Porcelænshyacint

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Puschkinia scilloides

Navnet forstår man godt – det ligner noget fra Den Kongelige Porcelænsfabrik. Foto: Karna Maj

Porcelænshyacint har nogle utrolige smukke blomster – hvide til svagt lyseblå og med en mørkere blå stribe gennem hvert kronblad. Som navnet antyder, så ligner de porcelæn.

Den er ikke særlig almindelig i danske haver, selv om den er fuldt hårdfør og let at dyrke.

Hjemsted

Porcelænshyacint, Puschkinia scilloides, vokser i Kaukasus, Tyrkiet, Iran og Libanon, hvor man finder den blandt buske, på stenrige steder og enge oppe i bjergene, helt op til 3000 m.o.h.

Den blev fundet og hjembragt af en russisk kemiker og plantesamler Apollo Apollosovich Mussin-Puschkin, som i 1802 ledede en berømt planteekspedition til Kaukasus. Mange af de hjembragte planter er i dag blandt vore haveplanter.

Den kan på afstand forveksles med persisk skilla, Scilla misctschenkoana (S. tubergeniana), men her er blomsterne større og støvdragerne er frie, mens de hos porcelænshyacint er sammenvoksede.

Dyrkning

Løgene sættes i september til starten af oktober, og løgplanten er helt hårdfør. Løgene er ca. 2 cm i diameter og sættes i 10–12 cm dybde med 5–10 cm mellem løgene. De kan vokse i almindelig havejord, men det bedste er en let, gerne sandblandet havejord og et veldrænet voksested. Og gerne et sted med sol og læ.

Hvert løg sætter to lidt skinnende grønne blade, og højden på blomsterstænglen bliver kun 10–15 cm. Antallet af blomster på blomsterstænglen kan variere fra kun 5 til 20 blomster – det afhænger helt af dyrkningsforholdene.

De bør sættes et sted, hvor de ikke forstyrres. De kan med tiden danne hele blomstertæpper i lysninger under træer og buske. Men er også fine i stenbedet, og i forgrunden af blomsterbede, men husk at planterne er meget små.

Puschkinia scilloides

I Botanisk Have kan man i april opleve et helt areal med porcelænshyacinter under træer og buske. Foto: Karna Maj

Formering

Porcelænshyacint formeres ved sideløg og ved frø. Hvis planten befinder sig på et godt voksested, kan den selvså.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Løg og knolde > Porcelænshyacint

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider