Er det ikke bare vidunderligt? Over det hele blomstrer det hele, akelejernes blomsterstande forsvinder næsten i vrimlen af blomstrende bonderoser, hyld, dronningebusk, sibirisk iris, hvid okseøje, storkenæb, klokkeblomster og dagliljer, for ikke at tale om roserne. Salvie, timian og purløg, tiltrækker mange bier og insekter i køkkenhaven eller langs husmuren.
I solen er alting smukt, markvalmuen er smukkest på stilken, den holder ikke længe når først den er plukket
Den lange periode med sommervejr lader til at være til ende for denne gang og der begynder at komme mere vand. Fra skønne maj, hvor jeg kunne følge med i haven, begynder der langsomt at komme et pres. For nu er det ikke kun haven der skal passes, der skal også høstes. Ikke bare til salatskålen, men til fryseren, glas og flasker. Så, hvor maj aftnerne blev brugt med familien og at nyde haven, er det komfuret og skærebrættet der kalder.
Så er der ikke så meget andet at gøre end at sige PYT, tænde op i grillen eller tage kaffekoppen med ud i aftenen, nyde flagermus og duftene. Der er også en dag i morgen.
Dejlige blomster som forglemmigej, stedmoderblomster, hornviol, gyldenlak, fingerbøl og andre toårige skal du starte nu, så har du glæde af dem til næste år.
Du kan så dem i potter eller så direkte der, hvor de skal stå, hvis der er plads allerede nu. Især på nettet er det nemt at købe mange spændende frø og ofte er det nemt selv at tage frø når du først har fået blomsterne etableret i haven. Med mange frø på hånden skal de opbevares rigtigt. Men så har du også noget at bytte med, på den måde kan du hurtigt få en frodig have.
Husk at holde jorden fugtig i fremspirings perioden, så de små planter ikke går til.
Det er svært at få jordbær nok, jeg går næsten hver dag og løfter lidt på bladene og ser, hvor mon det første søde, røde bær skal komme fra. Pludselig går det hurtigt og der er hver dag modne bær, nok til både skålen og til at fylde fryserens store bug.
Det kan godt betale sig at have 2 skåle med ud, så man har et sted at putte de dårlige bær så de kommer væk fra bedet og du mindsker risikoen for spredning af råd mm.
Det er vigtigt at planterne ikke mangler vand. Som du sikkert har lagt mærke til er planternes rødder ikke så dybe, så de kommer hurtigt til at lide under tørke.
Hvis du skal vande jordbær så gør det om morgenen for på den måde tørrer de hurtigt og du mindsker risikoen for, at det gode vand også giver gode betingelser for gråskimmel.
Amen og Maria Fisher har på Turbine forlaget udgivet bogen Naturlige Fuglehuse, 25 enkle projekter med træstykker og naturmaterialer. Bogen er ikke mindre end yndig, jeg blev straks inspireret og tog værktøj ud af skuret. Så var det bare at tage fat og mens jeg selv tog mig af at finde et passende træstykke, sendte jeg smådrengene ud for at finde mos, svampe, pinde og bark. Bogen lægger op til, at projekterne er enkle og det er de sådan set også, hvis man har en snedker i maven. Ideerne og billederne er vidunderlige og det er en dejlig bog at nyde med børn og en handyman (woman). Med den i hånden er der ingen, der kan klage over hverken dårligt vejr (så kan man jo bare bygge en kasse) eller at budgettet til powertools skal øges (for at man kan bygge alle de kasser).
Stauderne er smukke lige nu, hver dag er der noget nyt at se på, noget der er lige ved at springe ud. Der er mange farver at vælge imellem og mange højder. Husk når du planlægger dit bed, at sætte de højeste bagerst eller hvis det er et bed man kan komme rundt om, inde i midten.
Det er nu, det kan betale sig at få inspiration i det virkelige liv om det er åbne havelåger, hos naboen, i parker rundt om i landet eller på planteskole. Det er nu, du kan komme ud at se det hele, live, og ikke bare på en skærm, hvor både farve og duft sjældent passer.
Hvis du falder for fristelsen, kan du godt købe en stor og velvoksen staude og sætte den ud, men det er vigtigt, at du husker at vande, ellers er det ikke pengene værd. Det bedste er at begynde at lave lister, så du er klar til efterårets kølighed og vand, det er nemlig plantetid.
Der er også mange der gerne vil dele ud af det de har, måske ved du allerede nu, at der til efteråret skal deles stauder og laves om. Så prøv at lave en liste over det du får i overskud og tilbyd det på Del Jorden og bytte dig også til nyt, så er der flere penge til at købe nogle af alle de spændende sorter, som frister.
Stikkelsbærrene hænger som dydige perler på grenene og allerede nu kan jeg se hos mig, at de begynder at tynge ned og igen i år lover en kæmpe høst. Der er endnu blade på mine, men jeg ved, at det kan vender på en enkel dag, pludselig står grenene nøgne og det eneste der er tilbage er en mængde larver, der larver rundt.
Så er der ikke længe til, at de første stikkelsbær kan plukkes
Jeg har held med at ryste planten og spule den, så falder laverne til jorden, det er hønsene meget glade for. På denne måde kan du holde angrebet nede, men gå ikke i panik, stikkelsbær er nogle hårdfører nogen, så de overlever. Se mere i artiklen Stor stikkelbærbladhveps
Hækken er vokset godt i år, tjørnen stritter til alle sider, bøgen står med lange bløde skud, ligusteren er bred og naveren bruger energi på hovedstammen. Der er meget at vælge imellem til den klippede hæk.
Hvornår skal du så klippe, det er en temperaments sag, kan du holde ud at se på din hække »teenager«? og har du kun lyst til at klippe en enkelt gang så vent til omkring midt i juli med at klippe de løvfældende hække, så skal du nok klare den. At blive klippet stresser hækken, så vent til der er vand eller køligt vejr i sigte.
Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen har på forlaget Lindhardt og Ringhof genudgivet bogen, Stauder – sådan skaber du de smukkeste bede. Bogen har fået et nyt og mindre format, der er nemt at håndtere og det er rigtig godt. Det er virkelig en dejlig bog, med smukke billeder og med fin inspiration. De to forfattere har lavet både tema bede og med stor vægt på voksestedet og det er dejligt at se. Ligeledes har de gjort det nemt via lister, at finde frem til alle planter og finde rundt i bogen. Brug den nu til at søge inspiration under parasollen i middagssolen.
Når det bliver tørt er det nødvendigt at vande for ikke at planterne enten dør, bliver sat tilbage i vækst eller taber alle frugter. Du skal dog huske på, at jo længere plantens rødder er, jo bedre klarer de tørken.
Når du skal vande, er det vigtigt, at du ikke vander for lidt for som man står der og pengene vælter ud af slangen, bliver man hurtigt utålmodig. Men hellere vande sjældnere, og så vande godt. Dæk jorden, så der ikke er så stor fordampning og vand om aftenen eller i skyggen så der, igen, ikke er så meget fordampning. Vand jorden, ikke bladene.
En af de ting der kan mindske din vand regning er vandopsamling, det kan du få inspiration til her.
Men hvad er biodiversitet i det hele taget og hvad er det, der er nødvendigt at passe på og hvad skal vi bruge det til? Biodiversitet – Hva’R- et? tager sammen med nogle af landets førende forskere og biologer på opdagelser i den danske natur. De ser på forskellige naturtyper og ser nærmere på biodiversitet, hvilken betydning det har for os og hvad der skal gøres for at stoppe den drastiske tilbagegang af biodiversiteten. Se filmene her.
Jeg elsker at spørger jer Havenytlæsere om alt muligt så jeg kan lære jer at kende og af det, kan jeg se, at det der med haven ikke altid er noget man kan dele. Hele 56% der svarede fortalte, at de var alene om haven, mens 32% overlod havens pleje til de voksne. Kun 8% havde hele familien med, inkl. svigerbørnene – mens de sidste 4% fik hjælp udefra.
Det vrimler af liv i haven lige nu
Husk at trække de sidste rababer inden Sankt Hans
En marguerit har sået sig selv på stien i køkkenhaven, men den får lov at stå
Et par gode timer med powertools, en håndfuld søm og så er der en ny og meget skøn kasse til fuglene. Et er sikkert, det bliver kun den første af mange
Hos mig kommer der markvalmuer så snart der er lidt bar jord. Her er der en der står ved hønsehuset og pynter. Aldrig har de været så røde
En hule i et træ er skønt, her er det hele sat op med tovværk, så træet ikke lider overlast
Til trods for tørken står roserne flot, det er godt vi snart får regn – så kommer der kun flere
Genudgivelsen har fået et fint format
Plænen har lidt under tørken, men nu vi får noget regn bliver den grøn igen