Havenyt uge 51, 2020

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Decembervejret er mildt og vådt, og en uge med overskyet, regn, tåge og lidt sol venter forude. Der er ikke meget julestemning over den slags vejr, men mellem regnbygerne giver det mulighed for at være ude i haven og nyde at få lavet lidt i dagens få lyse timer, hvor der ofte stadig er noget at rydde op, rengøre, flytte, plante og høste.

Efter et mildt efterår og start på vinteren står køkkenhaverne stadig delvist grønne. Foto: Heidi Kirk Nissen

Der kan også pyntes mere op til jul i haven med lyskæder eller spiselig pynt som de mest runkne af de gemte æbler, der kan hænges på træernes grene i bånd til stor glæde for fuglene. Det er et fåtal, som kan hente juletræet i egen have, men de fleste kan klippe lidt pyntegrønt og finde pyntelige materialer, som kan give husets dekorationer et naturligt og personligt præg.

Et personligt præg kan man også sætte på julemiddagen og julefrokosterne, hvis man bruger sine egne hjemmedyrkede grønsager, frugter og bær. Nogle af dem kan endda stadig hentes friske i haven og vil nemt udkonkurrere supermarkedernes udvalg i friskhed og smag.

En grøn decemberhave

Selvom man har klimabekymringer i baghovedet, kan man godt udnytte, at haven står snefri, og det er mildt i vejret. Har man satset og sået overvintrende kål, kan man for eksempel glæde sig over at se dem udvikle sig, som de gør i England, hvor de kan høste de første bladkål i februar og de første spidskål i marts eller april.

Kigger man lidt nærmere i blomsterbedet, så er der også primula i knop og blomst. Det er jo dejligt med blomster på den her årstid, men det giver ikke den kriblende fornemmelse som i foråret, når de første primula springer ud. Forskellen er nok, at der er to vintermåneder imellem. Vi ved, at det fremspirende hurtigt kan dø i frost og sne.

I år kan man i lune dele af landet midt i julemåneden stadig finde blomstrende sommerblomster som stolt kavaler og hjulkrone. Foto: Heidi Kirk Nissen

Der er også selvsåede voksurt, som er spiret frem i sensommeren. I de milde egne af landet står de nu høje og blomstrer, indtil frosten kommer for alvor og ødelægger dem.

En anden ting, der også blomstrer, er ukrudtet. Trænger man til at komme væk fra julestuens varme og udenfor i den kølige luft, kan man overveje at tage et lugejern med og fjerne det værste ukrudt.

Hent julemaden i haven

Men der er meget andet end ukrudt og blomster, der vokser lige nu. Ude i køkkenhaverne lyser grønsagerne op, og nogle af dem kan oplagt bruges i julemenuen.

Der er stadig flotte grønkål i flere farver, palmekål, rosenkål og porrer. Mange steder har der været så lidt frost, at selv sommer- og efterårssorter endnu står friske. Rodfrugterne har også klaret sig fint med bare lidt dække, og selv uden dækning har de næppe taget stor skade i den milde vinter, vi har haft hidtil.

Der er masser af grøn persille, og det vokser stadig lidt. I nogle haver kan man endda høste lidt fine, små og grønne blade af vårsalat, brøndkarse og rucola. Måske er der stadig også både friske små spinatblade, lidt dild og sprøde stængler af bladselleri og bladbeder, hvis man har beskyttet dem godt på friland mod nattefrost, eller de står i drivhus eller drivbænk. Sent såede gulerødder, ræddiker og kinesiske radiser vokser endnu, og står sellerierne stadig på voksestedet, ser det også ud til, at de stadig bliver lidt større.

Der er dog meget forskel på, om man har en have inde midt i Jylland, der har fået en del nattefrost, og eller en have nær kysten, hvor der kun har været frost i beskedent omfang.

Find julens råvarer i det gemte

I alt juletravlheden kan man godt komme til at glemme, at der gemt i kældre og skure, er både grønsager og frugter, som kan bruges til julemad.

Til selve julemiddagen kan man bruge de gemte æbler til at fylde i andestegen, og har man en kasse kartofler stående, er det nemt at sortere de mindste fra til de brunede kartofler. Traditionelt har man brugt sorter som Æggeblomme og Aspargeskartofler til brunede kartofler, men andre kogefaste sorter kan også bruges.

Er der stadig rødkål tilbage, er det overskueligt at koge en gang rødkål, som smager meget bedre end dem, der købes på glas. Man har samtidig mulighed for at sætte sit eget præg på smagen, så den bliver lige præcis så mild eller krydret, som man ønsker det. Tilsat saft af egne ribs bliver den ekstra god.

Har man kirsebær i fryseren fra sommerens høst, vil de også gøre sig perfekt som saucen til ris a la manden. Foto: Heidi Kirk Nissen

Grøn julemad

Selvom julens er traditionernes tid, så kan det også være rart med lidt nyt til helligdagenes julefrokoster. Måske noget lidt mere grønt og let fordøjeligt. Nogle af de grønne retter kan måske ligefrem blive til nye traditioner for de yngre generationer, som ikke altid er vilde med sylte og andre lidt tunge juleretter.

Brug en ledig julestund på at gå på opdagelse i kogebøgerne efter spændende retter, der kan laves med nogle af de friske afgrøder ude i haven og i forrådskasserne.

Hvis det ikke allerede er spist, kan der stadig være løg, grønkål, palmekål, rødkål, savoykål, pastinakker, persillerødder, gulerødder, kartofler, havrerødder, jordskokker, rosenkål, porrer, æbler, valnødder, hasselnødder osv. I sylteglas eller fryseren er der måske ribs, brombær, rabarber, jordbær, bønner og ærter.

Ude i haverne kan der stadig høstes kinesiske radiser og ræddiker, som er fine nyhøstede. De er knasende sprøde og har en dejlig stærk radisesmag, der kan vække smagsløgene, hvis man serverer dem som helt tynde skiver til julefrokostens osteanretning. En anden mulighed er glaskål i tynde stænger, de er både sprøde og saftige.

Måske er der stadig et glas syltede figner på hylden eller nogle bagte i fryseren. Hjemmeavlede syltede rødbeder og drueagurker er også populære at stille på julebordet.

Æbleflæsk er en gammel ret, der både kan spises til julefrokosten og resten af året, hvis man falder for den. Et par andre gamle retter, som især spises i visse dele af landet til jul, er grønlangkål og julekål. Det sidste er hvidkål, som hakkes meget fint og stuves.

Hvor det er passende, kan man drysse lidt friske krydderurter på toppen af retten. Der er som nævnt masser af grøn persille i haven. Salvien står også med grønne blade, og timian kan man stadig høste af. Rosmarin og ikke mindst friske laurbærblade til flæskestegen kan hentes fra drivhuset, eller hvor planterne er sat til vinteropbevaring.

Stem på Praktisk Økologi

GreenSpeak er Danmarks velgørende teleselskab, og dem har vi i Landsforeningen Praktisk Økologi et samarbejde med. Det betyder, at GreenSpeaks kunder kan donere en del af teleselskabets overskud til Praktisk Økologi. Synes du, at de penge skal gå til bæredygtighed og økologi, så bliv kunde hos GreenSpeak og stem på Praktisk Økologi her i december.

Læs mere om julens donationer og afstemning her >

Juleborde med havepynt

Der kan hentes meget flot pynt i haverne til at dekorere julens borde. Der er smukke grene af kristtorn med røde bær, mistelten, vedbendranker og vedbend med bær, thuja med kogler, buksbom, gran og meget mere.

Måske er der også grene med farve som hvid kornels knaldrøde grene eller pil med grønne og orangerøde grene. Hvis man har ladet dem stå, er der smukke, visne staudetoppe af eksempelvis iris, hosta og merian.

Værtindegaver fra haven

Hvis man skal rundt til familie og venner i juledagene, har mange en lille værtindegave med. Blomster og chokolade er tit velkomne, men man kan også lave en mere personlig værtindegave.

Hvis man har mange syltede rødbeder, asier, græskar eller drueagurker eller fine glas med hjemmelavet marmelade eller gelé lavet af sommerens bær og frugter, så er det værtindegaver, der altid modtages med stor glæde – særligt hvis værtinden ikke selv laver den slags.

Gemte frø eller et gavekort med lovning på nogle af forårets forspirede planter som disse chiliplanter, kan også være en god værtindegave. Foto: Heidi Kirk Nissen

Har man mange gode æbler eller valnødder liggende, kan man også lave flotte værtindegaver, hvis man bruger fantasien og laver en flot indpakning, hvor man også kan bruge stedsegrønt, bær og andre flotte naturmaterialer fra haven.

Bliv vild havementor

Vi har tidligere omtalt muligheden for, at man kan blive en vild have-mentor. Som Vild-havementor skal du grundlæggende være med til at give endnu flere danskere en viden om de små, men vigtige tiltag, der kan skabe mere vild natur, der hvor vi bor og lever. Du kommer med din egen viden og begejstring, og vi giver dig endnu mere ny viden og et netværk at støtte dig op ad. Der afholdes ni kurser fordelt over landet i løbet af januar og februar, og det er muligt at melde sig til nu.

Læs mere om vild have-mentor og tilmeld dig her >

Sidste chance for en gratis bog

Det er tæt på at være sidste chance, hvis du vil give en julegave fuld af haveviden og haveinspiration i form af et medlemskab af Praktisk Økologi, foreningen bag Havenyt.dk.

Kender du en, der vil blive glad for:

  • Seks numre af et populært medlemsblad med masser af inspirerende artikler
  • Mulighed for at få gratis rådgivning til haven af en havementor
  • Chancen for at deltage i lokale netværk med frøbytte, workshops mv.
  • At være aktiv på årsmødet eller bare lytte til inspirerende foredrag, som tidligere har været med eksempelvis Camilla Plum
  • Rabat på Praktisk Økologi-festivalen, hvor man på en enkelt dag kan få mere ny haveviden, end man kan læse sig til i mange bøger.

Køb et medlemskab og giv det som årets bedste, grønne julegave >

Oveni alle de nævnte goder, så har vi som et særligt juletilbud i år, at vi giver bogen »Økologisk frugt i haven« af Maren Korsgaard som en tak. Bogen har en værdi af 248 kr., men vi giver dig bogen gratis, og du betaler kun de 35 kr., som det koster at sende den til dig.

Bogen kan du selv vælge, om du vil lægge under juletræet sammen med medlemskabet til praktisk Økologi, eller om du selv vil hygge dig med den i juledagene.

Men skynd dig! Det gode tilbud slutter allerede om to dage!

Ja tak, lad mig få juletilbuddet nu >

Her er du: Forsiden > 2020 > Havenyt uge 51, 2020

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider