Pudret stenurt

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Stenurt – navnet siger tydelig, at her har vi at gøre med en en hårdfør plante. Og stenurt er generel meget tørketålende og robust. I dag er det lige ved at det latinske slægtsnavn Sedum er mere almindeligt end det danske. Det skyldes, at Sedum næsten er ensbetydende med grønne tage, og mange af arterne er også rigtig gode som tagplante, fordi de kan tåle en kraftig omgang sol og tørke, og alligevel står klar til at suge til sig, når der så kommer vand.

Der er omkring 50 forskellige arter af Sedum. Den mest almindelige er bidende stenurt, Sedum acre, der er hjemmehørende i Danmark, og som vi jo kan møde i sand og grus på strandene og i midterrabatten på motorveje. En almindelig Sedum er også sankthansurt, Sedum telephium, som har en anderledes vækstform end de fleste Sedum; den er oven i købet så anderledes, at nogle botanikere har placeret den i en selvstændig slægt (Hylotelephium). Se om sankhansurt.

Pudret stenurt

En af de lave stenurter er pudret stenurt, Sedum spathulifolium. En fin, lille stedsegrøn urt, som bruges noget, men som kan finde meget større anvendelse. Både som en almindelig staude/stenbedsplante, men bestemt også som et element på de grønne tage og som et dække i de helt tørre bede.

Her danner pudret stenurt et fint lille tæppe kun to år efter bedets etablering. Foto: Karna Maj

Pudret stenurt er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, hvor den vokser i klippesprækker, i grus og sten og på klipper, hvor man ikke forstiller sig anden vegetation end lav. Her trives den fint, selv hvor der er helt sydvendt. Når den kan klare det, skyldes det, at den er i stand til at have åbne spalteåbninger om natten hvor kuldioxid oplagres i blade og stængler. Om dagen kan den have spalteåbningerne lukkede, så der ikke sker en fordampning, men den kan alligevel lave fotosyntese, fordi den bruger den kuldioxid, den har lagret i løbet af natten. En smart overlevelsesstrategi som flere sukkulenter betjener sig af.

Sedum spathulifolium har altså tykke kødfulde blade som sidder i rosetter, bladene er spatelformede deraf det latinske navn.

Den blomstrer i juni – juli med små gule stjerneformede blomster samlet i kvaste.

Den er svagt tæppedannende, men det går dog så langsomt, at der ikke er nogen fare for, at den kommer til at fylde for meget. Skal man have den til at dække en flade, skal der plantes forholdsvis tæt med 10–15 cm mellem planterne.

Det er indlysende, hvoraf det danske navn kommer, de små rosetter ser virkelig pudrede ud. Foto: Karna Maj

Formering

Pudret stenurt er uhyre let at formere, så man kan hurtigt få lavet nogle planter. Den enkleste måde at formere dem på er ved deling, og det kan foregå både forår og efterår.

Men husk, at selv om den er meget tørketålende, så skal den vandes godt efter plantning, så den kan få et godt fæste.