Havenyt uge 11

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Blomstrende krokus, vintergækker og erantis kombineret med dage med sol, der får os til at smide jakken, når vi er i haven, giver os vilde drømme om, at nu er foråret her for alvor.

Vi får lyst til det hele, og det kribler i os for at sætte kartofler, så gulerødder, plante georginer, beskære roser osv. Men det er stadig lidt for tidligt at gøre det hele.

Vi er knap midt i marts, og varmen om dagen snyder. Klare dage giver kolde nætter, og nattefrost har der været mange steder og kommer lidt af endnu.

Indenfor kan man dog godt skrue op for forkultiveringen og begynde at glæde sig til synet af vindueskarme fyldt med grønne spirer.

Dorothealiljerne er også kommet frem. De minder lidt om vintergækker, men er alligevel helt deres egne. De deles og udplantes ligesom vintergæk umiddelbart efter afblomstring, hvis man ønsker flere af dem i haven. Foto: Heidi Kirk Nissen

Varmen har sat gang i væksten, men jordtemperaturen er endnu ikke helt fulgt med. Det sætter grænser for, hvad det er en god idé at lave ude i haven. Men der er nu alligevel en hel del at tage sig til både ude og inde.

Få ryddet op i havens hængepartier

Mange har sikkert et par eller måske mange hængepartier af ting ude i haven, som skulle have været ordnet inden vinteren.

Måske er det oprydning eller rengøring af drivhuset, gamle opbindingspæle i jorden, urtepotter der ikke er sorterede og rengjorte m.m. På gode forårsdage er det opgaver, det er rart at få lavet, inden der pludselig bliver travlt med at så, ompotte m.m.

Andre gode forårssysler er lugning af ukrudt i hække samt rive grene og kviste af græsplænen, så den er klar til at kunne slås, når den begynder at vokse for alvor. Græsplænens jord er sine steder stadig ret våd, og man bør undgå at gå mere end højst nødvendigt på den, hvor det er tilfældet.

Staudebedene kan også luges, men inden man begynder at trampe rundt i dem, skal man lige overveje, hvor man træder. Jorden er lige nu mange steder fugtig og blød, og træder man i bedene, bliver den trykket sammen, og jordstrukturen skadet.

Så gør mest muligt af arbejdet fra faste stier og gange. Læg eventuelt brædder ud i bedet til at træde på og fordele trykket, hvis det er nødvendigt at gå ind i dem, mens jorden stadig er blød.

I køkkenhaven gælder det, at har man begrænset med tid, er det vigtigste gøremål lige nu er at få lagt klar plastik over bede til tidlige kartofler og tidlige gulerødder.

Det er også godt at få ryddet op i køkkenhaven generelt og blandt andet få fjernet kålstokke og visne majsplanter.

Kålrødder indeholder et spirehæmmende stof, og de skal fjernes senest 3 uger før såning på et tidligere kålbed. Hvor der er længere tid til såning, kan man lade et par planter stå og få kålskud ud af dem.

Hvis vinterdækket er meget tykt, kan man godt fjerne det meste af det. Men vent 1–2 uger endnu med at fjerne det hele ved de mest sarte planter, da vintervejr stadig kan vende tilbage, omend det ikke ser ud til at ske i den nærmeste fremtid. Enkelte steder kan berøres af nattefrost i løbet af ugen, men ellers er der forår i haverne.

Hæv temperaturen i bede til tidlige afgrøder

De tidlige kartofler skal nu gerne være begyndt at udvikle spirer, hvis man satser på kartofler til pinsedag sidst i maj eller til grundlovsdag.

Men det er ikke nok, at kartoflerne er godt forspirede. Jorden skal også være varm nok, og det vil sige minimum 8 grader, inden man kan lægge kartofler. Der går mindst nogle uger endnu og måske længere. Kartofler lagt i for kold jord bliver aldrig store flotte planter med et godt udbytte.

Jorden kan som nævnt tidligere varmes op ved at overdække den med klar plastik.

Solvarmen opvarmer jorden igennem den klare plastik, og da der her ikke bruges energi på fordampning som på jord uden plastoverdækning, så stiger jordtemperaturen hurtigere end i en udækket jord. Det er også en god idé at overdække et areal til at så det første hold sommergulerødder i.

Man skal kun bearbejde og gøde jorden inden overdækning, hvis jorden er tør nok til at bearbejde. Klæber den til spade, træsko og gummistøvler, så er den alt for våd. Så er det bedre at vente med at bearbejde den lige før lægning.

Jorden i højbede tørrer hurtigere ud, så højbede kan ofte bearbejdes og sås i lidt tidligere. Foto: Heidi Kirk Nissen

Længes man efter de første nye kartofler, så kan man få dem lidt tidligere ved at forkultivere kartoflerne inde i varmen i spande, potter, mælkekartoner eller den todelte Potatopot spand.

PotatoPot har så stort et volumen, at man kan dyrke kartoffelplanterne heri resten af året og løbende høste kartofler. I år er forkultivering inde eneste mulighed for at man kan nå at dyrke egne nye kartofler til midt i maj, hvis man går efter det.

Hvidløgene er på vej på friland og i drivhus

Hvidløg sat sidst på efteråret nåede de fleste steder at komme op, inden vinteren satte ind. Ikke alle sorter er dog lige tidligt fremme. Nogle står i sirlige rækker, andre sorter er endnu ikke på vej op.

Hvis man har været så forudseende at sætte en kasse med hvidløg – og måske også vinterstikløg – inde i drivhuset, er de her lidt længere fremme. Når man senere skal bruge pladsen i drivhuset, kan løgkassen flyttes ud til videre vækst og tidlig løghøst.

Hvis man vil sætte hvidløg i foråret, skal det gøres snarest muligt, hvis feddene skal nå at udvikle sig til pænt store løg. De vil dog ikke nå at blive helt så store som de efterårssatte.

I en snæver vending kan man godt bruge spiseløg, man har købt, og som måske er begyndt at spire. Men det er bedre at få fat i nogle hvidløg, som har været dyrket i en dansk have sidste år. Det giver en større sikkerhed for succes med dyrkningen.

Sidste chance for fuglekasser

Det er ved at være allersidste chance for at sætte nye fuglekasser op, da fuglene snart går i gang med at yngle.

Efterse også de nuværende kasser med hensyn til opsætningen. De skulle jo nødigt falde ned midt i ynglesæsonen.

Har man ikke allerede renset fuglekasser, skal man være sikker på, at kassen er ubeboet, inden man går i gang. Stærene sørger selv for at ekspedere gammelt redemateriale ud, men det er godt nok at tjekke, om der ligger en død fugl derinde, som de ikke selv kan fjerne.

Det varme vejr har fået fuglelopperne til at være særdeles aktive, og man kan se dem sidde rundt om indgangshullet til fuglekasserne. De kan gå på mennesker, når man renser kasserne. Det er en god idé straks at smide tøjet til vask og gå i bad, hvis man er blevet fyldt med fuglelopper. Det problem undgår man, når man renser kasserne i vintermånederne.

Forkultivering i marts

Indenfor spirer og gror det i vindueskarmen, så det er en ren fornøjelse, og her midt i marts er det igen tid til at så flere frø.

Hver uge bør man overveje, om der er ny arter, der skal sås.

Her midt i marts skal man så drivhustomater. Tomater til friland kan vente 1–2 uger, hvis man ikke har et drivhus til at placere dem i, når de bliver for store til vindueskarmen.

Tomatfrø plejer at være hurtige til at spire og selv mange år gammelt frø spirer ofte forbavsende godt. Derfor går der kun et begrænset antal dage fra såning, til kimplanterne er på vej op.

Tomatplanter spirer frem på få dage, og de udvikles hurtigt. Hvis man har egne frø og rigeligt af dem, kan man så 5–8 frø i hver potte og så tynde ud senere eller prikle ud. Hvis man kun sår ét af de dyrebare købte frø i hver potte, så skal potterne være lidt mindre, da små planter ikke trives i for store potter. Foto: Heidi Kirk Nissen

Knoldselleri og bladselleri kan også sås omkring nu. Det er også en god idé at kigge alle frøbreve med sommerblomster igennem, og se efter om der er nogen, som skal forkultiveres i marts.

Læs mere i »Forkultivering i vindueskarm« >

Når de små planter kommer op, skal de passes med vanding, men det er vigtigt, at jorden ikke vandes for meget. Doser vandingen meget omhyggeligt, da vandmættet jord kan resultere i svampeangreb og planter, som går ud. Det kan være en god idé at spraye vand i kimplantestadiet i stedet for at vande.

Frø kan spire uens

Det er dejligt livsbekræftende at se de mange spirer dukke op af jorden. Nogle frø kommer hurtigt op, mens andre er mere langsomme til at spire, selvom det er samme art. Det hænger sammen med det enkelte frøs spireenergi. Jo ældre frøene er, jo længere tid kan de være om at spire, og jo mere uensartet spirer de.

Læs mere i »Test om dine frø er spiredygtige« >

Hvis frøene er friske, kan de små kimplanter dukke frem af såjorden allerede på et par dage, mens tilsvarende frø med mindre spireenergi først dukker op efter 7–14 dage. Derfor oplever man ofte, at friske hjemmehøstede frø fra sidste år spirer rigtigt godt.

Planlæg forkultiveringen

Synet af små grønne spirer af tomater, chili, peber, bladselleri, løg mv. giver en næsten ustyrlig lyst til at så endnu flere ting her og nu.

Men her er det godt at huske sig selv på, at der er lang tid til, at der kan plantes ud. Så inden man sår alt for meget, er det en god idé at vurdere, hvor mange planter der egentlig er plads til i vindueskarmene.

Har man et drivhus, kan man godt så frø til de planter, som kan flyttes ud i drivhuset fra starten af april, hvor tomat og chili begynder at kræve mere plads i vindueskarmene.

Man kan så salat, blomkål, sommerhvidkål og spidskål til videredyrkning i drivhuset, og måske plante dem ud som store planter under fiberdug hen i april. De 14 dages tidligere såning indenfor gør virkelig en forskel for, hvornår man kan høste de første salat- og kålhoveder ude i haven.

Kom godt fra start med web-app’en

Landsforeningen Praktisk Økologi står bag Havenyt.dk, men også bag Dyrk.nu, en meget populær web-app, hvor man på telefonen eller anden form for skærm måned for måned får overblik over, hvornår det er tid til at så og udplante forskellige planter i køkkenhaven.

Det er også genvejen til info om spiretemperatur, planteafstand, udviklingstid og meget andet nyttigt.

Se det hele på Dyrk.nu >

Bliv en del af et grønt fællesskab

Landsforeningen Praktisk Økologi står som sagt bag Havenyt.dk. Det er foreningen for dig, der er optaget af økologi, bæredygtighed, selvforsyning og biodiversitet i haven.

Læs mere og kom med i vores grønne fællesskab her >

Her er du: Forsiden > 2026 > Havenyt uge 11

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider