Året rundt i haven

Bladbede og kørvel i marts

Af Karna Maj, torsdag, 28. februar 2002

Min køkkenhave ser ærligt talt lidt trist ud lige i øjeblikket. Gennemvåd og kold jord. Men der er lyspunkter, tegn på at foråret er på vej. Lige nu fryder jeg mig over et bed, som er grønt af kørvel. Og midt i al den grønne kørvel er bladbederne fra sidste år begyndt at sende nye blade op.

Bladbede

Bladbede og kørvel 26. februar efter en snebyge. Foto: Karna Maj

Bladbeder overlever vinteren

Bladbeder dyrker vi til sommer- og efterårsbrug. Når frosten kommer, ødelægges toppen, og i de fleste haver ender planterne på kompostbunken. Hvis man i stedet for lader dem stå urørt vinteren over, skyder de fleste af dem igen i foråret. De når at sætte en hel del nye blade, inden de får i stok, blomstrer og sætte frø. Og netop i marts og april er friske grønsager fra haven yderst velkomne.

Selvsået kørvel

Egentlig kan vi her i familien slet ikke lide kørvel. Men den har alligevel en plads i haven. Eller rettere – den får lov til at tage sig plads. Jeg har kun sået kørvel en gang. Det var et år for mange år siden i august måned. Den stod flot grøn hele vinteren på et bed. Om foråret voksede den sig hurtigt stor og grøn, og min nabo hentede toppen til fryseren. Men nogle få planter fik lov at stå inde under pæretræet, hvor de blomstrede og satte frø. Kørvel har smukke hvide skærmblomster, som insekterne besøger meget flittigt. Der hvor planterne havde smidt frø, blev der helt grønt af kørvel. Nu spirer der hvert efterår kørvel frem mange steder i haven. Nogle steder hakkes den om, andre steder pynter den vinteren over. Men kun få planter får lov til at sætte frø hvert år.

Hvis man kan lide kørvel, er der virkelig mulighed for at udnytte vinterhalvåret til at dyrke til mange portioner kørvelsuppe. Oven i købet helt gratis, hvis man selv høster frøene. Samtidig får man en meget flottere vinterhave med et par grønne bede.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Februar > Bladbede og kørvel i marts

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider