Havenyt uge 8, 2007

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

I denne uge får vi igen frost og sne, som vil sætte foråret på standby et par dage – og netop som de første orange krokus er sprunget ud og giver endnu en farve i blomsterbedene ved siden af blokke med hvide vintergækker, hvide og røde juleroser og med gule erantis som bunddække.

Der loves en regulær snestorm onsdag med ca. 20 mm nedbør, og det giver 15–20 cm sne. En del af landet får det dog sikkert få det som slud eller regn. Hvis man stadig har vinterporrer og rodfrugter ude i jorden, er det derfor en rigtig god ide at komme frost og sen i forkøbet og få taget op til nogle dage. Det ser ud til at det milde vejr vender tilbage sidst på ugen.

Alle forårsøvelser skal med andre ord foregå indenfor, såsom at lægge de tidligste kartofler til spiring, så chili, artiskokker, selleri og drivhustomater. Der er også en hel del sommerblomster, som kan sås nu. Når man sår så tidligt, kan det være nødvendigt med tilskud af lys, og at man har et drivhus, hvor planterne kan flyttes ud i, når der ikke længere er plads til dem i vindueskarmen. Uden tilskudslys skal man vente til først i marts med at så de ting, som spirer hurtigt, mens chili godt kan sås nu.

Nogle dage med sne og frost kan også bruges til at lade sig inspirere til den ny sæson.

Havedrømme og planlægning

Når foråret er gået midlertidigt i stå derude, så kan man jo altid gå lidt i hi med en stak havebøger eller havetidsskrifter og gå på jagt efter ny inspiration. Det behøver ikke altid at være ny litteratur – de fleste udvikler over år deres interesseområder, så det man gik let hen over for bare et par år siden og ikke syntes var særligt interessant, er måske det, man har lyst til at eksperimentere med nu. Nye planter og nye ideer er ofte det, der giver ekstra kolorit til havearbejdet. De nye havebøger begynder først at udkomme omkring 1. marts, men så kan man jo tage fat i de gamle endnu engang til eller gå på biblioteket og finde nogle, man endnu ikke har læst.

Der er ikke noget bedre her sidst på vinteren end at se havebilleder med masser af forår og sommer, farver, former og lækre afgrøder. Det giver lyst til at planlægge haven, indkøbe frø, potter og jord, bestille træer og buske til udplantning, osv. Det er vigtig at være beredt, når foråret pludselig er der.

Få inspiration til børnenes have

Det er, mens børnene er små, at vi skal give dem fornemmelsen for frøets fantastiske muligheder, når det puttes ned i et hul i jorden. Give dem fornemmelsen af planter, som vokser helt op i himlen. Lade dem plukke blomster i alle regnbuens farver, grave spiselige knolde op af jorden, lære forskellen på grønne og røde jordbær, og at finde ud af, at det man dyrker selv, smager allerbedst.

Med andre ord skal vi som forældre eller bedsteforældre give dem have- og naturoplevelser – og inspirere børnehaver og skoler til at gøre det samme.

Du kan finde ideer til, hvordan du kan skabe en grønnere og mere naturnær hverdag for dine børn ude i haven i Praktisk Økologi 1/2007, som er et temanummer med titlen: Børn og haveliv. Mange pædagoger og skolelærere har allerede bestilt temanummeret, som Landsforeningen Praktisk Økologi har fået tilskud til udgivelsen af fra tips- og lottomiddelpuljer i Undervisningsministeriet og Friluftsrådet.

Vi kan nu tilbyde børnefamilier, at de kan bestille temanummeret Børn og haveliv helt gratis. Vi har kun et begrænset antal tilbage, så bestil gerne flere sammen, så foreningen sparer porto. Men måske kan I deles om et eksemplar, så flest mulige kan få et tilsendt.

Såtid i vindueskarmen

Når man nu ikke kan komme i haven, kan man i stedet så småt begynde at så, hvis man har den ideelle sydvendte vindueskarm med masser af lys, og der ikke er alt for varmt. De arter, der spirer langsomt, vil ikke nå at komme op, førend lidt ind i marts, hvor der er ved at være nok lys til, at de kan klare sig uden kunstlys.

Får de små planter det for varmt i forhold til lysmængde, bliver de ranglede. Så det er med at vægte for og imod såtidspunkt og kunstlys. Noget af det vigtigste for at undgå, at de bliver ranglede, er at fjerne den hvide plast, så snart kimplanterne er på vej op, og få afpasset temperaturen til lyset. Hvis der er radiator under vinduet, er det et problem, da det giver alt for megen varme i forhold til lys. Hvis det er muligt, så placer de fremspirede planter i et vindue uden undervarme eller med så lidt varme som muligt. En temperatur på 14–15° er fin til de fleste arter, så længe der er for lidt lys.

Det rette såtidspunkt

De blomster, som kræver lang forkultivering, skal sås nu – se bag på poserne med blomsterfrø og inddel dem i bundter efter såtidspunkt, så man har styr på, hvornår de skal sås. Hvis man vil have sommerblomster i blomst til udplantning i maj, skal de fleste sås nu. Hvis man bor steder med forventet nattefrost helt ind i juni, eller ikke har så meget plads til forkultivering, så vent til efter midten af marts med at så, det vil kun forsinke planternes udvikling 1–2 uger.

Arter som har meget småt og fint frø, er bla. petunia, løvemund, skal næsten ikke dækkes efter såning, men holdes i sluttet luft i plastpose eller lignende.

Der findes også arter, hvor frøene spirer bedst, hvis de får lyspåvirkning. To af disse er flittiiglise og selleri – både bladselleri og knoldselleri. Så dem ovenpå jorden, pres dem let til mod jorden, spray med lidt vand, sæt dem i sluttet luft, f.eks. en plastpose, et lyst sted uden direkte sol ved 18–20° varme. Selleri skal helst holdes på denne temperatur under hele forkultivering, da det ellers kan resultere i stokløbning.

Hvis man vil så løg eller have ekstra tidlige sommerporrer, så skal der sås nu. Det gælder også såning af chili, som for nogle sorters vedkommende har en ret lang udviklingstid. Også sød peber har en lang udviklingstid og bør sås nu. Artiskok skal også sås nu, specielt hvis man satser på at dyrke den som etårig afgrøde.

Derimod kan man lige så godt vente til først i marts med at så tomater til koldt drivhus, de kan alligevel ikke plantes ud i drivhuset før tidligst først i maj. Sår man tomaterne for tidligt, bliver det også svært at få plads i vindueskarmene i april, hvor de endnu ikke kan komme ud i drivhuset. Chili og sød peber bliver ikke så hurtigt store planter. Drivagurker skal ikke sås førend midt i april.

Til gengæld kan man så et par potter med salat, som med fordel kan plantes ud i drivhuset i marts. Husk at salat ikke spirer ved temperaturer over 20° C. Salat har ikke brug for så høje temperaturer under forkultiveringen, og den skal selvfølgelig afhærdes gradvist inden udplantning.

Tidlige kartofler

Hvis du har lyst til at dyrke tidlige kartofler på friland under plastdække, så er det nu du skal finde ud af, hvor du kan få fat i læggekartofler af en eller flere tidlige sorter. Hvis foråret pludselig kommer efter midten af marts kan jorden hurtig blive lun, hvis man har lagt klar plast ud over stykket omkring 1. marts. Og så er det ærgerligt ikke at have gode forspirede læggekartofler. De sene sorter skal ikke indkøbes førend et stykke ind i marts, da de først skal lægges i jorden engang i april, afhængig af vejret. Man kan også dyrke ekstra tidlige kartofler ved at bruge drivhuset hertil.

Brombærrust

Hvis man sidste sommer havde rustangreb på brombærbladene, så er det nu, at der er mulighed for at forebygge angreb næste år. Brombærrust har i modsætning til andre rustsvampe ikke værtsskifte, men overvintrer som sorte vintersporer på bladene. Både dem, som er faldet ned på jorden og evt. grønne eller visne blade, som stadig sidder på planten. Hvis man fjerner bladene, kan man nedsætte smittetrykket betragteligt.

Du kan se billeder af brombærrust og læse mere om rustsvampe i artiklen Rustsvampe

Have og drivhus i sol og frost

Selv om vi kun har februar, så er forårssolen stærk, når den endelig bryder frem. Sarte planter med grønne blade bør man skygge for med grangrene, og man skal holde øje med temperaturen i drivhuset, hvis man har overvintrende planter her, som helst ikke skal begynde at sætte gang i væksten for tidligt. Hvor varmt det bliver i drivhuset afhænger i høj grad af drivhusets orientering i forhold til den lave forårssol, og hvor gode læforholdene er på stedet.

Bliver der meget varmt, kan det være en god ide at lufte lidt midt på dagen, så der ikke bliver så store temperaturudsving mellem nat og dag. Men husk at få lukket igen i god til inden aften. Det er en balancegang, da opvarmningen om dagen jo samtidig er med til at gøre natten mindre kold.

Men selv om solen skinner om dagen, kan det ikke holde drivhuset frostfrit på denne årstid. Derfor skal alle planter som ikke tåler lave temperaturer dækkes ved frost. F.eks. med to lag fiberdug.

Det er også vigtigt at holde øje med, at planterne ikke tørrer ud i drivhuset, når det begynder at blive lunere herinde på solskinsdage. Planter i drivhuset skal om vinteren holdes til den tørre side, men de må ikke tørre ud. F.eks. kan rosmarin ikke tåle alt for fugtig jord om vinteren, men går det for meget til den anden side, så den tørrer helt ud, så smider den bladene, og de kommer ikke igen, men efterlader nøgne grene.

Her er du: Forsiden > 2007 > Havenyt uge 8, 2007

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider