Havenyt uge 23, 2008

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Det dejlige vejr giver mulighed for at være ude næsten døgnet rundt og nyde haven, og det er dejligt at have store træer med skygge og kølighed midt på dagen og en solplads til både morgen og aften.

Haverne er flotte lige nu med alle junistauderne i fuld flor – næsten 14 dage førend »normalt«. Man skal skynde sig at nyde dem, for de blomstrer hurtigere af i det tørre og varme vejr. Knaldrøde staudevalmuer, iris i mange farver, hvide sommeranemoner, de sidste pæoner, roser i alle former og farver, røde og hvide sporebaldrian, pink tjærenellike, knaldblå ærenpris og rødlilla staudenæb, for nu bare at nævne nogle af de mange, som blomstrer lige nu. Selv de lidt forhadte kermesbær, imponerer lige nu med deres fantastiske meterhøje frodighed og lyserøde blomster. Og heldigvis er der endnu ikke så mange synlige tegn på tørkeskader, men græsplænen er ikke så flot grøn, som man kunne ønske sig ude i solen. Men den kommer altid igen med regnen.

De vigtigste haveredskaber lige nu er vandkanden og vandingssystemer, og hvis man har plantet mange planter her i foråret, som ikke har nået at få rødderne godt udviklet og ned i dybden, så er det timer, man kan bruge hver dag for at holde dem nogenlunde fri for at lide skade i den begyndende tørke i haverne. Og der er desværre ikke udsigt til regn den næste uges tid, men til sol fra en stort set skyfri himmel. Det er derfor en god ide at se at få jorden dækket, så vandet ikke fordamper hurtigere, end vi kan vande.

I køkkenhaven er vand en nødvendighed, hvis vi skal have jordbær i de kommende uger, og kartoflerne skal også have vand. Den begyndende tørke er et problem for de fleste af afgrøderne i køkkenhaven, så derfor skal der vandes og dækkes, hvis man vil have det optimale ud af sin køkkenhave. Mange af planterne er på dette tidlige tidspunkt så dårligt etablerede, at de har svært ved at overleve uden vanding.

Et af lyspunkterne ved den tørre jord er, at snegleplagen er minimal, og at det er rigtig godt at være sneglejæger lige nu.

Nye kartofler – høst og vanding

Det er spændende, hvor mange der kan servere nye kartofler til Grundlovsdag i år. Du kan deltage i en afstemning herom på Havenyt.dk fra den 5. juni. Et sikkert tegn på, at der kan være kartofler under, er at man kan se blomster i kartoflerne – hvis altså det er en sort, der sætter blomster. Man kan forsigtigt mærke efter med en finger, om der er kartofler at mærke. Eller man kan prøve at lirke en plante op i den ene side og se om der er noget under. Der er forskel på sorterne, nogle sætter knolde få cm under jorden, mens andre er mere tilbøjelige til at have kartoflerne dybere. Ellers kan man plante den igen og give den en kande vand til at komme sig på.

Det er meget vigtigt at kartoffelplanterne har vand nok nu, hvor kartoflerne har hasselnøddestørrelse. Mangler de vand på dette udviklingstrin, giver det et nedsat udbytte. Det er en dårlig ide at vente for længe med at vande.

De første jordbær modner nu

Igen i år får vi tidlige jordbær, men vi har i maj også sat endnu en rekord – denne gang med det største antal solskinstimer i maj.

Jordbærrene er store, flotte og røde og smager himmelsk. Men det får hurtigt en ende, hvis de ikke vandes minimum hver anden dag i den varme, vi har lige nu. Får de ikke vand nok, bliver de små, kedelige og tørre. Det er en rigtig god ide at lægge halm ind omkring planterne, da det dæmper fordampningen og dermed giver jordbærplanterne en mere jævn vandforsyning og bedre udviklingsmuligheder for bærrene. Og hvis vi får regn, bliver de ikke fyldt med jord.

Selv om vi vander, så bliver der ikke helt så mange store og flotte jordbær som i en sommer med lidt køligere vejr og en langsommere udvikling. De tvangsmodnes i den bagende sol. Til gengæld er der ingen risiko for, at de rådner op, inden de når at blive plukkemodne.

Et dejligt fugtigt jordbærbed og lækre vandfyldte jordbær tiltrækker både solsorte og andre skadedyr. Har man snegle i haven, så finder de hurtigt jordbærbedet. Dækning med net og fiberdug kan holde solsorte væk, men sneglene har det endnu bedre, da de så er beskyttet mod at blive ædt af deres fjender, og de kan opholde sig i et dejligt fugtig miljø. Sneglebekæmpelse kan derfor blive nødvendigt for at få jordbærrene uden gnav.

Planter skal bruge vand

Havens jord er meget tør her først i juni, så man må overveje, hvor længe, man kan vente med at vande. Der er forskel på, hvor påtrængende behovet for vand er, selv om alle planter selvfølgelig skal have en vis mængde vand til rådighed. Men nogle har dels rødderne længere nede end andre, og nogle tåler tørke bedre end andre. I staudebedet er der rigtig stor forskel på, om en plante har brug for en fugtighedsbevarende jord for at trives, eller det er en plante, som stammer fra et steppeområde. Når vi oplever en tør periode, bliver der typisk plantet flere tørketålende stauder det næste stykke tid, da vi oplever dem som flotte og frodige i forhold til de andre, som vandsmægter.

Det er lige nu kritisk med tørke i køkkenhaven. Planterne er ikke veletablerede med dybe rødder endnu, det er problematisk at plante de sidste udplantningsplanter ud, men de kan heller ikke blive stående i små potter og bakke, og der er megen bar jord, så fordampningen er tårnhøj.

Dertil kommer, at der lige nu er fire afgrøder i køkkenhaven, som skal have masser af vand. Det er kartofler, løg, jordbær og salat. Udbyttet reduceres, hvis der ikke er vand nok. Salat bliver desuden bittert.

Køkkenhaven vil klare sig dårligere, hvis man ikke vander, og på en let sandjord, kan afgrøderne visne helt væk. Når planterne begynder at hænge med bladene midt på dagen, er det advarselssignal om, at de har det alt for tørt. Rejser de sig ikke til aften, eller når solen ikke skinner direkte på dem, så er de tørkeramte og burde have været vandet for længst.

Vand i dybden

Sjatvanding i overfladen er en meget dårlig ide, da det »træner« rødderne til at vokse i overfladen, hvor vandet er. Skal der vandes, er det bedst at grundvande med 30 mm, så rødderne henter vandet i dybden. Ellers bliver de alt for sårbare i varme og tørre perioder, både nu og senere på sommeren.

Når man har vandet jorden i et område af haven, eller måske bare enkelte planter, så gælder det om at forhindre vandet i at fordampe igen.

Hold på vandet i jorden

Der er al mulig grund til at gøre mest muligt for at holde på den vandreserve, der er tilbage i jorden eller den, man lige har tilført, så det kommer planterne til gavn. De fleste steder i landet er det desuden meget dyrt at vande. Sommeren igennem gælder det derfor om at forhindre, at nedbøren fordamper alt for hurtigt.

I et bed, hvor planterne dækker jorden, skulle man tro, at planterne hurtigere kommer til at mangle vand end i et bed med få planter og bar jord. Men det er ikke tilfældet, da et bladdække effektivt forhindrer, at fugtigheden forsvinder lige op i den blå luft. Det er bl.a. derfor at man kan tillade sig at underså f.eks. kål og majs med jordkløver eller sneglebælg, når planterne er kommet i god vækst.

Et kultiveret bed med løs jord isolerer også noget mod fordampning, så det gælder om at kultivere, så snart jorden efter en gang regn eller vanding tillader det.

Det, der holder bedst på vandet, er dog et mindst 4–5 cm tykt lag jorddække. Skal det også hindre fremspiring af ukrudt, skal det være 10–15 cm tykt. Snart er planterne i køkkenhaven ved at være så store, at jorden kan dækkes med et mere eller mindre tykt lag, uden at man risikerer, at solsorte og duer ødelægger planterne ved at søge efter insekter og frø. Men endnu er f.eks. rodfrugterne for små til, at man kan dække her.

I artiklen Jorddække og jorddækkematerialer kan du se forslag til dækkematerialer. Jorddækket formulder langsomt og tilfører derfor nye plantenæringstoffer til planterne på stedet.

Krukker kan også jorddækkes

Krukker vander man dagligt, og her sker der også en fordampning fra overfalden, specielt ved nytilplantede krukker. Det kan man forhindre med et passende jorddække. Til krukker skal der ikke bruges så mange liter jorddække, så her kan det være en god ide at bruge den lidt dyre løsning kakaoflis, som har den gode egenskab, at skallerne nærmest klistrer sig sammen, når de blive våde, så de bliver liggende.

Man kan også fint bruge bark- eller træflis. Det isolerer lige så godt mod fordampning, og når man bruge dækmaterialer, undgår man, at jorden slemmes sammen ved den daglige vanding og dermed bliver kompakt.

Jorden er god varm til at så bønner

Når bønner sås i en varm jord, kommer de op på en uge, og man får flotte hurtigvoksende planter. Mange har sikkert allerede sået en række bønner, og nogle er kommet op, men det er ikke med denne eksplosive vækstkraft.

I denne uge bliver det perfekt at så bønner, da der den næste uge loves rigtig varmt sommervejr og med en jordtemperatur på 14–18° C. Det kan derfor være en god ide at få sået hovedafgrøden af bønner nu – såning nu giver også mulighed for at kunne nå at så om, hvis de ikke kommer godt nok.

Hvis man har plads til flere rækker bønner, kan det være en god ide at så i flere omgange den næste måneds tid, så man strækker sæsonen for friske bønner fra haven.

Bønner er andet end grønne buskbønner. De kan også fås lilla og gule – de gule hedder voksbønner. Snitbønner har brede, flade bælge og har en meget bedre konstistens og smag end de almindelige grønne bønner. En særlig delikatesse er borlottobønner, hvor det er de umodne kogte bønnefrø, man spiser. Både snitbønne og borlottobønner har en længere udviklingstid og bør derfor sås nu. Flageoletbønne er en speciel type, hvor det også er de umodne, kogte bønnefrø, man spiser.

Stangbønner bliver 2–3 m høje og kræver et solidt bønnestativ. Stangbønner fås både som grønne og blå snitbønner og som gule voksbønner. Borlottobønner er oftest til salg i form af stangbønner, men fås også som buskbønne.

Agurker, peber, meloner og auberginer i drivhuset

De mange dage med solskin har betydet, at man nu kan plante agurker, peber, meloner og auberginer ud i drivhuset helt uden problemer Det er meget vigtigt, at der ikke er stående fugtighed inde omkring agurkplantens stængel, da den så lettere angribes af svampesygdomme. Løsningen er at sætte potteklumpen ovenpå den løsnede jord og så hyppe jord, gerne iblandet en masse god kompost, op om potteklumpens sider, men ikke ovenpå.

Det er vigtigt at styre agurkplanternes vækst, da de ellers overtager hele drivhuset, og man vil ikke få en jævn forsyning af agurker sommeren igennem. Traditionelt beskærer man, så agurkerne dannes på sideskud, men er alternative metoder – se artiklen Agurker kan beskæres på flere måder.

Spansk peber, chili, meloner og auberginer kan udplantes samtidig med agurk. På spansk peber og chili kniber man de første 5–7 blomster af, så planten når at blive så stor, at den har blade nok til at starte frugtproduktion, dvs. at planten skal være begyndt at sætte nogle gode sideskud.

Hvis man ønsker at dyrke dem hele sæsonen i potter, skal man være opmærksom på, at deres størrelse afhænger af pottens størrelse – store potter giver større planter og dermed flere frugter.

Spansk peber og chili sætter man normalt først ud på terrasser eller udplantes på friland omkring sankthans, når der er blevet sommer for alvor. Men man kan jo godt fristes til at sætte dem ud med de sommerlige tempetaturer, vi har lige nu.

Der skal tyndes

Det er uhyre sjældent, at de såede grønsager ikke skal tyndes for at give nogle pæne grønsager. Ja, det sker stort set aldrig. Står planter for tæt, hæmmes de i udviklingen, og rigtig mange, især rodfrugter, bliver aldrig rigtigt til noget, fordi de står for tæt.

Det er især galt i gulerodsrækkerne. Ofte lader man dem stå lidt tæt med den tanke, at man kan trække hveranden som helt små lækre gulerødder og på den måde udnytte dem bedre. Men som regel får man det ikke gjort i tide og ender med en masse små ubrugelige gulerødder, som ingen gider skrælle.

Der findes anbefalede planteafstande bagpå frøposerne. Overholder man dem, får man store flotte afgrøder. Hvis man hellere vil have lidt mindre grønsager, f.eks. tyndere porrer og mindre kålhoveder, kan sætte afstanden lidt ned. Man kan også se anbefalede række- og planteafstande i artiklen Planteafstand og rækkeafstand for grønsager.

Udtynding giver selvfølgelig færre planter om at dele det vand, som er til rådighed. Men når man tynder planter, som står meget tæt, beskadiger man let rodsystemet hos de planter, som skal blive stående. Derfor er det altid en god ide at vande rækkerne efter udtynding. Og det bliver endnu mere nødvendigt i en situation, hvor der næsten ikke er vand i jorden. Det er derfor en god ide at tynde ud, lige inden et areal skal vandes godt.

Så nyt hold grønkål og knudekål

Det er en god ide at så et hold grønkål til sen udplantning, f.eks. efter ærter, hvis man har kål og ærter i samme sædskifte. Og inden kålplanterne bliver store nok til udplantning, er der måske også et 2. eller 3. års jordbærbed, der skal ryddes.

Hvis man har flere rækker med løg, kan man i mellem løgrækkerne så grønkål eller knudekål, som kan overtage stykket, når løgene høstes. Så tre frø hvert sted. Grønkål sås med 30 cm afstand, knudekål med 20 cm afstand. Senere udtyndes til en plante hvert sted.

Man kan også prøve at forkultivere knudekål i potter, de kan sagtens udplantes med en god rodklump – på trods af, at der i nogle bøger står, at det ikke er muligt.

I det hele taget er det meget vigtigt ved udplantningsplanter til højsommerbrug, at de har en god rodklump. Tynd planterne ud, så der er god afstand eller prikl dem ud i potter, som dog er sværere at holde vandet i sommervarmen end en kasse eller et såbed.

Hak, lug, skuf og kultiver

Det er vigtigt at tage ukrudtet i opløbet, og det gør men lettest ved at hakke, skuffe og kultivere mellem rækker og planter, mens ukrudtet er småt. Det tager næsten ingen tid at gå alle bede igennem på 90% af arealet med hakke, skuffejern og kultivator, når ukrudtet er småt. Det, der tager tid, er at luge ind omkring planterne. Det kan man gøre efter behov, dog mindst hver fjortende dag, da nogle enkelte ikke så store ukrudtsplanter ikke tager så meget næring, lys og vand. Det, der er vigtigst er, at man får taget de 90% af ukrudtet som helt små planter. Er ukrudtet først et helt tæppe i 10 cm højde eller mere, så skader det virkelig de planter, som vi har plantet eller sået.

Når det er så tørt som nu, kan ukrudtet efterlades på stedet, da det hurtigt visner. Er det en fugtig periode, så fjernes alt større ukrudt, så det ikke begynder at vokse igen. Helt småt omhakket ukrudt kan også efterlades, selv om jorden er fugtig. Det meste vil ikke gro igen, og man kommer jo snart igen med hakken.

Gå på sneglejagt nu

Den tørre maj gør i hvert fald en god ting: Den reducerer antallet af snegle i haverne. I stedet for at indstille sneglejagten nu, så bør den intensiveres. Lige nu er der få steder, hvor sneglene kan overleve. Derfor er det en god ide at afpatruljere de få fugtige steder, som er tilbage i haven. Og endnu bedre: skab rigtig dejlige fugtige og mørke steder, hvor sneglene kan søge ophold. Det er nu, at det er svært at være snegl og let at være snegleindsamler.

To bøger om at bekæmpe dræbersnegle

Der er på det seneste kommet et par bøger, hvor budskabet er at hjælpe haveejerne til at bekæmpe sneglene. Og der kan sikkert ventes flere, da der givet er efterspørgsel nok.

Den sneglefri have. Håndbog i sneglebekæmpelse er udgivet af Snegleforum.dk og en særdeles velskrevet bog i et meget letforståeligt sprog og meget pædagogisk.Ved at læse bogen får man indsigt i sneglenes liv og færden. Bogens forfatter lover ingen total udryddelse, men der lægges vægt på, at man finder en strategi, som passer til haven, og at man bruger de metoder, som egner sig bedst i den bestemte have. Bogens konklusion er, at man ikke kan udrydde sneglene, men at man kan gøre en indsats, som gør sneglene til et meget mindre problem i haven.

Til kamp mod dræbersneglen er udgivet af forlaget Høst og søn. Vi har ikke modtaget bogen her på redaktionen, men efter andre anmeldelser at dømme, så er forslagene i bogen, som er oversat fra engelsk, til den muntre side, men der skulle også være gode forslag. Se f.eks. [link=jp.dk/arkiv/?id=1323616&eceExpr=snegle&eceArchive=o]Mads Stenstrups anmeldelse i JyllandPosten/link].

Her er du: Forsiden > 2008 > Havenyt uge 23, 2008

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider