The hungry gap

Af Karna Maj, torsdag, 27. april 2006

Selvfølgelig har udtrykket »the hungry gap« mistet en del af sin betydning i dag, hvor vi ikke kommer til at sulte. Vi har både penge og mulig for at købe masser af grønsager i den her periode, hvor vi har denne »sultne afgrund« mellem, at der er masser af vintergrønsager frem til april, og til der virkelig kommer nye grønsager, der batter noget i gryderne og maverne.

Men der er en anden sult – sulten efter at kunne gå ud og hente grønt ude i haven – det helt friske og noget man ved, hvordan er blevet dyrket.

Æblerne har holdt sig rigtig godt i år, og vi er netop ved at spise de allersidste Jonagold. Faktisk har jeg købt en pose Jonagold, fordi vore egne efterhånden er ret runkne. Men de bliver spist før de fine store købte. De smager simpelthen af mere – og bedre. Foto: Karna Maj

I år har der været så køligt i hele april, at der faktisk stadig kan hentes grønt derude. I går kunne jeg til en gryde suppe faktisk hente en hel del af grønsagerne direkte fra bedene.

Det blev til det sidste bundt af de små porrer, de underudviklede som sætter blomsterstængel meget sent. Faktisk burde man måske så et hold porrer sent til forårsporrer – det tænker jeg hvert år i april, men glemmer det midt på sommeren, hvor de vel burde sås.

På rodfrugtsiden er der stadig gulerødder under et tykt lag bladdække, hvor temperaturen er så lav endnu, at de ikke engang er begyndt at sætte top. Majroerne står også under blade, men de skal åbenbart ikke bruge så høje temperaturer, førend de gror. De er ved at have en god top, men kvaliteten er faktisk stadig ok, især de runde gule er gode. Her skal jeg lige huske at lade nogle stykker stå i enden af bedet til frøavl, da jeg efter Frøposens lukning ikke kan få sorten i Danmark. Pastinakkerne har den dejligste grønne, kraftige top, som man skal holde sig langt væk fra bare at tænke på at spise den. Roden er ved at sætte rødder, men især de mindste rødder er stadig af fin kvalitet. Denne herlighed varer nu kun kort, de toårige grønsager går lynhurtig i blomst, og desuden skal bedene jo ryddes nu, så der kan sås og plantes nye afgrøder.

Suppeurter hentet i haven den 26. april. Foto: Karna Maj

Vi er nået til »the hungry gap«, og vi kigger forventningsfuldt på hver en grøn spire, der kan spises, selv skvalderkålen. Purløgen følges centimeter for centimeter, og vi har fået den første purløg på æg – jeg klippede simpelhen en blok helt i bund. Der er også lidt grønne blade at hente på overvintrede spinatbede, mens spinaten ikke rigtig kommer i vækst, førend det bliver lidt varmere. Jeg må se at få fundet en bed, hvor jorden er til at så nogle rækker spinat, det haster. Havesyren er begyndt at sende små fine grønnne blade op, som kan bruges i salatskålen og suppe. Persillen skyder nye blade, men vokser alt for langsomt til at dække behovet for grønt drys. Derimod er der god gang i rabarberne. Jeg har en tidlig sort, og vi har fået året første rabarbertærte, og der kan høstes til næste eller en gang kompot. Men man kan jo ikke leve af rabarber.

Derfor spejdes der ivrigt til aspargesbedene. Det er flere dage siden jeg så det første lille skud titte op, og i går kunne jeg se en halv snes skud nogle cm over tangdækket. Så længe det er køligt vokser asparges kun langsomt, så alene af den grund kunne jeg godt have ønsket mig en rigtig varm vejrudsigt. Når det er så tæt på, har jeg ikke engang lyst til at falde for fristelsen til at købe et bundt udenlandske asparges. Mine egne friskhøstede er en hel klasse bedre.

De første og noget blege aspargesskud dukker op – de bliver nok grønne i løbet af nogle dage. Foto: Karna Maj

Nye kartofler har lidt lange udsigter i år. Selv om de er lagt under plastdække og i en lun jord for nogle uger siden, så er der ingen synlige skud endnu. Måske bliver der ikke nye kartofler til Grundlovsdag i år.