Havenyt uge 42, 2016

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Langsomt bliver det mere fugtigt, både i vejret og i jorden. For årstiden er der stadig mange blade på planter og træer. Det betyder også, at du skal være varsom med at flytte rundt på det hele.

Men måske skal du tage saksen i hånden og gå i haven og samle store, flotte buketter af sommerblomster og georginer, for koldt vejr, vind og regn vil ødelægge dem snart. Så er det bedre, at du nyder dem indendørs, også om aftenen, når lamperne bliver tændt, og stearinlysene spejler sig i de regnvåde ruder.

Da efteråret kom langsomt, er der stadig sommerblomster i haven, nu pynter de i de sidste buketter indendørs.

Krukkerne i haven eller på altanen kan flyttes lidt i læ, gerne der hvor du også kan nyde dem fra stuerne. Skulle det begynde at blive for koldt om natten, kan du nemt skåne dem ved at pakke dem ind i fiberdug.

Har du efterårsferie, er der meget at lave i haven. Der skal både plukkes vinteræbler og sættes hvidløg. Der er mange børn, der er glade for at hjælpe med æblerne, også med at få dem brugt. Kog æblekompot og spis den lun med vaniljeis og et drys kanel. Næste morgen er den genial på den varme havregrød, i en ostesandwich med på tur, om eftermiddagen på pandekager og om aftenen som tilbehør til grillet kylling eller lykkelig gris. Så lav du bare en kæmpe grydefuld. Find en dejlig bog, lad én læse højt mens alle andre skræller æbler eller plukker høns. Det er ren hygge!

Æbler af alle slags kan bruges i køkkenet. Men de mange æbler kan være en udfordring for en enkelt. Hvorfor ikke samle et par venner, sammen tager det ingen tid at ordne 100 kg æbler.

Hvad kan du gøre for de frostfølsomme planter?

Der er ikke helt tid til nattefrost, men det skal nok komme. Det kan give problemer i haven nu mere end tidligere. Udbuddet af planter, som ikke kan tåle frost stiger, og med relativt milde vintre overlever en del faktisk også her på vore breddegrader… nogle år. Jeg overvurderer også tidligt på året min lyst og evne til at tage planter op, eller ind eller måske få dem i pleje hos nogen med en udestue. Læs mere om hvor længe de subtropiske planter kan stå ude her.

Ofte får planterne får lov at dø en stille død, og vi køber nogle nye næste forår, mens vi lykkeligt glemmer den slemme vinter. Eller vi forsøger at beskytte dem bedst muligt ved at bruge drivhuse, udhuse, udestuer, køkkentrapper og vindueskarme. Til stor glæde for resten af familien. Eller som en gæst tørt bemærkede: »Jeg troede I købte huset for udsigten« da vinduerne var helt dækket af overvintrende planter.

Det er vigtigt at have udtænkt en handlingsplan på forhånd, så nattefrosten ikke kommer bag på dig.

Plantehotel

Hvis du har potter og planter, der ikke tåler frost, så er der to muligheder. Enten skal krukken og planten tages ind og opbevares frostfrit, eller også må du desværre indse, at der skal købes ny plante næste år.

Hvis planten ikke skal beholdes så tøm potten på komposten, rens den af og stil den gerne tørt og op ad muren, så den ikke får vand. Så er du rimelig sikker på, at du ikke får frostskader på den.

Har du nogle store planter, som du gerne vil bevare, og ikke selv har mulighed for frostfri opbevaring, er der flere steder i landet, hvor man kan købe plads hos professionelle gartnere. De har indrettet plantehoteller til vinteropbevaring af de mange store planter, som er blevet meget populære og langt mere overkommelige i pris, end de var tidligere. Nogle plantehoteller tilbyder mulighed for at få hentet og bragt planter, og tilbyder også beskæring, gødskning og bekæmpelse af sygdomme og skadedyr.

Kvæderne er ved at være modne

Kvæder er en frugt, er er ved at komme lidt igen. I gamle dage var den både udbredt og brugt i køkkenet, og der var en del sorter at vælge imellem. Så gik de lidt i glemmebogen, og der blev sat et arbejde i gang med at bevare sorter.

Der er mange kvæder på mit træ igen i år.

Men nu lader det til, at de langsomt er ved at komme ind igen. Det skyldes måske også, at der i de fleste store byer kan købes kvæder hos eksotiske grønthandlere.

Men du kan sagtens selv dyrke æble- og pærekvæder, som lige nu lyser op i haven med deres meget gule frugter mod den blå oktoberhimmel. Du kan nyde synet i andres haver, men du skal helt tæt på for at nyde den næsten himmelske duft. Kvæderne kan sagtens tåle lidt frost, så de kan blive siddende og pynte på træerne lidt endnu, men de skal plukkes, inden de falder ned.

Mit træ er kun 4 år, og selv om jeg har fjernet over halvdelen af frugten, kan det lille træ næsten ikke klare vægten af de mange store frugter.

Brug kvæderne

Kvæderne kan holde sig til efter jul. Læg de flotte frugter på et smukt fad eller en opsats hvor synet og duften kan nydes. De kan slet ikke spises rå, men kan bruges til kvædemarmelade og kvædebrød, delikatesser som det er vanskeligt at købe. Der er endnu mere inspiration at hente på nettet.

Ro på i efterårshaven

Nu begynder alle bladene at falde af – hvis vi får en god gang blæst, er der blade alle vegne. Der bliver hurtigt bart og lidt kedeligt. Så griber oprydningsfeberen mange haveejere. Nu skal det hele væk, bladene samles, kviste brækkes over, frøstande klippes af – og det hele kommes i traileren og ud til køen på genbrugspladsen for at komme af med det hele.

Det frister at få hele haven gjort klat og fin, men hvorfor ikke nyde naturens smukke forfald, se bare dette hosta blad.

Køkkenhaven skal vintergraves, de visne stauder skal klippes ned, det hele kan kun gå for langsomt.

Haven ser meget ordentlig ud bag efter; lige til et dameblad. Men med mindre du forventer, der kommer en fotograf forbi – burde du måske tage det lidt mere med ro. For det al den iver og ordentlighed har nogle uheldige bivirkninger:

  • Jordstrukturen forringes i løbet af vinteren.
  • Stauderne klarer overvintringen dårligere.
  • Der bliver færre regnorm, da blade og planterester er deres føde.
  • Færre af havens nyttedyr og mikroorganismer vil overleve vinteren uden et naturligt plantedække.
  • Du snyder dig selv for synet af rim- og isbelagte planter vinteren igennem.
  • Du bruger energi og tid på at bortskaffe »affaldet«.
  • Du fjerner gødning fra haven.

De ser ikke ud af meget, de små hyben, men for mange dyr i haven er det rigtig godt foder igennem vinteren, så lad dem endelig sidde.

Det er klart, at haven ikke skal ligne et efterladt Tornerose slot. Vi er derfor nødt til at finde et kompromis mellem en pæn vinterhave og hensynet til jorden og havens beboere, og det er langt vigtigere end du tror. Havens blade skal blive i haven, for der gør de meget gavn. Det kan indebære, at du skal justere din forestilling om en »pæn« have, og styre oprydningstrangen. Det kan godt lade sig gøre. Naturen rydder selv op i løbet af vinteren ved, at regnormene æder bladene, og fuglene æder nedfaldsfrugt og frø. Det der findes i din have, kan nemt være forskellen mellem liv og død for mange dyr vinteren igennem.

Lys i mørket med lygter

En hyggelig ting at gøre her i efteråret er græskar- eller roelygter med børnene… alene eller endnu bedre, med et stort hold gode venner, lun rødvin i glassene, gulerødder på grillen og simremad på komfuret.

Den helt traditionelle danske lygte er lavet af sukkerroer, som den i generationer har været lavet af børnene i de områder, hvor man har dyrket sukkerroer. Da jeg var barn samlede min far og jeg roer tabt af roevognene i sving og lignende steder, eller jeg fik et par med hjem, når vi havde været på jagt. Jeg husker den søde, men også jordagtige smag roerne havde.

Men de sidste mange år er det blevet til græskarlygter, som ser flottere ud, og også er nemmere at skære i og udhule. Jeg indrømmer, at jeg ikke kunne finde på at bruge mine egne græskar, jeg har dem alt for kære! Så det bliver købe græskar til lamperne.

Indmad og kerner kommer hos mig direkte ud til hønsene, men det kan også komme på komposten.

Tak for endnu flere gavebidrag

Tak for de mange nye gavebidrag, vi har modtaget de sidste uger, det er blevet til knap 24.000 kr. De mange penge er med til at gøre det muligt at fortsætte med at drive Havenyt.dk og gøre siden endnu bedre.

Du er altid velkommen til at indbetale et gavebidrag til Havenyt.dk via Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmeside.

En spiselig hæk

Når du nu er ved at planlægge havens nye hæk, hvorfor så ikke overveje en hæk af frugtbuske? De bliver ikke så høje, og du behøver ikke at klippe så meget i dem. Du får ekstra mange bær til fryseren, og der er også nok til at dele med havens dyr. Læs mere her.

Flammende farver

Også hindbær har noget at byde på nu, i form af de flotteste farver.

I efteråret pynter det godt op i haven, når træer og buske får smukke farver. Tag en tur i parker eller i en botanisk have og se på farverne – det er nu, du kan se, hvad der måske savnes derhjemme – eller blive inspireret her.

Her er du: Forsiden > 2016 > Havenyt uge 42, 2016

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider