Havenyt uge 2, 2003

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Det ligner et romantisk julelandskab – utroligt flot. Vi nyder synet af sneen, men den er også pokkers besværlig, og den får os til at længes efter forårstegnene, som der bestemt ikke er til at få øje på derude lige nu.

Og så alligevel – midt i al sneen får man pludselig stillet skarpt på hasselraklerne – det er kun nogle få uger, der skiller os fra de første forårstegn. Vi ved også, at erantiser og vintergækker står på spring dernede – de dukker op af jorden, så snart vi får en mild periode, forhåbentlig i slutningen af januar.

Juleroser kan drives på 14 dage

Midt i sneen titter et stort grønt blad op – det er et af de store blade på den lyserøde tidlige julerose, Helleborus orientalis, som stadig er helt grønt.

Nede under sneen står der store knopper af den samme julerose – de kunne ses allerede i december. Hvis man er så heldig at have denne tidlige lyserøde julerose, som i milde år blomstrer ude i haven sidst i januar, og man har så mange af dem, at man nænner at grave en blok op, kan man drive julerosen i blomst indenfor i løbet af 14 dage. Måske er jorden endnu ikke mere stivfrossen nede under sneen, end at man kan grave en plante op.

Planten placeres i en stor potte og tages først ind i et køligt rum. Når man vil tage planter ind til drivning, gælder det altid om at vænne dem langsomt til varmen. Julerosen stilles efter et par dage i et køligt rum i et lyst vindue ved 15–17° C. Efter 14 dage er de nye stængler med blade og blomster 12–15 cm høje, og de første blomster springer ud.

Når man graver planten op, er de store grønne blade måske friskgrønne endnu. De kan bindes sammen under drivningen og skæres af, inden planten med de nye stængler med blomster tages ind i stuen. Bladene kan sættes i en vase – de er utroligt dekorative i sig selv.

En skål med forår

Med en stivfrossen have trænger man virkelig til lidt forår midt på bordet. I en skål kan man plante et par indkøbte hyacinter. Skålen bliver allersmukkest dækket med mos fra haven. Mos skal sprayes med vand hver dag for at holde sig smuk, men så kan den også bruges til flere hold hyacinther.

Lige nu er det selvfølgelig umuligt at få fat i mos ude i haven, og man må så i stedet for bruge, hvad man kan finde – f.eks. smukke brune bøgeblade, buksbom, vedbend eller lignende.

En buket hyacinter

Når hyacinterne bliver lange og ranglede, kan man skære dem af og sætte dem i en vase sammen med f.eks. buksbom. Ofte sætter hyacinthløgene to blomster, så det kan blive til en hel buket.

Forsythiagrene

Forsythiaknopperne har for længst fået den kulde, de skal have for at kunne springe ud. De venter kun på varmen. Det er derfor hurtigt at få en flot buket gule forsythiagrene, hvis man skærer et bundt og sætter det i vand – først et køligt sted et par dage, derefter et lyst og ikke alt for varmt sted indtil knopperne viser gul spids, så de kan tages ind i stuen. Forsythiagrene vil gerne overbruses med vand et par gange under drivningen.

Planlæg køkkenhaven nu

Her midt i snestorme og tindrende frost er der god tid til at overveje, om køkkenhaven skal være større eller mindre næste år. Hvis man indtil nu ikke har haft køkkenhave, kan man overveje at anlægge en, så man kan hente friske grønsager og krydderurter i egen have til sommer. Og ikke mindst kan man begynde at overveje, hvilke afgrøder, man vil dyrke næste år. Skal der afprøves nye grønsager, plantes frugtræer og bærbuske i foråret, anlægges gange og bede?

Her midt på vinteren har man også en ide om, hvad der var for meget af, og hvad der blev for lidt af. Ofte er vi ikke gode nok til at så og plante lidt, men tit. Så måske skal man også overveje, hvordan man får fordelt høsten mere ud over hele sæsonen. Det er en god ide at tegne en haveplan og begynde at skrive en slagplan ned allerede nu.

Der skal i en haveplan også tages hensyn til, at man skal overholde et vist sædskifte i køkkenhaven, så den samme planteart kun dyrkes på samme sted med nogle års mellemrum. Med et fornuftigt sædskifte er man sikker på at få et godt udbytte og færre problemer med skadedyr og sygdomme i de kommende sæsoner.

Her er du: Forsiden > 2003 > Havenyt uge 2, 2003

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider