Skorpionfluer er ganske almindelige rundt om i havens buske, men de fleste mennesker bemærker dem først, når de anskaffer sig et digitalkamera med makrooptik. Den slags kameraer har det med at få de mærkeligste småkræ til at dukke frem fra deres skjulte verden.

Når først disse dyr opdages, bliver de imidlertid bemærket. Skorpionfluer virker nemlig påfaldende fremmedartede og eksotiske. Lidt uhyggelige ser de også ud med deres tapirsnabel og skorpionagtigt svungne, røde bagkropsspids. De er dog ganske harmløse. Den tang, hannen er forsynet med i spidsen af bagkroppen, bruges kun til at fastholde hunnen under parringen og er altså ikke farlig for os andre.

Skorpionfluer lever livet farligt. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Helt egen insektorden

Skorpionfluerne er egentlig slet ikke fluer. For at fortjene betegnelsen flue, skal man kun have ét par vinger, og man skal være forsynet med kæmpestore øjne og et par beskedne antenner klemt sammen mellem øjnene. Det er ikke tilfældet for skorpionfluerne. De har små øjne, lange antenner og to par lange vinger – og de mestrer slet ikke den samme flyvefærdighed som de fleste fluer. Skorpionfluerne har helt deres egen insektorden, og der er ikke mere end omkring 500 arter i hele verden.

Sex i bytte for mad

Det interessanteste ved skorpionfluerne er imidlertid deres adfærd.

Skorpionfluer er ådselædere. Denne livsform kan på den ene side forekomme ret simpel. Hvis man lever af dyr, der allerede er helt eller delvis døde, behøver man jo hverken kunne indfange eller nedlægge dem. Og dermed bliver man sparet for en del besvær, da de fleste dyr nødigt vil indfanges eller nedlægges. Selve fangsten giver altså ingen problemer. Til gengæld kan det være ret svært at finde sådanne nyligt døde dyr, og ret ofte vil de døde dyr, man finder, være nedlagt af andre dyr, som ikke frivilligt afleverer deres bytte. Her opstår altså et nyt problem.

Skorpionfluer er faktisk i høj grad henvist til at søge deres ådselbytte i edderkoppers net, og edderkopper er mindst lige så farlige for skorpionfluer, som løver er farlige for sjakaler.

Føde er altså en kostbar ressource for voksne skorpionfluer, og denne omstændighed har bragt hunskorpionfluer af visse arter ud i prostitution. De forlanger simpelthen betaling i form af mad i bytte for sex. Det er endda sådan, at de hanner, der kommer med det største bytte, får lov til at parre sig i længst tid med hunnerne, hvilket betyder, at de befrugter flest æg.

Denne krævementalitet har så igen gjort nogle hanner til transvestitter. Disse hanner opfører sig som hunner i håb om derved at lokke andre hanner til – hvor­efter de kan snuppe byttet fra dem.

Og endelig er der hanner, som opgiver alt det med gaver og betaling, og som i stedet brutalt kaster sig over hunnerne og forsøger at voldtage dem.

Forprogrammeret adfærd

Der er selvfølgelig ikke tale om handlinger, som skorpionfluerne udtænker og beslutter sig for. Som al anden insekt­adfærd er disse adfærdsmuligheder forprogrammeret ind i dyrenes nervesystem af evolutionen. Men overraskende er det nu alligevel, at der kan udfolde sig så eksotiske adfærdsformer inde mellem havens blomster, hvor der ellers virker så fredfyldt.

Se flere fotos af skorpionsfluer på Vestre Hus Børnenaturcenter, hvor forfatteren passer centret, underviser og leder ekskursioner.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Insekter > Skorpionsflue

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider