Her i november bliver dagene hastigt kortere, og for mange betyder det, at man næsten kun lige kan nå hjem fra arbejde og hente grønsager ind til aftensmaden, inden det bliver helt mørkt. Mange haveejere har derfor kun mulighed for at komme i haven i weekenden eller på andre fridage.
Til gengæld er efterårets havearbejde ikke så vejrafhængigt som ved såning og plantning i foråret. Man kan plante barrodede træer, buske og roser næsten uanset vejret, her er det kun ens påklædning, som sætter begrænsningen.
En anden ting, udover dagslyset, der er afgørende for det, man kan nå i haven på dette tidspunkt af året, er den første rigtige nattefrost. Når temperaturer omkring frysepunktet begynder at blive nævnt i vejrudsigten, giver det ofte stress i haverne. Der er meget, man skal nå at redde, inden der kommer frost.
Måske er man heldig stadig at kunne nyde tæppet af sommerblomsten tallerkensmækker i haven. Flot ser den ud, og smagen af både blomster, blade og frø er stadig stærk og karseagtig. Men den første berøring af frost, så falder hele planten sammen. Foto: Heidi Kirk Nissen
Indtil sidste uge havde der kun været frost udvalgte steder. I nat kan den også ramme særligt de nordlige dele af landet. Men snart bliver hele landet nok ramt, jo tættere vi kommer på vinteren.
Dog skal man også være opmærksom på, at de lovede temperaturer er målt i to meters højde. Så der kan godt komme frost i jordhøjde, selvom der forudsiges to-tre grader over frysepunktet i ens del af landet.
De planter, der ikke tåler frost overhovedet, er tomater, græskar, squash, agurker, chili, mange sommerblomster, dild, bønner, knoldfennikel, majs og salat. Mange af de samme planter som i foråret skal plantes sent af hensyn til frostrisiko. Desuden de mere eksotiske krydderurter, som skal tages ind, hvis de skal overleve.
Alle disse skal enten høstes eller overdækkes mod frost. Da jorden stadig er varm, vil to lag fiberdug være beskyttelse nok for lave planter. Det giver den bedste beskyttelse at hæve fiberdugen over afgrøden ved hjælp af buer, men fiberdug kan godt lægges direkte på planterne. Særligt hvis der er to lag.
Hos blomsterne gør selv let frost det af med blandt andet georginer, landløber og flittiglise, som slet ikke tåler frost. Enkelte sommerblomster overlever mere eller mindre den første lette nattefrost.
Der er også en række afgrøder, som ikke tåler frost for alvor, men som kan tåle en smule nattefrost. Her må man vurdere ud fra vejrudsigten og sit lokalkendskab til, hvor hårdt nattefrosten vil være, om der skal dækkes eller ej.
Her er der tale om afgrøder som hovedkål, sommerporrer, æbler, druer, pærer og blommer. De sidstnævnte kan tåle lidt frost på grund af deres høje sukkerindhold, men pluk dem, hvis de er modne nok.
Det er ikke alle sorter af de sene æbler, der er plukkemodne endnu, så de må blive på træet. Kartofler, som endnu ikke er taget op, klarer også lidt nattefrost, jorden er jo endnu varm.
De, der kan tåle den første lette nattefrost uden problemer, er blandt andet grønkål, rodfrugter, vinterporre, knudekål, savoykål, knoldselleri og persille.
Først når der bliver udsigt til mere vedvarende frost, behøver man at dække gulerødder, pastinak og persillerødder eller tage dem op. Lige nu sidder de beskyttet i en lun jord og med top hen over.
Georginer tåler slet ikke frost. Den første nattefrost og de klasker sammen. Er det allerede sket, eller er de bare begyndt at blomstre så lidt, at de lige så godt kan tages op, så kan man gøre det nu, hvor det stadig er behageligt havevejr.
Det samme gælder de andre knolde og løg, som knoldbegonier, kanna, haveranunkel, tigerblomst, gladiolus, chokoladekosmos og Acidanthera bicolor, der også skal tages op og ind for vinteren.
Georginer skal have skåret toppen af et stykke over knoldene. Knoldene tørres først nogle dage, inden de lægges i meget lidt fugtigt sand eller træspåner i et enkelt lag. Selvom de skal opbevares tørt, må knoldene ikke tørre ud. De opbevares køligt under 10 grader, bedst ved ca. 6–8 grader.
Er det meget store knolde, kan de opbevares uden at blive lagt i noget, men kan sættes hele ned i for eksempel en plastsæk, som står åben.
I alle haver er der en hel del ting, som skal gøres inden vinter, men ind imellem alle efterårspligterne i haven, får man også en masse små dejlige oplevelser. Solen står stadigt lavere på himlen, og det giver nogle fantastiske oplevelser af lys og farver, og det er med at nyde solskinnet og disse farveglimt.
Nogle steder tog nattefrost i oktober pynten af sommerblomsterne. Men i de mere milde egne og på beskyttede steder kan man stadig finde sommerblomster til en sen buket, hvor lathyrus, stolt kavaler, tallerkensmækker, hjulkrone og morgenfrue stadig blomstre.
Der er også alle de små oplevelser, hvor sommeren siger farvel. Når de sidste roser blomstrer, man plukker de sidste modne chili og tomater i drivhuset, samler en håndfuld efterårshindbær eller henter små fine broccolibuketter til salaten.
Eller når man opdager, at der står små fine selvsåede korianderplanter nu, hvor man troede, det var slut med den luksus fra haven. Måske kan man også stadig plukke små nye dildblade og har man spinat i haven, så er det her et efterår, hvor man virkelig kan få glæde af at høste spinatblade langt hen på efteråret.
Selvom vi er sent på året, kan der i november stadig hentes grønsager til større eller mindre middage i en velassorteret køkkenhave med masser af rodfrugter, porre og kål. De friske grønsager smager godt, og samtidig er det ren klimamad, når grønsagerne er dyrket på stedet uden behov for transport, indpakning eller kølediske.
Novembers grønsager er oplagte at bruge i varmende supper. Basis kan være forskellig slags kål, rodfrugter, kartofler, græskar, porrer eller løg, der kan kombineres på kryds og tværs i uendelige varianter.
Grønsagerne er også gode ovnbagte. Rodfrugter skåret i store tern og vendt i citron, olie og lidt honning får en utrolig smag og konsistens, når de bages i ovnen, til de bliver gyldne. Gulerødder, pastinakker, persillerod, skorzonerrod og majroer er alle gode som ovnbagte.
Både supper og bagte grønsager kan med fordel krydres med et udvalg af de grønne krydderurter, som stadig er at hente i krydderurtebede eller -krukker.
Hvis man har mange grønsager, men ikke mulighed for at opbevare dem, så de holder sig optimalt, kan man overveje at konservere dem med fermentering eller mælkesyregæring, som man også kalder det.
Mælkesyregæring af grønsager er en gammel konserveringsmetode, som er på vej frem igen. Det skyldes ikke mindst, at den giver et både velsmagende og sundt produkt, hvor grønsagernes vitaminer bevares fuldt ud, og gæringen bidrager til en sund tarmflora.
Har man mange hvidkål og rodfrugter i haven, er det oplagt at bruge nogle af dem til at eksperimentere med at lave mælkesyregærede produkter.
Det er ikke svært, bare man husker, at det kræver en gennemført god hygiejne, når man fremstiller mælkesyregærede produkter.
Læs mere i Camilla Plums artikel »Mælkesyregæring« >
Rødbederne er nu store og flotte, og hvis man vil sylte rødbeder, er det på tide, da de ikke tåler frost, når den sandsynligvis kommer her i november for alvor.
Hvis man gerne vil have friske rødbeder et stykke tid endnu, kan man lægge et tykt lag blade ned mellem rødbederækkerne. Det vil beskytte dem mod den første, lette nattefrost. Rødbeder, der skal gemmes, skal tages op, inden der kommer dagsfrost, og opbevares frostfrit for eksempel i sand.
Bladbeder dyrker man normalt for stilkenes skyld til høst i sommerhalvåret. Hvis man sår bladbeder midt på sommeren som anden afgrøde, får man nogle små fine planter med smukke grønne blade, som man kan høste af til langt hen på efteråret.
Både de farverige sprøde stængler og de flotte grønne blade på bladbeder kan spises. Foto: Heidi Kirk Nissen
Er man heldig, overvintrer planterne og sætter nye blade igen i det tidlige forår, hvorefter de går i blomst. Får de lov at sætte frø, kan man midt på sommeren høste frø til såning næsten med det samme som anden afgrøde eller gemme frøene til såning næste forår.
Spinatbede er ligesom bladbeden en bede uden en opsvulmet rodknold, som rødbeden har. Den kaldes også evighedsspinat. I modsætning til bladbeden danner den ikke brede bladstilke, men grønne blade, der kan bruges i stedet for spinat.
Spinatbede er lige så let at dyrke som bladbede, og især såning efter Sankt Hans giver en god efterårsafgrøde. Planterne vil de fleste år overleve vinteren, hvorefter de går i blomst, så man kan høste egne frø sidst på sommeren.
De frø, som man spilder ved frøhøsten, spirer af sig selv i september og giver »baby-leaves« til salatskålen her i efteråret. Den kan også sås i sensommeren i drivhuset til samme formål.
Det er nu næsten definitivt slut med alle sommerplanterne i drivhuset. Måske er der stadig lidt tomater, chili og peberfrugter. Inden længe skal man dog rydde drivhuset for diverse planter og blade, så eventuelle sygdomskim og skadedyr ikke overvintrer i drivhuset.
Hvis man skal overvintre grønne planter i drivhuset, er det også vigtigt, at de får alt det lys, som de overhovedet kan få. Det er derfor fornuftigt at vaske drivhuset af for alger, inden vinteren sætter ind.
Bor man på landet nær større svineanlæg, kan drivhuset være helt grønt af alger efter kun et halvt år. Det er ammoniakken i luften fra gyllen, der er grundlaget for den enorme algevækst. Der er ikke andet at gøre end at gå i krig med vand og børste både ind- og udvendig.
Hvis man har planter i drivhuset, skal de tages udenfor, inden man kan gå i gang med sæbevand og børste, eller de skal dækkes af. Skal de udenfor, er man nødt til at vælge en stille og mild efterårsdag.
Det rengjorte drivhus er godt til at vinteropbevare de lidt sarte planter og krukkeplanter. Husk at nedgrave potteklumpen, inden der kommer rigtig frost, og at dække med 1–2 lag fiberdug i frostperioder. I en bare nogenlunde mild vinter kan rosmarin, citronverbena og laurbær overvintres på den måde.
Har man chrysantemum i haven, som først er ved at springe ud, eller stadig står i knop, kan man grave dem op og flytte dem ind i drivhuset. Her kan de udvikle deres blomster uden, at de bliver ødelagt af regn og frost, og det giver flotte buketter til stuen.
Planterne skal passes med vand, men kan blive stående og plantes ud igen til forår. Mange sorter er frostfølsomme og vil ikke overleve på friland. Der findes dog en række gamle sorter, som klarer vinteren på friland.
Har man småplanter stående af for eksempel salat, mizuna eller tat soi, som er sået i september, kan man plante dem ud i drivhusbedene. Med vinterdække med to lag fiberdug i frostperioder vil de måske overvintre og give tidlig salatgrønt allerede i marts.
Står der selvsåede små planter af den flerårige vild rucola, Diplotaxis tenuifolia, så prøv også at plante dem ind. De sætter nye blade tidligt og kan i øvrigt dyrkes året rundt i drivhuset og give fine blade.
Hvis man gerne vil dyrke noget spiseligt i sin have og være mere selvforsynende, men ikke har den tid, som det kræver at dyrke køkkenhave, så er det frugt og bær, man skal satse på.
Bærbuske og frugttræer kræver få timers arbejde om året, og planterne giver efter nogle år et meget stort udbytte uden en ret stor arbejdsindsats. Måske bliver udbyttet endda så stort, at der også bliver til at lave friskpresset most eller saft og sundt slik i form af frugtlæder eller tørrede æbleringe og bær.
Det er en ikke kun en god investering at plante frugttræer for at få fri adgang til friske og usprøjtede frugter, men også en god investering økonomisk set. Et frugttræ til nogle få hundrede kroner vil over en periode på 20 år give tusindevis af stykker frugt.
Æbler kan hurtigt koste over 5 kr. for et godt, økologisk æble og lidt mindre for et konventionelt, så udgifterne til træet er hurtigt tjent ind. Det samme gælder for bærbuskene, hvor en bakke med 250 gram ikke specielt friske hindbær eller blåbær hurtigt kan gøre ondt på pengepungen.
Bærbuske og frugttræer kommer bedst i gang, hvis de bliver plantet i efteråret lige omkring løvfald. Det vil sige her i november.
På det tidspunkt er jorden stadig så varm, at planterne vil kunne nå at begynde dannelsen af det ny rodnet. Dermed når de efterårsplantede bærbuske at danne et meget større rodnet, end hvis de plantes i det tidlige forår, som er næstbedste plantetidspunkt.
Inden man tager i planteskolen for at købe nye frugttræer og -buske, er det praktisk at gøre sig klart, hvad det er, man vil have.
Skal det være æbler, pærer, blommer eller kirsebær? Hvilke sorter kan man lide, og hvordan passer de til de sorter, man allerede har i haven, så man får fordelt modningstidspunktet for frugterne ud over sæsonen?
Også når det gælder bærbuske, kan man strække sæsonen ved at vælge flere sorter.
Desuden skal man være sikker på, at der er bestøversort til de frugtsorter, man vælger. Så det er en god idé at snakke med ejerne af tilstødende nabohaver om, hvad de har af sorter.
Er der ikke andre frugttræer i nærheden, og har man kun plads til et enkelt frugttræ, kan man vælge at købe et såkaldt familietræ, hvor der er podet 2–3 sorter på, som også kan bestøve hinanden. Man kan købes familietræer af både blomme, pære og æble.
Haverne farves stadig gyldne og røde af efterårets smukke blade her i november. Mange er faldet af, og de dækker nu bede og græsplæne, og de skal endelig have lov at blive i haven, hvor de beskytter jord og planter mod vinterens kulde.
De sammenrevne blade fra græsplænen er blevet lagt i køkkenhavens højbede. Foto: Heidi Kirk Nissen
Men man kan selvfølgelig omfordele bladene i haven. De skal helst væk fra græsplænen, men oftest klarer vinden det. Bladene blæser ind mellem buske og træer, eller de lægger sig mellem havens stauder og vintergrønsagerne. Lykkes det ikke helt, så tag en løvrive på en blæsende tør dag og hjælp lidt til. Løvblæser er det helt unødvendigt at investere i, brug vinden i stedet for.
I indkørsler, på terrasser og ved indgange er det også praktisk at fjerne et eventuelt tykt lag våde blade. De kan med fordel placeres som vinterbeskyttelse mellem rodfrugter og porrer eller under de stedsegrønne. Har man bøgeblade eller fyrrenåle, bør de lægges under surbundsplanter, da de er med til at bevare surhedsgraden i jorden.
Når man rydder op i haven, kan man med fordel lægge haveaffaldet på et af de tomme bede i køkkenhaven i stedet for på kompostbunken. Det beskytter jordstrukturen, og hvis dækket er næringsrigt nok, er bedet gødet til de kommende afgrøder på jorden. Har man bede med rosenkål eller grønkål, kan man placere nedfaldsæblerne her, så ved solsortene, hvor de skal indtage dagens hovedmåltider.
Har man noget halvt omsat kompost eller dyregødning, kan man lægge et lag nederst og haveaffald ovenpå. Lægger man dyregødning ud om efteråret, er det vigtigt, at det dækkes med planteaffald, da det dæmper slagregnen, og næringsstofferne ikke så let udvaskes. Dyregødning er det bedst kun at bruge på bede, hvor der næste år skal være afgrøder, som har dybtgående rødder og skal bruge megen næring som for eksempel kål, der kan hente næringsstoffer op fra 2 m dybde.
Det er vigtigt at undgå, at næringsstofferne udvaskes. Derfor bør man aldrig sprede helt eller næsten helt omsat kompost ud om efteråret. Det skal blive i en kompostbunke, som overdækkes mod regn.
Havenyt.dk er Danmarks største hjemmeside om økologisk havedyrkning. Nu er den tekniske platform ved at bryde sammen, og vi har brug for din hjælp til at redde Havenyt.
Derfor kører vi en enkeltstående indsamling her i vinter, hvor samtlige penge går til at sørge for, at Havenyt også er der til foråret og i mange år fremover.
Bare i år har Havenyt haft mere end 3,7 millioner besøg og næsten 10,5 millioner viste sider. Hver dag bruger rigtig mange haveejere Havenyt til at finde viden om planter, dyrkning, jord, køkkenhave, skadedyr, kompost og meget mere.
Havenyt.dk ejes af Landsforeningen Praktisk Økologi og har siden 2002 været en troværdig og fagligt funderet kilde til viden om økologisk havedyrkning. Der er ikke noget AI eller hurtige løsninger lavet af folk, der ikke ved noget om planter her. Det er viden om havedyrkning, der er skrevet af mennesker, der selv har haft fingrene i jorden og erfaret det, de deler med læserne.
Men efter 24 år er teknikken begyndt at bryde sammen.
Det gamle it-system har fungeret imponerende godt, men nu er det ikke længere muligt at reparere problemerne. Vi kan blandt andet ikke lægge nye artikler og sider på, og flere funktioner – som »Spørg eksperterne« hvor man kan få svar på havespørgsmål – virker ikke længere.
Flere IT-firmaer har forsøgt at hjælpe, men har måttet give op. Havenyt skal derfor bygges op i et nyt og tidssvarende CMS-system.
Det koster 120.000 kr.
Pengene skal bruges til at flytte Havenyts omkring 28.000 sider og øvrige indhold til et moderne system, genskabe de nødvendige funktioner og sikre, at hjemmesiden igen kan vedligeholdes og udvikles.
For brugerne skal Havenyt stadig være Havenyt. Men bag facaden får hjemmesiden et nyt fundament, så vi igen kan lægge ny viden på, rette fejl og udvikle siden – og så Havenyt kan leve videre mange år endnu.
Det handler ikke om at få en ny hjemmeside.
Det handler om at redde den, vi allerede har.
Vil du hjælpe os med at få Havenyt.dk sikkert over på et nyt fundament?
Målet er 120.000 kr. – og alle bidrag, store som små, gør en forskel.
Hjælp med at redde Havenyt her >
Det er nu, man rigtig kan nyde alle de smukke høstfarver. Her er det et gyldengult ginkgo biloba. Har man ikke plads til det i haven, findes der også mange andre mindre træer eller buske med smukke efterårsblade. Foto: Heidi Kirk Nissen
Asters er nogle af de sidste flotte stauder her i november. Foto: Heidi Kirk Nissen
Georginen holder sig oprejst, så længe den første frost holder. Når solen rammer blomsten og tør den op, klasker den helt sammen. Foto: Heidi Kirk Nissen
Citronverbena kan ikke tåle den mindste frost, men når man at tage den ind, kan man have held til at overvintre den. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der er stadig tomater i drivhuset, men de kan have fået en tendens til at sprække i det fugtige og kølige vejr. Spises kan de dog sagtens og kommer der frost, kan de høstes og fryses eller laves til tomatsauce. Foto: Heidi Kirk Nissen
Georgineknoldene skal op, når frosten har taget glansen af de sidste blomster – eller når de bare blomstrer så lidt, at man ikke gider vente længere. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der er stadig enkelte efterårshindbær, men det er tvivlsomt, om de grønne af dem, når at modne. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det føles godt at have glas med fermenteret eller syltet indhold af egne afgrøder stående. Sundt er det også. Foto: Heidi Kirk Nissen
Rødbeder er alsidige rodfrugter, der både kan syltes og bages. Er de ikke for store, kan de også rives og spises rå i en rødbedesalat. Foto: Heidi Kirk Nissen
Har man bønner tilbage, der blev lidt for gamle, kan man tage dem indenfor og tørre dem til tørrede bønner. Foto: Heidi Kirk Nissen
Man slipper ikke for at rengøre drivhuset til foråret også, men giver man det en god omgang her i november, slipper man lettere i den travle forårstid. Foto: Heidi Kirk Nissen
Småplanter i drivhuset, der kan gro lidt endnu, hvis man sørger for at dække dem ved udsigt til nattefrost. Foto: Heidi Kirk Nissen
Mest af alt skal man dyrke sin egen frugt, fordi den smager helt fantastisk, når man plukker og spiser den direkte fra træet. Foto: Heidi Kirk Nissen
Rabarber er det også nemt at blive selvforsynende med. Og en enkelt plante giver friske rabarber i mange år. Foto: Heidi Kirk Nissen
Vindruer er der ofte god økonomi i at dyrke selv. Foto: Heidi Kirk Nissen
Nogle haveejere irriteres over de mange nedfaldne blade her i november. Men de er guld værd som vinterdække. De kan også bruges til at lave en meget fin bladkompost. Foto: Heidi Kirk Nissen
Et sprødt og dejligt spidskål i novemberhaven er luksus, når de økologiske i supermarkedet er begyndt at blive små og lidt kedelige. Foto: Heidi Kirk Nissen
3,7 millioner besøgende på Havenyt.dk bare på årets første ni måneder kan ikke tage fejl – Havenyt.dk er værd at redde! Foto: Heidi Kirk Nissen