Havenyt uge 27, 2018

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Sikken en sommer. Det er sjældent, at der har været så mange varme og solfyldte dage i træk, og vi skal endelig nyde det, selvom det giver nogle særlige udfordringer i haven.

Varmen får det hele til at gå meget hurtigere. Normalt kan vi nyde en masse blomstrende stauder her i starten af juli, men en del af dem er allerede blomstrer af. Andre klarer sig bedre og liljer, ridderspore, klokkeblomst, brudeslør, lavendler, katost, storkenæb og stjerneskærm blomstrer lige nu flot i bede og krukker.

Riddersporer er karakteristiske planter i staudebedet med deres høje spir og blå-lilla farver. Det er samtidig en god insektplante. Foto: Heidi Kirk Nissen

Køkkenhaven er også foran det normale. Højdepunktet af jordbærhøsten er overstået i mange køkkenhaver, men til gengæld buldrer væksten derudaf med resten af planterne. Drivhusene kan hurtigt blive overgroede med vildtvoksende tomat- og agurkeplanter, hvis de ikke holdes på plads med knibning.

Det er tørt derude

Der er vist ingen, der er i tvivl om, at haverne mangler vand. Juni var også rekordvarm, den varmeste juni måned siden 1992, og i forlængelsen af den knastørre maj måned, er der nu begyndt at komme alvorlige konsekvenser. Det gælder ikke bare i haverne, hvor ikke bare stauder, men også nogle af de storbladede buske er begyndt at hænge, omen også ude i det åbne land, hvor både de dyrkede marker og naturen har det hårdt.

DMIs tørkeindeks er farvet af mørkorange eller rødt over hele landet, hvilket betyder høj tørkerisiko, og kigger man på vandbalancen, nærmer vandunderskuddet sig mange steder de 300 mm. Det er meget, meget tørt.

Vandbalancen er summen af daglig nedbør minus potentiel fordampning målt fra den 1. marts til dags dato. Du kan se vandbalancen i din kommune her >

Generelt anbefaler man at vande med en såkaldt grundvanding, hvor man tilfører 30 mm vand. Grundvanding er både bedre for planterne og mere tidsbesparende end at sjatvande lidt hver dag. Men der skal meget vand til, hvis man skal udligne vandunderskuddet i år – som ovenikøbet nemt kan være større, hvis der er store træer, hække og buske, som drikker med.

Heldigvis behøver målet ikke være at udligne vandbalancen. Mindre kan også gøre det, og der er intet til hindring for, at man holder udvalgte dele af haven ved lige med gennemtænkt vanding og jorddække.

Vand med omtanke

Når man holder af planter, er det deprimerende at se dem sove i solen eller endnu værre også hænge om aftenen efter solnedgang. Begge dele er tydelige tegn på, at der skal vandes. Kommer der vandingsforbud af haven i ens område, er der dog ikke meget at gøre. Vandingsforbud meldes bl.a. på det lokale vandværks hjemmeside.

Nogle haveejere har helt opgivet at holde haven vandet, selvom der endnu ikke er vandingsforbud i deres område. Argumenterne er dels, at det er dyrt at holde jorden tilpas fugtig, dels at vejrudsigten varsler tørt og varmt sommervejr, så der er et langvarigt vandingsarbejde forude, som harmonerer dårligt med ferie holdt udenfor matriklen.

Har man dele af haven, som man meget gerne vil se overleve sommeren – eksempelvis køkkenhaven eller krukkerne på terrassen – kan man prioritere kræfterne og vandet der, og måske lade eksempelvis blomsterne i staudebedet hænge lidt med hovederne med krydsede fingre for, at de fleste af de etablerede planter rejser sig igen, når der kommer regn.

Læs mere om vanding og jorddækning i artiklen »Vand og jorddæk« >

Græsplænen klarer at visne ned, uden at den nødvendigvis går ud. Så selvom en frisk, grøn plæne er flottere end en vissengul, så er der ingen grund til at spilde dyre dråber på at vande den. Den vil hurtigt skyde med nye græsstrå, når der igen kommer vand fra oven.

Forbered haven på ferien

Hvis man skal afsted på ferie, må man gøre det bedst muligt for planterne og derefter tage af sted og nyde ferien uden at sende for mange bekymrende tanker hjem til haven.

Inden man tager af sted, grundvander man de nødvendige områder med 30 mm vand, løsner jorden og jorddækker med et lag organisk materiale. Har man ikke nok planteaffald til formålet, kan man dække med aviser mellem rækkerne. Men husk at samle dem ind efter ferien, så solsortene ikke laver konfetti af dem.

Drivhuset behandles på samme måde, og man kan faktisk tage på ferie fra det en hel uge, hvis man gennemvander det og jorddækker godt. Det gælder dog kun, hvis man dyrker planterne direkte i drivhusjorden.

Få inspiration til jorddækning i feriedrivhuset her >

Dyrkes der i plantesække, skal der vandes dagligt, og så må man bede om hjælp hos naboen, familien eller vennerne. Er plantesækkene anbragt på kapilærkasser, kan de klare sig et antal dage afhængigt af størrelsen og antal planter pr. kasse. Her må man afprøve perioden på forhånd, og så sjusse sig til, hvor meget større tomatplanterne når at blive, og dermed hvor meget mere vand de vil komme til at bruge.

Har man automatisk vanding, bør man også træffe aftale med for eksempel en nabo om at holde øje med, at det fungerer, så man ikke kommer hjem til et drivhus med tørke og ødelagte planter.

Det bedste, man kan gøre i køkkenhavens bede, er, lige inden man tager af sted, at fjerne ukrudtet, grundvande, løsne jorden og jorddække. Det vil være nok til, at planterne klarer sig 7–10 dage alt efter det lokale klima i haven.

Hvis man er på flere ugers ferie, er det også en god idé at lave en aftale om at få slået græsset. Selve græsset vokser ikke særlig hurtigt i tørken, men visse vilde planter skyder op over det tørre græs og signalerer for ubudne gæster, at her er står der et ferietomt hus.

Få krukkerne til at overleve ferien

Et særligt problem i ferien er alle de flotte potter og krukker, man har plantet til i maj og juni. Hvis man ikke skal på ferie, så er det jo bare skønt med den fantastiske frodighed, som de kan tilføre en gårdhave eller en terrasse.

Planterne er nu så store i forhold til den mængde jord, der er i potterne, at de i solskin og varmt vejr skal vandes hver dag, og det giver problemer ved en eventuel ferie. Den bedste løsning er at finde naboer eller venner med samme pottetilbøjeligheder og en forskudt ferieperiode, så man kan bytte pasning. Eller måske aflevere dem til pasning hos venner og bekendte, som så kan glæde sig over dem, mens de vander dem i jeres ferie.

Hvis man ikke har mulighed for at få vandingshjælp, må man etablere sig så godt som muligt og håbe på, at planterne overlever det tørre vejr. Det gælder om sætte dem et skyggefuldt sted, sørge for at vande dem lidt rigeligt, men ikke drukne dem og om muligt sørge for undervanding, eksempelvis ved at stille dem lidt ned i jorden, som kan vandes rigtig godt. Rødderne vil så søge ned i jorden, hvor der er mere vand, men det kan give problemer, når de skal flyttes tilbage igen, da rodnet så ødelægges. Ellers kan man sætte potterne ned i et kar med småsten i bunden og vand op til en fjerdedel af pottens højde.

Hvis man har en vander, der kan tilsluttes en timer, kan man sætte krukkeplanter helt tæt sammen og lade den vande et antal minutter hver dag. Men det kræver, at der er drænhuller i bunden, ellers drukner planterne, hvis der også pludselig kommer regn ovenfra.

En helt anden mulighed er at forære blomsterfloret væk og købe nye planter, når man kommer hjem. Gartnerier med egen produktion af udplantningsplanter er i gang med et nyt hold, som hjemvendte ferierende med nedvisnede potter er kunder til.

Hent kvalitetsgrøntsager i haven

Skulle der komme uventede feriegæster, kan man hurtigt stable en menu på benene med alt godt og grønt fra haven. Haven bugner nu af friske og usprøjtede grønsager, og de er i en klasse for sig. En kvalitet som man slet ikke kan købe. Måske kan man købe større og flottere eksemplarer, men på smagen og friskheden er købegrønsager hurtigt udkonkurreret.

Lige nu henter vi nye kartofler, de første små gulerødder, ærter, salat, agurker, løg, og snart også hindbær, de første spidskål og modne stikkelsbær. Har man forkultiveret tidlig chili og tomat, er de måske også ved at få den første rødmen.

Friske stikkelsbær hentet fra egen have både smager bedre og er langt billigere end supermarkedets små pakker til en høj pris. Foto: Heidi Kirk Nissen

Fra egen have kan man få specialiteter, som man sjældent kan købe, f.eks. voksbønner, rødbladet basilikum og mange forskellige slags salat lige fra rødbladet pluksalat, hjertesalat, bataviasalat, endivie til rucola.

Så og plant i juli

Førhen skulle der overvejende dyrkes til fryser og syltekrukker. I dag er vi mere til friske grønsager så stor en del af året som muligt. Derfor kan dem, der holder ferie hjemme i haven, også overveje at så og plante nye afgrøder her i juli.

Først i juli kan man nå at så voksbønner, grønne bønner, bladbeder, glaskål/knudekål, dild og salat. Hvis salat skal nå at danne hoved i efteråret, skal man så senest sidst i juli. Almindelig rucola kan man dog først så fra august – den går i blomst i sommervarmen.

Man kan endnu nå at plante sommerkål og grønkål ud på ledige arealer. Men det er umuligt at plante ud i sommervarmen, hvis ikke det er planter i potter, som har en god potteklump.

Høst de første frø

Samtidig med at man stadig sår nye hold af salat, dild, koriander m.m. til frisk forsyning, kan man i sommerperioden høste de første frø ude i haven. Det er blandt andet vårsalat, skorzonerrod, havrerod og stedmoderblomst.

Vårsalatens frø ser umiddelbart umodne ud. De er gulgrønne og drysser af for et godt ord. Her hiver man hele planten op og lægger til tørre.

Havrerodens frø ligner mælkebøtternes bolde med frø, og her skal man høste næsten dagligt, ellers ender frøene på jorden og bliver til fremspirende ukrudt.

Stedmoderblomsternes frøkapsler åbner sig i tre flige, så de små lysegule frø sidder frit. Man kan indsamle dem til kontrolleret såning eller lade det drysse ned i bedet og undlade at kultivere her. Så kommer der nye små stedmoderplanter af sig selv.

Nyttige insekter i havens blomster

Det er svirrefluetid, og de mange svirrefluer finder man især i skærmplantefamiliens blomster, som blomsterne på løvstikke, persille, dild og koriander. Men også planter som katost og sommerblomster som tagetes, morgenfruer og voksurt tiltrækker mange insekter.

Mariehønsene er også begyndt at komme i større tal og gør et seriøst arbejde med at tage livet af så mange bladlus som muligt.

Jo flere svirrefluer, snyltehvepse og mariehøns, der er i haven, jo færre problemer får man med lus og andre skadedyr, som er på nyttedyrenes spisekort.

Få tips til at lave en mangfoldig have, der tiltrække nyttige insekter i artiklen »Mangfoldighed i stedet for gift« >

Klip hæk i overskyet vejr

Nogle har allerede klippet hækken, mens andre venter til her i juli. Generelt gælder for de løvfældende hække, at de har bedst af at blive klippet, når de ikke mangler vand. Det bliver svært at opfylde i år, men man kan eventuelt vente 1–3 uger endnu og håbe på et vejrskifte mod det mere våde.

Buksbom er en af de hækplanter, som er lidt sart, netop når den bliver klippet. Den kan blive solskoldet, så bladene bliver helt svedne i kanterne. Det er derfor en god ide at klippe buskbom, når vejret er overskyet, da der er mange sårede blade, der skal heles.

Anmeldelse af bogen »Sommerhushaven«

Der er mange, som nyder de kommende uger i et sommerhus. Haven ved sommerhuse har naturligt nok en særlig karakter, da vi er i dem begrænsende dele af året, men det betyder heldigvis ikke, at den behøver at være kedelig.

I Jens Thejsens nye bog »Sommerhushaven« får man inspiration til, hvordan man kan skabe sig en sommerhushave, hvor naturen og mangfoldigheden forenes med det styrede, så haven er til glæde for alle og let at passe. I bogen fører forfatteren os gennem forskellige typer af sommerhushaver – strandhaven, skovhaven, den fugtige have ved søen og den svenske torphave.

Til hver type have får man forslag til træer, buske og urter, som trives i de forskellige områder og bidrager til at gøre sommerhushaven både mere smuk, naturlig og vild. Der gives også tips til dyrkning af spiselige planter i de forskellige havetyper, samt konkrete råd til at lave bl.a. højbede, stier og kompost – eller en blomstereng, hvis det er drømmen for sommerhushaven.

Bogen er udgivet i juni 2018 på forlaget Vingefang og er en oplagt bog at tage med til læsning i liggestolen i sommerhuset.

Vis din giftfri have frem

Landsforeningen Praktisk Økologi, der står bag Havenyt.dk, arbejder aktivt for at skabe flere naturvenlige og økologiske haver i Danmark. En af aktiviteterne er samarbejdsprojektet med Danmarks Naturfredningsforening »Giftfri Have«, hvor private haveejere der undlader at bruge ukrudtsmidler, insektmidler o.l. kan blive en del af den landsdækkende bevægelse.

Indtil nu er næsten 15.000 haver tilmeldt som giftfrie og for at inspirere andre til at dyrke en have uden skadelige sprøjtemidler, åbner en del af haveejerne deres have for alle interesserede den 18. og 19. august 2018.

Alle kan vise deres have frem, det uanset om haven er stor eller lille, om den er nyanlagt eller gammel, om det er en prydhave, køkkenhave eller helt tredje slags have.

Har du en giftfri have, som du gerne vil vise frem og inspirere andre med, så tilmeld dig her >

Læs mere om Giftfri Have projektet her >

Her er du: Forsiden > 2018 > Havenyt uge 27, 2018

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider