnu flere nye og gamle haveejere til, som finder glæden ved at være aktiv ude i haven.

2.2 mio besøg på Havenyt.dk i 2011

Den stigende haveinteresse har også vist sig på Havenyt.dk. Der er virkelig mange, som har brugt Havenyt.dk i 2011. Vi har i 2011 haft godt 2.2 mio besøg, og ved hvert besøg er der i gennemsnit set 3–4 sider. En stor stigning set i forhold til et besøgstal i 2010 på 1.6 mio besøg.

Nattefrost i nytåret

Hold øje med vejrudsigten – der loves ned til 5 minusgrader omkring nytår. Heldigvis kommer det milde vintervejr tilbage i januar.

Godt nytår og på gensyn i 2012

Redaktionen ønsker alle et godt nytår, og vi glæder os til også i 2012 at fortælle om ugens aktuelle havearbejder, besvare spørgsmål og præsentere en lang række nye artikler.

Her er du: Forsiden > 2011 > Havenyt uge 52, 2011

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider