Muld og mænd

Af Tor Nørretranders, forfatter

Geologen David Montgomery fra University of Washington i Seattle har lavet et regnestykke. Det er et meget enkelt regnestykke, hvis resultat opklarer et paradoksalt forhold i landbrugets historie og samtidig forklarer verdenshistoriens puls. Så det er ikke så lidt.

Det paradoksale ved landbrugets historie bliver tydeligt, hvis man sammenligner de områder på Jorden, hvor landbruget opstod med de områder, hvor der i dag drives landbrug. Landbruget opstod oprindeligt i den såkaldte Frugtbare Halvmåne i Mellemøsten, der strækker sig fra området mellem floderne Eufrat og Tigris, hvor civilisationens vugge lå i Mesopotamien – landet mellem floderne. Det er i dag en del af Irak. Den frugtbare Halvmåne strækker sig videre ind gennem dele af det sydlige Tyrkiet og ned i Jordan, Libanon og Israel. Her opstod landbruget og med det civilisationens byer, skriftsprog, hære, hierarkier og moderne bevidsthed.

Men når vi hører om dette område i dag, handler det om ørkenkrige, stammefejder, barske levevilkår og stridende grupper, der lever på kanten af kaos. Hvordan kan det være at landbruget opstod et sted, hvor der er så goldt?

Vi kan stille samme spørgsmål, når det drejer sig om de fleste af de andre steder på Jorden, hvor landbruget opstod – eller blev opfundet, om man vil. I Mellemamerika, i det nordlige Sydamerika, i Afrikas Sahel-region, i Ethiopien, i det østlige USA, i Ny Guinea og i Kina. Alle disse områder (på nær det kinesiske) ligger i dag golde og ufrugtbare hen. Verdens centre for fødevareproduktion ligger helt andre steder i dag.

Hvorfor opstod landbruget så trøsteløse steder? Det gjorde det heller ikke. Landbruget opstod på meget frugtbare og venligtsindede steder, hvor der var masser af muligheder for at dyrke den frugtbare muld. Vi kender historierne om de rige, raffinerede og fantasifulde kulturer, der opstod i landbrugets oprindelige centre: Babylonerne i Mesopotamien, Mayaer og Azteker i Syd- og Mellemamerika, de kinesiske dynastier. Det er ikke historier om ørkenkrigere. Hvad er der sket?

Landbruget forandrede de områder, hvor det opstod, så de endte som ørkener og golde landskaber. Landbruget er opstået frugtbare steder, men har omdannet dem til udpinte regioner, der må importere fødevarer. Landbruget har brugt landet op – helt bogstaveligt.

David Montgomerys regnestykke angår civilisationers levetid. Sagen er enkel: Den form for landbrug man udøver med pløjning til ære for de enårige planter, fører til erosion, mulden forsvinder. Man kan regne ud, hvor hurtigt det går.

Det varierer selvfølgelig lidt fra sted til sted, men det typiske tal er, at landbrug medfører, at der mistes 1 millimeter muld om året. Den vaskes væk, flyver væk, trampes ned. Men der kommer vel ny muld til hele tiden, når planterne forrådner og forenes med de forvitrede klipper, der fører ler og sand op nedefra? Jo, men det foregår i et helt andet tempo: Mindre end en femtedel millimeter nydannet muld om året. En tilsvarende mængde forsvinder ved naturlige processer, når jorden ligger uberørt hen.

Når en landbrugscivilisation bruger løs af mulden og henter næring ud af den uden at levere tilbage og lader den erodere bort uden at naturen kan nå at levere nyt i tilpas store mængder, så ender det galt. Den fysiske erosion – at mulden forsvinder – er i sidste ende den afgørende proces, for hvis mulden er væk er det jo ikke så vigtigt om den indeholdt næringsstoffer nok eller ej.

Et godt, fedt muldlag, hvor man kan dyrke gode afgrøder, er typisk en halv til en hel meter dybt. Så derfor er Montgomerys beregning et forholdsvis enkelt regnestykke: landbruget skræller en millimeter af mulden bort hvert år. Der er 1000 millimeter, hvis mulden er en meter tyk. Hvor lang tid kan landbruget fungere? 1000 år.

Dette tal, omkring 1000 år, er altså levetiden for en landbrugscivilisation, siger David Montgomerys regnestykke. Når man har knoklet på i et årtusinde er mulden brugt og de bare klipper ligger tilbage med lidt sand på, goldt og ufrugtbart. Man kan så være heldig at finde olie i undergrunden eller at få sig et livligt turisterhverv, men fødevareproduktion er det slut med, for mulden er borte.

Derfor ser man at babylonerne, grækerne, romerne, aztekerne, mayaerne, de kinesiske dynastier, den etiopiske aksum-kultur og mange andre er forsvundet igen, typisk efter en blomstring, der varede fra 500 til 1500 år. De havde ganske enkelt spist mulden op.

»Dengang var landet endnu uskadt,« skriver filosoffen Platon i en af de seneste af sine dialoger – de nedskrevne, fiktive samtaler, der kom til at udgøre grundlaget for hele den europæiske filosofi. Dialogerne handler om samtaler mellem hans læremester Sokrates og borgere i og omkring bystaten Athen, hvor der udfoldede sig et rigt filosofisk og politisk liv i mange århundreder før vor tidsregning. Grækerne havde allerede haft godt gang i samfundsudvikling og landbrug, da det hele
kulminerede på Sokrates‘ og Platons tid, omkring år 400 før vor tidsregning. Allerede der lå landet ikke som det plejede.

Platon skriver om den gamle verden: »Bjergene var høje bakker, den slette, der nu hedder Felleus, var opfyldt af fed muld, og på bjergene var der store skove, af hvilke der endnu er tydelige spor. Fra nogle af de bjerge, der nu kun yder næring til bierne, fik man dengang tagbjælker til store bygninger; det er ikke så længe siden, nogle af disse bjælker endnu var i behold. Og der var mange andrehøje, dyrkede træer og skoven ydede hjorderne (af dyr) rigelignæring. Jorden udnyttede til fulde hvert års regnvand; den lod det ikke – sådan som nu – løbe til spilde fra bart land ned i havet: da den havde rigelig muld, optog den vandet i sig – godt fordelt og gemt hen under dække af lerjorden –, lod det vand, den havde inddrukket, løbe fra højderne ned i slugterne og frembød således overalt vandrige floder og kildespring. Endnu den dag i dag er der bevaret nogle af de helligdomme, der lå der, hvor der var kilder i hine dage, til vidnesbyrd om, at denne fortælling er sand.«

Men noget forandrede sig, og »hvad der nu er blevet tilbage, er – i sammenligning med fortiden – som knoglerne på et legeme, der er tæret hen ved sygdom, idet al den jord, der var fed og blød, er skyllet væk, og kun landets afpillede krop er blevet tilbage.«

Som nutidig solskinsturist i det græske øhav kan det være svært at forstå, hvordan et så brutalt klima har kunnet huse en så frodig civilisation som den antikke, men det har altså en forklaring. Forudsætningen for frodigheden er forsvundet på grund af fortidens synder.

Mellemøsten var endnu tidligere ude end grækerne. Allerede år 6000 før vor tidsregning blev de første landsbyer i det område, der i dag kaldes Jordan, forladt. Hele området var befolket og man var afhængig af regnvand til afgrøderne. Men det gik ikke på grund af vandmangel, der førte til erosion af mulden.

En løsning var kunstvanding. Babylon, denne helt oprindelige kulturskat, udviste et mesterskab i vandteknologi. Kunstvanding var nødvendig for at få tingene til at fungere i det varme område, og det gik fint i mange, mange århundreder. Men efterhånden som man vandede i meget stort mål kom prisen: Salt trængte op fra undergrunden og ødelagde de altid fugtige marker. Afgrøderne kunne ikke klare saltet og området endte med at være umuligt at dyrke. Babylon og den stolte mesopotamiske kultur gik under før vor tidsregning begyndte. Civilisationens vugge var saltet til.

Området blev til ørken.

I Kina skiftede den altdominerende flod, som regnes for den kinesiske civilisations vugge, navn i løbet af det 2. århundrede efter vor tidsregning: Oprindelig hed den bare He, hvilket betyder flod. Men den blev omdøbt til Den gule Flod, fordi dens 5.500 km lange løb fik en okkergul farve, der har præget den lige siden. Årsagen var agerbrug i højlandet, der frigjorde enorme mængder löss, som strømmer ned gennem flodens leje. Löss er en særlig form for topjord, der er skabt af vind, som har flyttet lerpartikler og slam over land og aflejret det som jordlag. Löss er meget frugtbar, men også meget løs jord
– som det tyske navn antyder – der især er kendt fra Sydtyskland og Kina. Frugtbar, men skrøbelig.

I Kina var enorme mængder löss gennem naturlige processer blevet aflejret i højlandet, hvilket var godt for agerbruget. Men den meget frugtbare jord var altså også løs. Floden blev til Den gule Flod og det blev nødvendigt at bygge diger omkring den nede i lavlandet, fordi flodbunden blev fyldt op af den løbske löss. Gennem århundrederne udviklede det sig til en håbløs kamp, hvor flodlejet steg og steg og digerne blev højere og højere. Flodens overflade lå efterhånden 10 meter over terræn, så de uundgåelige digesammenbrud førte til kolossale oversvømmelseskatastrofer – i 1887 døde over to millioner mennesker ved drukning eller den efterfølgende hungersnød. I 1931 var dødstallet lidt større.

I 1922 ansatte universitetet i Nanking skovforskeren Walter Lowdermilk for at få undersøgt hvad der var gået galt. Han fulgte flodens løb fra lavlandets enorme 15 meter høje diger op til højlandet, hvor han kunne konkludere, at det var agerbrug, ikke skovfældning, der havde ført til problemet. Især dyrkning af afgrøder på de sårbare skrænter, hvor mulden let bliver eroderet, når den pløjes, havde ansvaret. Ikke skovøksen, men ploven var den skyldige.

Sådan kan man blive ved, region efter region, epoke efter epoke. Og man kan spørge sig selv, som den amerikanske fysiolog og geograf Jared Diamond har gjort i sin store bog Collapse, der handler om civilisationer, som begik økologisk selvmord: Hvad tænkte de egentlig på? »Hvad sagde den påskeøboer, der fældede det sidste palmetræ, da han gjorde det?« Påskeøens økologiske sammenbrud til en træløs ø uden skov er særligt hjerteskærende, fordi den er sket isoleret midt ude på Jordens største hav. Men masser af øer, også i Norden, har været gennem samme tur. En fjerdedel af Island var skovdækket, da vikingerne kom til. I dag henligger store dele af øen som et vulkansk månelandskab, som det er umuligt at forestille sig kan have været frugtbart, når man kører gennem det. Igen er det agerbrug, der har ødelagt mulden – i samarbejde med græssende får, som har fjernet vegetationen.

Det er vanskeligt at se andet, end at David Montgomerys regnestykke fortæller en dyb sandhed.

Montgomery skriver om sit regnestykke: »Denne enkle begrænsning af levetiden for en landbrugsmuld forudsiger forholdsvis godt det historiske mønster med en levetid på femhundrede til få tusinde år for de store civilisationer på kloden. Det understøtter den opfattelse, at det ikke var den økse, der ryddede skovene, men den plov, der fulgte efter, som undergravede mange gamle civilisationer.«

Ploven, ikke øksen. Hvor ironisk er det ikke, at det store, smukke internationale symbol på den fredelige civilisation – ploven – i sidste ende har været det mordvåben, der tog livet af civilisation efter civilisation. Hvor ofte har ikke fredsbevægelser og visionære samfundstænkere talt om at »smede våben om til plove« uden at forstå, at det måske i sidste ende gjorde noget dødeligt endnu mere dræbende. Ingen tvivl om de smukke intentioner med udtrykket, men vi skal til at vænne os til, at ploven ikke er vores ven, men et redskab, vi greb til i vores desperation efter at kunne brødføde de mange munde.

Civilisationer er forsvundet i en rytme, der må få os til at tænke os om: Hvad kan vi lære? Har tidligere civilisationer tænkt for smalsporet, for ensidigt, for snævert? Havde de ryggen mod muren, fordi befolkningstallet bare steg og steg? Og har vi en anden chance i dag, hvor befolkningstallet er i stigning, ganske vist, men i følge FNs prognoser ser ud til at lande på et niveau omkring de 9 milliarder i midten af dette århundrede, hvorefter det flader ud?

Vi lever i en civilisation med nogle tusinde år på bagen. Mulden er væk mange steder, men slet ikke overalt. Mulden er forarmet mange steder, men ikke fuldkommen. Kan vi lære noget, der kan vejlede os om en anden vej end plovfurens?

»Never ever take soils for granted,« skriver den indisk uddannede og globalt førende jordbundsforsker Rattan Lal fra Ohio State University som konklusion på en række principper for bæredygtig forvaltning af jordens muld: Man må aldrig nogen sinde tage muld for givet. Forklaringen på denne formaning er Lals konstatering: »Der er en stærk historisk forbindelse mellem nedbrydning af mulden og talrige gamle civilisationers forsvinden (f.eks. mayaer, inkaer, mesopotamierne og induskulturen).« Sidstnævnte kultur har givet Indien sit navn.

Rattan Lals principper sammenfatter den erfaring med muld og jordbund, som menneskeheden på så smertelig vis har gjort sig: »Muld er ikke en fornyelig ressource i den menneskelige tidsskala. Nedbrydningen af muld sker hurtigere end den gendannes. Det er ikke muligt at hente mere ud af en muld, end der er kommet i den, uden at man nedbryder dens kvalitet. Selv højt forfinede plantevarianter kan ikke hente vand og næringsstoffer ud af mulden, hvis de ikke findes.«

Rattan Lals love er altså fyndige opsummeringer af muldens lektie. Men mere end det: »Når mennesker rammes af fattigdom, desperation og sult, sender de deres lidelser videre til mulden.«

Det er jo ikke for sjov, når påskeøboeren fælder den sidste palme eller den afrikanske kvinde fælder den sidste busk for at skaffe brænde til aftensmaden eller den kinesiske bonde pløjer op ad de skrøbelige bjergskråninger eller den konkurstruede danske bondemand bruger jorde, han godt ved er for marginale til at det kan fungere ordentligt.

Muldens problem er menneskers problem, både fordi muldens problem rammer os, men også fordi det i sidste ende er vores egne vanskeligheder, der gør, at vi ender med at mishandle mulden.

Den erkendelse, som jordbundsforskningen har formuleret gennem de seneste år er helt entydig og udtrykkes med stor faglig indsigt og menneskelig myndighed af Rattan Lal: »Man kan ikke ignorere den stærke sammenhæng mellem nedbrydning af muld og tidligere civilisationers overlevelse. Hvis mulden ikke genskabes, vil afgrøderne svigte, selv hvis regnen ikke svigter; sulten vil fortsætte selv om der lægges vægt på bioteknologi og gensplejsede afgrøder; civile stridigheder og politisk ustabilitet vil plage udviklingslandene, selv om man holder prædikener om menneskerettigheder og demokratiske idealer; menneskeheden vil lide, selv om der tages store videnskabelige skridt. Politisk stabilitet og verdensfred er truet på grund af nedbrydning af mulden, usikkerhed i fødevareforsyningen og desperation. Tiden for handling er kommet.«

»Business as usual is not an option« – den nuværende fremgangsmåde har ingen fremtid. Så elegant formulerede denengelske landbrugsforsker og rådgiver Robert T. Watson konklusionen, da han i 2008 fremlagde en rapport om en række landes fælles forsøg på at gøre status over den videnskabelige og tekniske viden om landbrugets situation i verden i dag.Udredningen, som Watson var leder af, kaldes for IAASTD, International Assessment of Agricultural Science & Technology, og er sat i værk af regeringer fra 58 lande, især udviklingslande, men også enkelte industrilande som Sverige og Storbritannien.

Ved præsentationen af rapporten sagde Watson: »Landbrug har et fodaftryk på alle de store miljøspørgsmål, så når verden ser på klimaforandringer, biodiversitet, forringelser af jorden, vandkvalitet, etc., så må man også se på landbruget, der er centralt placeret i alle disse spørgsmål og rejser nogle ubehagelige udfordringer, som vi er nødt til at se i øjnene. Vi er nødt til at sikre os, at landbrugets fodaftryk på klimaet mindskes, vi er nødt til at sikre at vi ikke ødelægger vores muld, at vi ikke ødelægger vandet, at vi ikke ødelægger biodiversiteten.

Det er nogle meget store udfordringer, men vi tror, at vi kan tage dem op ved at kombinere formaliseret viden med lokal og traditionel viden.« Det er en radikal pointe i forhold til traditionen inden for videnskab og teknologi i den moderne verden: Det er ikke længere nok med teoretisk forståelse og formel viden. Man kan ikke regne det hele ud fra et skrivebord. Man er nødt til at lytte til lokale befolkningers viden om lokale miljøer og man er nødt til at lytte til traditionelle kulturer og deres viden om verden og især verden, der hvor de selv bor.

Den vestlige videnskab har igen og igen skabt løsninger, der handlede om at der var én måde at gøre det på for alle, at man bare skulle introducere én strategi, så ville alting kunne lykkes.

Det er i realiteten en gentagelse af den hovedbevægelse, verdenshistorien har set siden landbruget blev opfundet og udbredt: At én løsning, som blev opfundet ét sted, hvor man stod med ryggen mod muren og kæmpede mod hungersnød og dårligt klima, skulle udbredes til alle steder. Fra de mellemøstlige landbrugscentre kom agerbrugerne tromlende med hvede og okser – og fortrængte alle andre kulturer og måder at leve på.

En løsning, der virkede et sted, blev introduceret alle steder, selv om de havde en anden muld, en anden biologi, en anden kultur – overalt blev det til de fire store afgrøder – majs, hvede, ris, kartofler – der som omtalt i dag forsyner menneskeheden med 60 procent af energien i kosten. Fire planter, 60 procent! Mad, som aber ikke vil røre ved. Mad, som mennesker ikke spiser rå. Mad som kun har været udbredt i større mål i mindre end 10.000 år. Den er nu den altdominerende kilde til menneskedens føde. Det er besynderligt. Det er så voldsomt, at al den overfladiske globaliseringsensretning med Elvis Presley, Coca Cola, Manchester United og kinesergrillen henne om hjørnet bare er krusninger på overfladen.

Den egentlige ensretning består i, at al den fastfood man kan spise på alle de gadehjørner, der findes, dybest set bare pusher de samme få råvarer pakket på sytten forskellige måder: Hvedebrød med tomat, ost og grise- eller oksekød ovenpå eller indeni (hhv. pizza, pita, sandwich, burger, pastasalat – når det går højt er hveden skiftet ud med en bagt, moset eller friteret kartoffel) eller ris med grøntsager og kyllingekød.

Monotonien afspejler det forhold, at én bestemt landbrugspraksis har tromlet alle andre ned, og det i en grad, så ingen længere kan huske alt det, de lokale og traditionelle kulturer har erfaret om, hvordan man kan blive mæt på denher planet. Og dog. Nogen kan huske hvordan man gør.

»Chimpanserne ser ud til at være eksperter i botanik,« forklarede botanikeren Alex Chepstow-Lusty fra Cambridge Universitys afdeling for plantevidenskab, da han i 1994 kom hjem fra et besøg i Gombe i Tanzania, hvor der ligger et stort naturreservat ved Tanganyikasøen. »Udenfor Gombe,« forklarede Cehpstow-Lusty, »havde lokalbefolkningen store problemer med at leve af måske 30 forskellige former for føde, de fleste importerede plantearter, som de forsøgte at få til at vokse under tørkeforhold i muld, der meget let eroderer.« Det var helt anderledes med chimpanserne: »De vidste præcis hvor og hvornår den næste frugt vokser frem. De får måske kun seks forskellige former for planter i løbet af en given måned, men i løbet af et år bliver det til 150 arter. Nogle af de frugter de spiser er meget lækre, og de kan helt sikkert lære os en masseom en afbalanceret kost og om forebyggende sundhedsarbejde.«

Man ved en del om chimpansers adfærd, men meget lidt om deres botaniske viden. Men det stod klart, at de anvendte Aspilia, der minder om en bellis, mod indvoldsorm.

Men det er ikke kun aberne, der kan mere end landbrugets fadervor.

På Balkan lever hårdt prøvede befolkninger, der ikke bare kender til tørke, men også til evige krige og konflikter. Mange af de kulturer, der lever i området er vel bekendt med værdien af vilde planter som et supplement til den daglige ernæring og som et middel til at overleve under kriser. Professor Sulejman Redzic fra Universitetet i Sarajevos Afdeling for Botanik har gennemført en undersøgelse af brugen af vilde planter i Bosnien-Herzegovina. Ikke uden indignation skriver Redzic i det videnskabelige tidsskrift Ecology of Food and Nutri tion: »Folk sultede, ikke bare i tørkeperioder, men også under krige og tilsvarende katastrofer, selv om der var en meget rig vild flora omkring dem. Den vilde flora blev ikke anvendtfuldt ud til menneskelig ernæring, især på grund af udbredt overtro og fordomme. Især i visse dele af Bosnien blev følgende organismer sjældent brugt i den menneskelige kost: slanger, snegle, frøer, og vilde planter.« Men der var andre folkeslag og kulturer i området, der faktisk brugte løs af de rige vilde ressourcer. Sammenlignet med andre områder i verden, hvor mennesker bruger vilde planter i kosten, er Balkan endog meget rig på ressourcer. Alligevel spiller fordommene ind og begrænser brugen: »Der er områder, hvor folk under hungersnød foretrak at spise læderstykker fra skoene eller birkebark frem for de vilde dyr eller delikate vilde planter. Blomstrende planter blev end ikke overvejet,« skriver Redzic.

En viden er glemt eller undertrykt. Selv når livet er på spil.

I Sydafrika viser en undersøgelse fra Ezigeni, at viden om spiselige, vilde planter hænger nøje sammen med alderen. Ældre vidste meget mere om, hvilke vilde planter der var at finde, og hvilke der var spiselige, end yngre. Disse vilde planter kan være en vigtig kilde til ernæring, især på den tid af året, hvor der ikke er afgrøder. »Men konklusionen er at viden om vilde bladgrøntsager kan gå tabt i den nære fremtid, medmindre der gøres en indsats for at lære nye generationer om deres betydning,« skriver Minse Modi, Albert Modi og Sheryl Hendriks fra University of KwaZulu-Natal i Scottsville, Sydafrika.

En viden er på vej ud, selv om den er nyttig.

I Etiopien findes der rigelig med vild mad, men den udnyttes meget lidt, selv om folk savner noget at spise. En undersøgelse fra Amhara-regionen viser, at der findes 44 næringsrige frugter, der er tilgængelige året rundt, men at de spises meget lidt. Den etiopiske forsker Megistu Fentahun og hans østrigske medforfatter Herbert Hager skriver: »På grund af befolkningens kornbaserede spisevaner og kulturelle holdninger, er den nuværende udnyttelse af frugterne meget lille.«

Men det er ikke kun befolkningens skyld, skriver de to: »Desværre er betydningen af vilde frugter som et kostsupplement og overlevelsesmiddel i tørkeperioder og hungersnød blevet aldeles overset af forskere og udviklere.« De vilde frugter kan yde et vigtigt bidrag til ernæringen, men også til de lokale samfund. »Husholdninger der høster vilde frugter kan styrke den lokale beskæftigelse og skabe indkomst.« Ikke mindst på grund af de globale klimaforandringer, der er på vej, kan vilde afgrøder være vigtige: »Den medfødte modstandskraft over for hurtige klimaforandringer, der findes i vilde planter, men ofte savnes i fremmede arter, gør dem ekstremt vigtige,« skriver Fentahun og Hager.

En viden, der er sat i skyggen af en tilvænnethed til enårige kornplanter, som dybest set er egnen fremmed.

I Thailand er problemet, at vild mad regnes som ’fattigmandskost’ eller et sikkerhedsnet i forbindelse med hungersnød. Der er mere prestige i at spise dyrkede afgrøder. Derfor gør folk det, selv om det koster ekstremt mange flere ressourcer: Claudio Delang fra Kyoto University i Japan har målt, at Pwo Karen-folket i Thailand i gennemsnit skal bruge 14,63 dages arbejde om året pr. husholdning for at samle vild mad. Hvis de skulle arbejde sig til de penge det ville koste at købe den samme mængde mad på markedet, skulle husholdningen bruge 143 dage om året. Så det er en dramatisk forskel, men alligevel forbinder de lokale købt mad med større prestige.Derfor omsættes økonomiske fremgang i købemad, mens den vilde mad ikke udnyttes.

Det vilde har lav prestige, ironisk nok også fordi de rige landes udviklingsprogrammer har som mål at hjælpe de lokale til at kunne købe mad på markedet, snarere end til at udnytte de lokale, vilde ressourcer, skriver Delang.

Udvikling bliver til tilbageskridt.

Et karakteristisk eksempel på, at vores kultur godt ved at vild mad findes og er vigtig, selv om vi glemmer det i det daglige, er militære håndbøger i overlevelse. Den legendariske »grønspættebog« for britiske elitesoldater, SAS Survival Handbook, rummer en righoldig afdeling om vild mad med fornemme farveplancher. Der er meget at lære om »primitive« folkeslags teknikker til at jage og overleve i det vilde, som, soldaterne kan bruge hvis de ender bag fjendens linier.

Der er massevis af eksempler fra hele verden på, at vild kost ikke får den rolle i kosten, som den kunne have, fordi der mangler viden, åbenhed, forskning, erfaringer og en evne til at holde historisk viden i live. Det engelske institut for miljø og udvikling IIED udarbejdedede i 1992 for den svenske udviklingsorganisation SIDA og Verdensnaturfonden WWF en stor litteraturoversigt – The Hidden Harvest, den skjulte høst – over vild mad med case stories fra hele verden. Oversigten viser, at den vilde mad er der, bliver brugt og at den spiller en vigtig rolle.

Det er vigtigt, fordi vild mad er mad, som ikke truer egnens muld på samme måde som dyrket mad. Man pløjer ikke, man dræner ikke, man kunstvander ikke, gøder ikke, bruger ikke bekæmpelsesmidler. Vild mad er planter, der selv kan finde ud af det i et område. Der er ikke meget af den, men den rummer rig næring.

Måske kan vi lære noget af den vilde mad. Civilisationen har hidtil mest været optaget af at forfine den dyrkede mad, men er løbet ind i problemer. Måske det vilde kan blive en vigtig inspiration til besvarelsen af det store spørgsmål på Jorden i dag, som vi ikke kender svaret på: Er det muligt for en planet af Jordens størrelse og placering i forhold til sin moderstjerne at levere mad til 9 milliarder mennesker?

Vild Verden – fremtidens føde er en meget tankevækkende bog omkring den måde, vi dyrker vores jord og skaffer vores føde, og den er en opfordring til at gå i gang med at udnytte de vilde planter som føde. I bogen ser Tor Nørretranders både civilisationer bagud og diskuterer, hvordan vi fremover skaffer føde til jordens i øjeblikket 9 milliarder mennesker. Bogen kan købes direkte hos forlaget Tiderne skifter

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Byhaver.dk

Bokashi

Biologisk Kakao-Flis®

Kakao-Flis® og ukrudt er ikke velkommen

Lynge Naturgødning

Naturgødningskompost, dækbark, muldjord

Dansk Hjemmeproduktion

Løsninger til selvforsyning

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Jordbehandling > Muld og mænd

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider