ret rundt i haven

Mad til mange dage

Af Susanne Mørk-Jensen, mandag, 15. september 2003

Cotoneaster

Cotoneaster har nogle af de flotteste bær lige nu. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Man behøver ikke gå sulten til ro de første mange dage, hvis man holder til her på matriklen. Med mindre man er fortabt uden flæskesteg og oksesteaks. Det gælder os »af Adam og Evas slægt« – men også mange andre.

Til fuglene f.eks. er der mirabeller, bær på cotoneaster, rønnebær, hyldebær, bær på bærmispel og hvidtjørn og et utal af forskellige frø – bl.a. græsfrø. De har faktisk også spist nogle af vores majs, hvilket nu ikke var aftalen, som jeg husker den. Det kan være »tak« for, at vi har lukket de huller i stuehustaget, som gav anledning til en mindre spurvelandsby under nogle af vore tagplader. Det var en dejlig adspredelse henover sommeren at sidde på terrassen og kikke på og lytte til deres aktiviteter på taget. Sikken kommers. Men min mand var så oppe og efterisolere taget; det gjorde en ende på de skønne boliger og sendte spurvene ud på det rå ejendomsmarked.

De fleste majs har vi alligevel selv haft fornøjelse af, og i går spiste vi faktisk de sidste. Tolv meter majs er i underkanten, selv om vi havde 2 kolber på hver plante. Der ryger en stor andel, når man skal holde »majs-gilde«: 4–5 store kolber til hver, lige ind fra haven, 5 minutter i kogende vand, servering med smør og salt. Smør på hagen og majstråde mellem tænderne! Nærmest på vikingemaner – bortset fra, at vikingerne næppe spiste majs. Man skal kun lave den »middag« en gang eller to om året, for at nyde den fuldt ud. Men så er den til gengæld herlig.

I år har jeg dyrket en hel række koriander, alene fordi jeg læste en opskrift, som byder at blande koriander op i smør, og smøre det på de varme majskolber. Det lød spændende, men vi syntes, at smagen var lidt a la majs med Minirisk eller Blue Care. Under alle omstændigheder, har korianderplanterne pyntet i haven, og som alle skærmplanter, er de gode til at tiltrække svirrefluer.

Anisisop

Jeg stod midt sommer med en masse anisisopplanter, hvoraf jeg forærede en del væk, men stadig havde mange til overs. I mangel på plads plantede jeg dem mellem to rækker kartofler, som var færdighyppede. De ventede tålmodigt på at kartoflerne visnede ned eller blev høstede, og nu står de i fuldt violet flor og tar gæstfrit mod besøg af især humlebier. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Jeg er begyndt at tømme kartoffelbedene helt, for at så vårsalat og spinat til overvintring. Desværre er rigtig mange af kartoflerne efterhånden meget skadede af smælderlarver som følge af, at det er en nyvendt græsmark. Jeg gider ikke lægge flere kartofler i de bede før om 2–3 år. Så skulle smælderlarverne have opgivet ævred. Hørte I det larver!

Bedst som jeg gravede løs i et kartoffelbed, dukkede et sort hoved op mellem tænderne på greben. Heldigvis havde jeg ikke spiddet kroppen. Utilfreds var dyret alligevel, for det var en salamander, rigtig flot og fed for resten. Jeg har slået efter og læst mig til, at sådan en skal være fugtig hele tiden, derfor er solskin og for meget frisk luft i lav kurs.

I andre bede står bladbeden og har sin glanstid. Bladbeden er en såre simpel grøntsag, som vores familie – selv teenagebarnet – sætter stor pris på især nu, og indtil frosten ødelægger planterne. En grøntsag der er upåvirket af kryb, kravl og skimmel – i det hele taget nem at dyrke, og udstyret med stængler i flotte farver, så de er dekorative i haven (betinget af, at man har købt en sort med farvede stængler). Men det bedste er, at de er et godt indslag i mange forskellige retter. Det nemmeste er lige at vende dem på panden i olie sammen med hvidløg, så har man en forret eller tilbehør. Et par gange på det seneste har jeg fyldt et ovnfast fad med ét lag bladbeder (først vendt på panden i olivenolie), ét lag glatbladet persille med enkelte kviste bladfennikel og endelig et lag rå skiveskårne kartofler; drysset med salt og overhældt med 2 dl fløde eller kaffefløde og i ovnen i ca. 45 minutter. Serveret med flutes og ikke andet. Bladbede er også godt i en lasagne eller blot garneret i ovnen med ost. Og der er mange flere muligheder. Nogle tror, at stilkene er trævlede og skal skæres væk, men selv store, tykke stilke bliver nemt møre og bør endelig spises med.

Apropos store, tykke stilke, så er mine kæmpesolsikker lige begyndt at blomstre. Min mand har drillet mig stygt i 6 uger med de solsikker, for de har vokset og vokset hele sommeren uden at vise den mindste trang til at reproducere sig selv. Nu har de omsider kommet efter det, og de er skønne. Jeg ville gerne fotografere dem, men jeg kan simpelthen ikke nå derop, for de er 3 meter høje!

Hønsene under et af hønsegårdens unge frugttræer. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Nogle meget søde mennesker har lige foræret os to pæretræer. Vi havde i forvejen kun et eneste pæretræ, og det blev som følge deraf ikke ordentligt befrugtet. Det får vi nu rettet op på.

Plantningen tog min mand sig af, for der skulle graves større huller, end jeg kan præstere. Alt for ofte ser man, at frugttræer trives dårligt pga. dårlige forhold for rødderne! Så der blev gravet godt og vel en meter i diameter og godt en halv meter i dybden. Dernæst blev der blandet kompost ned i hullet og vandet godt, før træerne skulle i. Men vandet kunne ikke løbe fra det hul, som havde været vanskeligst at grave i dybden! Pokkers! Min mand havde lige slæbt halm ind i 4 timer, så hans behov for fysisk udfoldelse var for nedadgående. Vi stod og gloede på det dumme hul i et kvarter uden at en dråbe rendt fra, og jeg sagde på ære ingenting, men han lavede alligevel et nyt hul, og der var bunden heldigvis o.k.! Træerne blev plantet i hønsenes afdeling, hvor der i forvejen er en del unge træer. Når hønsene hviler i dagens løb, ligger de oftest under et af disse træer; de er ikke efterkommere af jungledyr for ingenting.

I sommerens løb har jeg ikke været flittig til at føre havedagbog. Jeg fik lige nødtørftigt noteret, hvad der blev sået hvor og hvornår. I denne weekend er det på tide, at sommerens erfaringer bliver noteret, mens de endnu er frisk i erindring. Hvilke sorter smagte bedst og hvilke trivedes bedst? Hvilke blandingskulturer fungerede bedst i højbedene. Hvad har overrasket positivt eller negativt? Hvad skal jeg huske bedre på næste år? Var der noget, vi kunne have undværet. Var der noget vi savnede. Altså ikke fordi vi vil have noget smagsdommeri her, men alligevel.

En vigtig erfaring fra vores første år her på stedet er, at selv om den sandede jord ret hurtigt bliver varm, så kan luften være meget kold helt hen i forsommeren. Vinden var slem, og der var sen nattefrost. Jeg havde nær fået hjertestop, da kartoffeltoppene pludselig frøs ned, og bønnerne overlevede ganske enkelt ikke, før jeg kapitulerede og såede dem i drivhus til senere udplantning. Dette og meget mere skal skrives ned og det skal helst ske sådan en våd og mørk aften som nu med ild i brændeovnen og té på kanden.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Susannes have > 2003 > September > Mad til mange dage

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider