Året rundt i haven

Det myldrer frem

Af Susanne Mørk-Jensen, tirsdag, 15. april 2003

Tulipan

De første tulipaner er sprunget ud. Desværre har de selskab af skvalderkål – se nederste højre hjørne. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Nu er der kommet både vand og varme, og følgerne i haven udebliver ikke: Planterne myldrer frem alle vegne. Lupinerne er 10 cm. høje, gemserod og kejserkrone på nippet til at springe ud, rabarbernes første blade er udfoldede, og de første tulipaner sprunget ud ligesom de små mini-påskeliljer.

Masser af andre stauder er også på banen. Men én bestemt plante markerer sig særlig stærkt i min have allerede nu: Skvalderkålen. Ak og ve. Skulle den fjernes helt i år, ville det kræve masseødelæggelsesvåben i skala med Saddams (hvis han altså overhovedet har nogen). Men da vore våben indskrænker sig til de bare næver, hakkejern og – når vi er rigtig voldelige: vores elektriske plæneklipper, tja-så…

Planen er dog følgende: Det største staudebed skal luges intensivt fra nu af. I de andre bede skal skvalderkålen blot rives af 2–3 gange i løbet af sommeren. Et bestemt hjørne af haven er udpeget til at blive et halvvildt hjørne bevokset med fx storkenæb, akelejer, gyldenris, perikon, lupiner, røllike mm. Men det kan kun realiseres, hvis det først er renset for rodukrudt. Så det område skal slås tæt med plæneklipperen hele sommeren.

Kastanjegrene

Kastanjegrene blev sat til drivning i drivhuset for en måneds tid siden. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Jeg kunne godt have sået f.eks. ærter, her i weekenden, men nåede det ikke. Måske skulle jeg lægge ærterne i vand i aften, så de er klar til at så i morgen. Der går fortsat meget tid med at så, prikle, og vande i drivhuset. Jeg har ikke tabt mere på gulvet siden sidst, for jeg har fået en hylde mere derude. Tomaterne er plantet om i større potter, de er helt pjattede med at vokse.

I dag, da jeg plantede nogle glemte perlehyazintløg udenfor, hilste jeg på årets første rigtigt store, sorte bille. Vi udvekslede et par høflige bemærkninger, og jeg anviste vejen over til køkkenhaven, hvor den gerne må hjælpe med at jage larver i kålene senere på året. Man må være fremsynet i en giftfri have.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Susannes have > 2003 > April > Det myldrer frem

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider