Sædskifte og blandingskultur

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Monokultur med kun en enkelt planteart er ikke naturligt, det er noget mennesket let forfalder til i sin dyrkning. Ren monokulturen vil efter en årrække medføre en mængde dyrkningsmæssige problemer. Derfor forsøger man med forskellige metoder at have en større eller mindre grad af mangfoldighed i dyrkningen.

Sædskifte

Hvis man har haven opdelt i bede, er det lettere at overskue, at f.eks. kål ikke dyrkes i samme bed hvert år. Foto: Karna Maj

Monokultur med sædskifte

Naturen lader sig snyde og lader sig nøje med mangfoldighed over en årrække. Derfor kan det lade sig gøre at dyrke en hel mark med kun en slags planter, forudsat at man de følgende år dyrker andre slags planter på marken. Dette kaldes vekseldrift eller sædskifte. Men monokultur, f.eks. en bygmark, forarmer mangfoldigheden af dyre- og insektlivet på marken, og danner grundlag for en opformering af afgrødens skadedyr og plantesygdomme.

Hvis man således udelukkende bruger vekseldrift som værn mod jordtræthed, alvorlig opformering af plantesygdomme og skadedyr, skal det følges meget konsekvent. Ingen afgrøder af samme plantefamilie bør dyrkes oftere end hvert 4. år, kål og ærter helst kun hvert 6. år. Hvis man foretrækker dette i haven, så opdel i bede og bland bedene godt. Det giver sammen med havens blomster, buske og træer en rimelig god variation i haven som helhed.

Blandingskultur

Almindelig vekseldrift kan kraftigt forbedres ved at dyrke flere slags afgrøder på samme jordstykke, f.eks. skiftevis rækker med kål og bønner, gulerødder og løg, kartofler og hestebønner, rødbeder og salat.

blandingskultur

Hvis man dyrker rækkeafgrøder på et stort bed, man man sørge for hvert år at flytte rækkerne et stykke til den ene side. Foto: Karna Maj

Men kombinationerne skal ikke findes ved at dreje på lykkehjulet. Det skal være kombinationer med afgrøder fra hver sin plantefamilie, da de forskellige arter inden for samme plantefamilie oftest stiller samme krav til voksestedet, dvs. efterspørger de samme mineraler, mikronæringsstoffer, har samme slags rødder osv. Og samtidig angribes de af samme slags skadedyr og sygdomme.

Et godt sædskifte med blandingskultur er god dyrkningspraksis i en økologisk have. Hvis man har et sædskifte, hvor der ikke dyrkes planter fra samme plantefamilie oftere end hvert 4. år, kan man minimere riskoen for plantesygdomme og skadedyr betragteligt. Og jordtræthed vil man helt kunne undgå.

Blandingskultur giver desuden større udbytte end monokultur.

Grøngødningsplanter

Jordkløver

Jordkløver mellem jordbær. Kløveren er sået efter udplantning året før ca. 1. juli. Den hakkes om efter at jordbærrene har blomstret. Foto: Karna Maj

Mangfoldigheden kan også øges ved at dyrke andre plantearter uden for den egentlige dyrkningssæson. I foråret kan man nå at dyrke f.eks. spinat før bønner, eller radiser mellem rækker med salat. Man kan så blomster, f.eks. tagetes og morgenfruer, mellem grønsagerne. Om sommeren kan man underså f.eks. majs og kål med sneglebælg eller jordkløver. Og efterhånden som afgrøderne høstes i sommerens løb, kan man så en ny afgrøde eller efterafgrøde. En efterafgrøde, helst med mange plantearter som udsås inden september, kan i løbet af efteråret nå at give jorden en helt ny bestand af planter.

Grøngødningsplanter har således – ud over deres funktioner med at øge produktionen af plantemasse, samle kvælstof og optage overskydende næringsstoffer – også en funktion med at øge mangfoldigheden på et stykke jord. Dette ekstra plantedække, især i vinterhalvåret, betyder også meget for havens dyre- og insektliv.

Kaos á la grøftekant

Blandingskultur

Blandingskultur med porrer, persille, tagetes og selleri. Den Økologiske Have. Foto: Susanne Mørk Jensen

Hvis køkkenhaven er lille og intensivt dyrket, kan man forsøge sig med kaos-modellen, hvor alt blandes. Plant alt muligt mellem hinanden, udnyt pladsen bedst muligt. Det kan blive virkelig flot, især hvis man blander med blomster og krydderurter, røde og lilla sorter af grønsager.

I denne grøftekantmodel har skadedyrene svært ved at finde deres værtsplanter, der vil være stor artsrigdom af dyr og insekter. Men det er kun egnet til enkelte bede.

I den store selvforsyningshave kan man i stedet for prøve at lave mere systematisk variation i rækkerne ved skiftevis at plante f.eks. kål og selleri, rødbede og salat. Man kan også lave mixsåning i rækkerne, hvor man i samme række sår f.eks. rødbede og broccoli eller grønkål, salat og kørvel eller man lægger jordskokker og sår hjulkrone bagefter. Ved udtyndingen bestemmer man. hvor mange planter, man vil have af hver slags i rækken.

Trods den store mangfoldighed, så prøv dog alligevel at holde lidt styr på et sædskifte for kål og kartofler, så de ikke dyrkes for ofte og flyt gulerødderne et godt stykke væk fra sidste års dyrkningssted – gulerodsfluens larver overvintrer i jorden.

Naboplanter – gode og dårlige

Planter, der vokser ved siden af hinanden, påvirker hinanden. Nogle trives bedre med hinanden som naboer, andre synes at gro uforandret, mens nogle planter trives dårligt med hinanden som naboer. Plantearter fra samme familie trives oftest dårligt sammen, f.eks. ærter og bønner, løg og porrer, kartofler og tomater. Løg siges at have en negativ virkning på bønner og ærter og omvendt, men i praksis er det ofte svært at se. Kål bør heller ikke plantes sammen med tomat eller jordbær. Man skal tage oplysninger om nabovirkning med et gran salt, tit er det kun løse erfaringer, der er blevet gentaget ofte og til sidst skrevet ned. F.eks. står der adskillige steder, at majs og tomater er dårlige naboplanter – i min have trives de endog meget fint side om side.

Kommentarer

Der er 11 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Sædskifte og naboplanter > Sædskifte og blandingskultur

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider