Ikke et grimt ord om haven!

Af Susanne Mørk-Jensen, onsdag, 18. juni 2003

Denne Ærenpris, Veronica virginica, opfører sig temmelig selvsikkert i staudebedet, men den er også flot og lidt sjov med de der vilde »haler«. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Nietzsche sagde noget i retning af : »Kun ud af kaos kan fødes en stjerne«. Det kunne jeg sige til de gæster, der ikke kan se ud over en skvalderkål. Selv klarer jeg mig fint uden filosofisk opmuntring.

Vores have er jo også meget, meget andet end rodukrudt, og alt det andet vidner stadig om, at forgængeren på stedet har lagt idé og omhu i haven, før hun blev helt alene om den… I et hjørne samler et par glaserede render regnvandet fra tagrenden og plasker det ned i et nedgravet kar, hvorved der kan gro kattehale i et ellers tørt område. Kattehale er en vildstaude, og i det hele taget er der gjort meget ud af både et- og flerårige planter fra den hjemlige natur: svaleurt, dagpragtstjerne, perikon, skovmærke, balsamin, merian, skovjordbær, lungeurt, røllike, anemoner, døvnælde, kulsukker, pengebladet fredløs, almindelig mangeløv, febernellikerod, violer, krybende læbeløs, hjortetrøst, græsbladet fladstjerne, kaprifolie, m. fl. Ikke særligt prangende – men små perler… Okay, kulsukker måske en grov perle, men gå lige ud i grøftekanten og se dens blomstersvikler og tæl insektbesøgene heri! Husløg sidder uventede steder i sprækker; et krat af skovhindbær åbenbarer sig bag udhusene. Centralt i haven står en stump af af en gammel træstamme, fuldkommen frønnet, og man kan følge fra dag til dag, hvordan den pilles fra hinanden af larver og fugle. Ligenu nikker fingerbøl rundt omkring, hvor det passer dem og ser graciøse og nostalgiske ud.

Vi selv har så tilføjet en mængde fuglekasser, urtehave og havehøns. Mens vi arbejder på at reducere rodukrudtet, som ville være kedeligt i overtal.

Hov, i spurvekassen med den dominerende musvit sidder pludselig en mejse med top. Enten det første blandede ægteskab blandt mejser eller også er musvitten rejst uden af sige op. Der sker noget nyt i denne have hver dag, for den som har øjnene med sig.

I sidste uge havde hønsene nær indgivet kollektiv opsigelse i protest over manglende arbejdsro. Ved en række uheld havde fårehundene fået adgang til til hønsegården, mens de var alene hjemme i ca. 3 timer. Da min datter kom hjem var hønsene spredt rundt i hønsegården, flere af dem i chok (ligesom i det afsnit med hønsene i Emil fra Lønnebjerg) og hanen sporløst forsvundet! Selv med 2 hjælpere tilkaldt til eftersøgningen varede det noget, før hans gemmested blev afsløret, og jeg må sige: Stedet vidner om kløgt. Han havde gemt sig det eneste sted her, som vore hunde aldrig frekventerer – i hundehuset! Alle høns kom sig i øvrigt af chokket og ikke en fjer var krummet på deres hoveder.

I går var ikke til postyr, men en festdag: Den første honning blev slynget. En mængde svarende til omkring 170 glas. Og der er meget mere honning tilbage i staderne, som skal slynges senere.

Et kik mod vest i drivhuset: Tomater, rød og grøn basilikum, tagetes m.fl. Foto: Susanne Mørk-Jensen

25% af drivhusets agurkeplanter er afgået ved døden. Omsat til nominelle tal er det godtnok kun én, men jeg havde trods alt nurset den i ugevis forinden. I det mindste var det ikke én af dem, jeg har plantet i bed; denne stod for sig selv i en stor krukke. Som jeg gættede var rødderne rådne, selv om rodhalsen var fin. Så: Tømme krukken (det var havejord), sæbe af og fylde med spagnum, før jeg plantede en af mine reserve-agurker. Og så plantede jeg de sidste to reserver i en flamingokasse.

Samtlige tomatplanter trives og skyder mængder af sideskud, som jeg prøver at fange. I dag blev den første tomat høstet. Pebrene er også OK, jeg er begyndt at fjerne den førstdannede peber på hver enkelt plante. (Det står der i bøgerne, at man skal, jeg ved faktisk ikke om det er nødvendigt).

Jeg høster stadig salat i drivhuset, og har bemærket, at issalat bliver græsset af enkelte snegle, men cossalat (som jeg synes er en utrolig flot salat) altid er fuldstændig intakt. Det minder mig om de første somre med spanske snegle i Den Økologiske Have i Odder – der var cossalaten også den mindst yndede af sneglene.

Jeg har »unger« i drivhuset. Jeg er kommet til at så så mange anisisop, at jeg har 50 små planter i overskud efter at have udplantet 20–30 stk. De er godtnok taknemmelige at arbejde med! Mine sommergæster kan se frem til at få anisisop med hjem, hvis de har lyst. Dejlige planter til té, til insekter og til at kikke på.

I køkkenhaven er jeg gået i gang med at jorddække med kompost. Men i mange bede er der lige en enkelt række eller to af et eller andet, som er for småt til, at jeg kan lægge noget mellem rækkerne. Det betyder, at der stadig skal luges, for den herlige kombination vi har af vand og varme er optimal for alle planter, krudt som ukrudt.

Nogle få ting vil ikke spire for alvor, f.eks. bladbeder, som jeg ellers plejer at kalde en komplet idiotsikker afgrøde. Bønnerne virker heller ikke overbevisende, derfor har jeg sået nogle i potter i drivhuset, til eventuelt at plante efter med. De første kartofler er høstet –uhm! Det var godtnok lidt for tidligt, men vi skulle fejre noget, og det havde vi aftalt at gøre med årets første hjemmedyrkede kartofler.

De første ribs rødmer allerede og på mirabeltræerne sidder tusinder af grønne bær og lover sødt til sensommer – og til vinter. Vi spiser stadig syltetøj af mirabeller fra sidste år; lavet efter Camilla Plums opskrift i bogen »Sødt«. Efter at have smagt det syltetøj taler jeg aldrig mere nedsættende om mirabeller. Men man skal da heller ikke tale grimt om havens frugter!