Tidlige blomster på altanen

Af Bente Mortensen, hortonom, Altaneriet ApS

I haver og blomsterbutikker har erantis, krokus og vintergækker for længst gjort deres indtog. De er dejlige forårsbebudere, men der går ikke lang tid før de ser lidt forpjuskede ud. For at overleve til næste år anbefales enten at plante deres knolde og løg i jorden et sted i nærheden af hvor du bor eller give dem videre til en haveejer. Det er god stil at genbruge sine planter.

Da vi stadig kan risikere nattefrost, er udvalget af blomstrende planter ikke stort, men der er flere, som kan plantes ud her og nu. Her er nogle eksempler på planter, der både ser godt ud, når de blomstrer og enten har en lang blomstringstid, et flot løv eller en vækstform, som gør dem velegnet til at vokse i krukker.

Hornviol kan tåle let frost

Den skønne hornviol er en af de første planter jeg vil anbefale at sætte ud på altanen enten enkeltvis eller 3–5 planter sammen i en større krukke. Hornviol dyrkes i koldhus herhjemme og kan tåle nogle grades frost. Det kan godt være, at den bliver ked af det og lægger sig ned, men når det igen bliver over frysepunktet, så rejser den sig igen.

Hornvioler er smukke og farverige, lige det vi skal have her om foråret. Foto: Français

Hornviol, som ligner stedmoderblomst, har en rigtig lang blomstringstid som starter her tidligt på foråret og fortsætter indtil juni. Der er de senere år kommet en række forskellige farver alt efter om man er til det ensfarvede og rolige eller et mere farvestrålende look.

Planten er ikke særlig krævende, hvad angår plads til rødderne og passer derfor fint til altankassen. Her vil den fortsætte blomstringen – især hvis man nipper de visne blomster væk. Blomsterne er meget dekorative og kan spises.

Andre blomster kan tåle ned til 0 grader

Andre forårsbebudere, som trives fint i krukker er bellis, ranunkel og gyldenlak, som kan klare temperaturer ned til 0 grader.

Bellis Bellis perennis eller tusindfryd kender vi fra græsplænen, hvor den sommeren igennem og også i de milde vinter lyser mellem det grønne græs. Planten bliver også produceret og solgt som en hårdfør lille staude, der bliver 10–15 cm høj og helst vil stå på en solrig plads på altanen. Den blomstrer fra april – juni og kan fås i mange forskellige farver med blomster, der er mere eller mindre fyldte.

Bellis er er en smuk lille blomst som du også kan finde i de fleste plæner og parker.

Ranunkel Ranunkulus er en staude, der med sin gule farve lyser op på de fugtige marker eller ses i havens staudebede i en mere fyldt form. De ranunkler, som sælges i potter her om foråret tåler ikke nattefrost, men trives bedst i sol til let skygge ved temperaturer fra 0 til 15 grader. Den blomstrer naturligt fra maj til juli med efterblomstring i september, men de drevne planter blomstrer allerede i april.

Ranunkel er fyldt med farve, en rigtig forårbebuder. Foto: Daniel Wanke

Det er en rigtig fin plante til krukker, hvis man husker at vande den og den egner sig også rigtig godt som snitblomst. Klip et par blomster af og sæt dem i et glas eller flaske og du har en helt lille dekoration.

Hvis du vil have planten til at overleve, så sæt den tørt og frostfrit vinteren over.

Mormorplanter er stadig et hit

Gyldenlak Erysimum cheirii hører med til denne kategori. Den blev oprindelig brugt som stueplante, men er rigtig god at plante i krukker udenfor i det tidlige forår. Her vil den med sine mange blomster byde foråret indenfor på altanen inden det er tid til sommerblomsterne.

Den har en kompakt vækst, kan fås i mange farver og gør sig bemærket med dens vidunderlige duft, og lange blomstringstid. Planten trives bedst på et beskyttet sted i læ og sol. Den skal overvintre inde eller skiftes ud, når der plantes sommerblomster i krukkerne.

Buske og klatrende planter

Er du mere til tidligt blomstrende planter, der kommer igen år efter år og gerne vil nyde det grønne look hele året rundt, kan du vælge at plante enten påskeklokker (Helleborus), Skimmia japonica eller den lille busk pieris i din krukke.

Pieris P. japonica eller P. formosa er en surbundsplante, som hører til lyngfamilien og trives bedst ved en placering i rimelig læ og i sol/halvskygge. Det er en meget dekorativ lille busk, som står med sine dekorative blade og blomsterknopper vinteren over for at blomstre tidligt på året.

Pieris P. japonica eller P. formosa er en surbundsplante, som hører til lyngfamilien, det ses tydeligt på de mange små klokkeformede blomster.

Der findes flere arter og varianter, der om foråret blomstrer med hvide, cremefarvede, røde eller pink blomster. Derudover har flere arter både farvede skude og blade, hvilket lyser op i en tid, hvor vejret mest bidrager med de mere grå nuancer.

Det er også muligt, at udnytte vægge og lodrette sider på altanen til klatrende og tidligt blomstrende planter som clematis, der kan gro i krukker, hvis man har mulighed for at binde dem op fx op ad en mur.

Nogle clematis hører til de tidligt blomstrende og blomstrer i april – maj på sidste års skud. Det gælder fx alpeskovranke, Clematis alpina , bjergskovranke, Clematis montana (kan trives i skygge) og Clematis macropetala . De fås i mange forskellige farver, er alle småblomstrende og kraftigt voksende, men væksten vil selvfølgelig være mindre i en krukke end i havejord.

[x]

Det er samtidig en fordel, at de ikke skal klippes ned, med mindre det er strengt nødvendigt. Man klipper planten ned ca. en meter fra jorden lige efter blomstring så den kan nå at danne knopper til det følgende forår.

God fornøjelse med et blomstrende forår på altanen!

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

OPENgardenCPH

Grønne læringsrum og foredrag

Genvand.dk

Opsamling og genanvendelse af regnvand.

Her er du: Forsiden > Inspiration > Taghaver, grønne tage og altaner > Tidlige blomster på altanen

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider