I morgen er det 1. december og starten på julemåneden. Det er lidt uvirkeligt, når de sidste roser og hårdføre stauder og sommerblomster fortsat blomstrer i mange haver, og der stadig er blade på nogle af træerne. Men man kan alligevel fornemme, at vinteren venter forude. Nattemperaturen har i den seneste uge været under nulpunktet mange steder, huerne er kommet frem, og der begynder at komme varsler om sne og slud i vejrudsigterne.
Haverne har stadig pletter af efterårsfarver, men nogle dage med kulde vil få det sidste til at visne. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis man har mulighed for at komme ud midt på dagen, så er det om at benytte sig af det og gå i haven. Der er stadig masser af små ting, som man kan glæde sig over, og der er både små og store opgaver at holde sig beskæftiget med. Dagene er korte, og det kan være svært at nå ret meget derude, hvis man kun har dagtimerne i weekenden til rådighed. På den her årstid er man nødt til at tage skumringen til hjælp, om ikke andet så for at hente grønsager til aftensmaden.
Der er stadig en del at gøre i haven med at rydde op, beskytte sarte planter og gøre vinterklar, og her i december pynter mange haveejere også op med stedsegrønt i krukker og baljer ved husets dør. En del lægger også gran og kranse på familiens gravsted, hvis man har et sådant. Det er derfor dejligt, hvis man har så mange stedsegrønne træer og buske, at man kan hente det meste ude i haven.
Der er nu ikke så længe til juleaften, og onsdag tændes kalenderlyset for første gang i mange hjem. Det er også nu, at der bliver pyntet op for alvor med stedsegrønt i krukker ved hoveddøren og på terrasserne.
Har man i haven stedsegrønne træer og buske, som er så store, at man nænner at klippe af dem, så kan man hente pyntegrønt fra egen have. I virkeligheden behøver man ikke mange og store grene, man kan lave fine dekorationer med små mængder pyntegrønt.
Det gran og pyntegrønt, man køber, er ofte klippet uger i forvejen, mens det nyklippede fra haven er både helt friskt og dufter af mere. Bruger man grene med røde bær fra haven, holder de dog ikke til 4 ugers stueliv, men så kan man eventuelt vælge at lave noget nyt med friskklippet grønt, når den gamle begynder at se kedelig ud.
Kristtorn med røde bær er oplagte at bruge i oppyntningen til jul. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis man har et udvalg af forskellige slags stedsegrønt, kan man lave nogle virkelig flotte dekorationer, og samtidig er der mange penge at spare på pyntegrønt. Almindelig normannsgran og andre ædelgran er dog så billige at købe, at man ikke skal bruge plads i en villahave på grantræer for at kunne lave en juledekoration. Det kan bedre betale sig at plante kristtorn, ene, ædelcypres, taks, buksbom og arboreaformer af vedbend (ikke klatrende buske), da de er både dekorative og dyre at købe op mod jul.
Det er også tiden, hvor mange køber gravpynt til familien gravsted, hvis man har et sådan. Lige nu ligger der masser af gravpynt til salg på planteskoler, blomsterhandlere og i supermarkeder, men man kan også se sig om i haven og ved hjælp af fantasien skabe nogle flotte kranse, som ikke ligner alle dem, man kan købe.
Hvis man har gamle træstammer eller træstubbe, dukker der her i det fugtige efterår masser af svampe, lav og mosser op på disse steder, som er flotte især i regnvejr eller med rim på. Men man skal have øje for dem, for nogle af dem er meget små.
Det giver lyst til at lade flere gamle træer ligge og formulde rundt om i haven over de næste årtier i stedet for bare at save det hele til brænde. Det er også til stor gavn for dyrelivet i haven. Hvis man nænner det, kan nogle af svampene bruges i dekorationer. Alternativt kan man tage en tur i skoven.
Skoven giver mange muligheder for at samle dekorative små grene, barkstykker, gran- og fyrkogler, mos, lav og svampe. Men der er ikke frit slag med hensyn til at hente ting i skovene, ligesom der også er forskel på, hvad man må samle i private og offentlige skove. Tommelfingerreglen i en offentlig skov er, at man må samle en bæreposefuld til eget brug.
I områder, hvor der skæres til pyntegrønt, er det ikke tilladt at indsamle pyntegrønt. Heller ikke selvom det ligner rester, der er smidt på jorden. Til gengæld kan man være så heldig at bo i nærheden af et areal i en statsskov, hvor man gratis kan hente grene og kviste af gran her op under jul. Det annonceres ofte i de lokale aviser eller med skilte i skovene.
Om sommeren er en snebærhæk ikke ligefrem en drømmehæk. Den sætter masser af rodskud og skal ofte klippes flere gange i løbet af sommeren. Men her i november er det hele tilgivet, for da er den ganske flot, fyldt med hvide bær på lange tynde grene.
Et par grene i en vase sammen med et par stedsegrønne grene ser godt ud nogle dage, indtil de flotte hvide bær begynder at blive mindre pæne at se på. Men så kan man jo hente et par nye – eventuelt kombineret med et par grene med røde hyben eller andre røde bær.
Danmark er et lille land, men alligevel kan der være betydelige forskelle på, hvordan man rammes af nattefrost. I de indre dele af landet kan man på samme nat rammes af hård nattefrost, mens man i kystnære egne slipper helt for frost.
Derfor er der lige nu både haver, hvor alt er lukket ned, og alle de frostfølsomme planter er hentet ind eller døde, og samtidig haver hvor der stadig står morgenfruer i blomst, og man fortsat har salathoveder, hovedkål, rødbeder og selleri stående i jorden.
Men alt får en ende, og det gælder også den danske havesæson. På et tidspunkt opgiver selv de mest energiske haveejere og erkender, at nu er vintervejret og kulden så nærværende et problem, at man lige så godt kan gå i gang med de sidste vinterforberedelser.
Men det kan være svært at lade den sidste dild, bladselleri og salat dø i en gang nattefrost. I stedet for at dække ved udsigt til nattefrost og dække af næste morgen, kan man overveje at dække permanent med to lag fiberdug og se, hvor længe den overdækning kan holde frosten ude.
Hos den inkarnerede selvforsyner er der en drøm om at have salat, dild, radiser, bladselleri og knoldfennikel mv. i hvert fald helt til jul, så man kan sætte flest mulige af egne grønsager og frugter på bordet i julen. Men det er ikke så tit, at det lykkes. På et tidspunkt må de fleste kapitulere over for kulde, regn, blæst, frost og de urimeligt korte dage.
Ved varsling om frost i ens lokalområde, er det som sagt en god idé at få dækket alle de frostfølsomme afgrøder i køkkenhaven, hvis man ikke allerede har gjort det.
De rodfrugter, der stikker op ad jorden, er mest ubeskyttede og vil tage størst skade af frosten, hvis de ikke dækkes. Det er blandt andet majroer, rødbeder, kålroer, knudekål og knoldselleri.
Rodfrugter, der har hele roden i jorden, vil være mindre udsatte, og persillerødder og gulerødder vil kunne klare en smule nattefrost, da jorden stadig er lun. Men under alle omstændigheder er det fornuftigt at få dækket rodfrugterne, hvis man har en større beholdning i jorden. Vinteren vil jo komme på et tidspunkt.
Der er stadig friske og sprøde gulerødder ude i jorden. Det er en god idé at dække dem med eksempelvis tykke lag af blade, inden der kommer frost, som går i jorden. Foto: Heidi Kirk Nissen
I de fleste haver er der masser af blade, som kan rives sammen og bruges til at dække rodfrugterne med. For at holde på bladene er det nødvendigt at dække med et lag fiberdug eller lignende. Det er en god mulighed for at genbruge gamle stykker fiberdug, der fungerer fint til formålet, selvom de er snavsede og måske lidt hullede. Bladene og især fiberdugen dæmper også vinden og virker isolerende, så man kan hente rodfrugter selv i frostperioder.
Hvis man stadig har mange sommerporrer stående, så er det praktisk at få dem høstet og anbragt i fryseren, da de ødelægges af gentagen og hård frost.
Mere hårdføre efterårssorter plejer at kunne klare december måned med, men så snart vinterkulden for alvor sætter ind, er det kun de deciderede vintersorter, der kan stå distancen og holde til at fryse gang på gang afbrudt af milde tøvejrsperioder.
Det samme gælder rosenkål. Er det ikke hårdføre vintersorter, man har stående i haven, så skal man se at få brugt de små lækre grønne roser i løbet af de par næste uger. Alternativt kan man lægge nogle af dem i fryseren, omend det forringer både smag og konsistens i forhold til de friskplukkede.
Trods der er vinter i luften, så er jordtemperaturen stadig høj, da den ligger omkring 5–6 grader de fleste steder.
Med andre ord jorden er stadig lun nok til at plante løvfældende træer, buske, hække og roser. Mens det, man måske har mest lyst til at plante i den bladløse tid, nemlig de stedsegrønne, må vente til april. December er den bedste plantemåned for bøg, da planterne først her er så afmodnede, at de overlever vinteren bedst muligt.
Ude i haven kan man under de visne blade se spidser af vintergækker og narcisser stikke op ad jorden. Perlehyacinterne står også med grønne blade, som overvintrer. Det er med andre ord ikke unormalt at hilse på foråret i november. Det er dejligt at vide, at det allerede er på vej.
Lidt anderledes ser man dog på det, hvis man pludselig kan se toppene af hvidløg på vej op. For her er det bedre, at de venter med at dukke frem til sidst på vinteren.
Men det milde efterår har betydet, at hvidløgene en del steder er kommet op. Normalt sker der ikke noget ved, at hvidløgstoppen er kommet op inden vinteren, medmindre den når at vokse sig høj. Hvilke konsekvenser det vil få, må man vente og se. Vi er i disse tider klimamæssigt ude, hvor vi ikke har været før.
Mangler du en gaveide til haveelskeren? Giv et års forsyning af spændende haveblade
Tidsskrift for Praktisk Økologi udkommer 6 gange årligt og er propfuldt af viden om, hvordan man dyrker haven, så den er til glæde for både mennesker og det vilde plante- og dyreliv.
Der er både inspiration til at dyrke økologisk frugt og grønt, den giftfri prydhave og vild-med-vilje-haven. Vi kigger indenfor i spændende haver, dykker ned i nye og gamle sorter og undersøger de bedste metoder.
Tidsskriftet udgives af Landsforeningen Praktisk Økologi, der også står bag Havenyt.dk. Du kan se mere om bladet og læse et gratis eksemplar her
Sådan giver du »Tidsskrift for Praktisk Økologi« som gave:
Bestil et gavemedlemskab til Praktisk Økologi senest 19. december – så får du seks blandede numre fra tidligere årgange, som du kan pakke ind og lægge under juletræet nu.
I løbet af 2022 får gavemodtageren yderligere seks numre leveret i postkassen. I alt 432 siders praktisk, fotoillustreret og reklamefri inspiration til mere glæde og liv i haven.
Samtidig er du med til at støtte arbejdet for en havekultur, hvor der er mere plads til naturen.
Der er stadig få, men fine, roser i haven som de flotte, hvide Winchester Cathedral. Foto: Heidi Kirk Nissen
Morgenfruer holder sig ikke indenfor rammerne som sommerblomster. Man kan finde blomstrende eksemplarer et godt stykke ind i vinteren. Foto: Heidi Kirk Nissen
Dem der ikke bryder sig om stedsegrønne planter, ser dem ofte som en mørkegrøn mur. Men stedsegrønne buske og træer findes både tætte og lette. Ærtecypres er en af de lette. Foto: Heidi Kirk Nissen
Den stedsegrønne thuja har små kogler, der også kan bruges til at pynte med i juletiden. Foto: Heidi Kirk Nissen
Kogler til julens dekorationer kan være svære at finde i den private have, men her kan en tur i skoven løse problemet. Foto: Heidi Kirk Nissen
Snebær er yndige på denne årstid, men de holder ikke længe i indendørs dekorationer. Lidt længere, hvis de bruges i en udendørs krans til døren. Foto: Heidi Kirk Nissen
Først på vinteren kan man dække de sidste frostfølsomme grønsager med to lag fiberdug for at strække sæsonen til det sidste. Det vil kunne holde nattefrosten ude, så længe jorden stadig er lidt lun. Foto: Heidi Kirk Nissen
Nogle gulerodssorter har det med at vokse op over jordniveau, hvilket gør dem ekstra udsatte for frostskader. Foto: Heidi Kirk Nissen
Storkenæb Rozanne lyser op med de sidste lilla blomster. Foto: Heidi Kirk Nissen
Kan man ikke spise alle sommerporrene fra haven, kan de fryses efter at være blevet skåret i passende stykker. Foto: Heidi Kirk Nissen
Vil man kunne nyde bøgens friskgrønne farver i haven til foråret, så er det i december, at man skal plante. Foto: Heidi Kirk Nissen
Titter hvidløgstoppene bare lige op over jorden, kan de klare en normal vinter uden problemer, men er de blevet halvstore, er de mere udsatte for skader. Foto: Heidi Kirk Nissen
Med et gavemedlemskab til Landsforeningen Praktisk Økologi giver du modtageren over 400 siders haveinspiration. Leveret direkte i postkassen – reklamefrit. Foto: Heidi Kirk Nissen