Havenyt uge 25, 2011

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Det er midsommertid, når roser, iris, lupiner, valmuer og matrem springer ud, når jasminen dufter sødt og hyldeblomsterne og marguritterne lyser hvidt i skumringen, når der er nye kartofler og røde jordbær, og de første ærter, gulerødder og spidskål er ved at være høstklare.

Hollandske iris

De fineste iris, såkaldte hollandske iris, blomstrer først omkring sankthans, og er den type som også sælges til buketter. Foto: Karna Maj

Desværre er det ikke dejligt varmt sommervejr til sankthans i år. Bare tæer og middagssøvn i græsset er det alt for koldt til. Tomat- og græskarplanterne trives heller ikke optimalt med dagtemperaturer under 20° C. Og bønner og frilandsagurker spirer elendigt – hvis de overhovedet spirer.

Heldigvis får vi solen at se de fleste dage, så det kan blive nogle fine arbejdsdage i haven – hvid der er læ og sol. Ind i mellem regnbygerne gælder det om at få klippet hæk og ikke mindst hakket og luget, for ukrudtet har ingen problemer med at spire og vokse i det kølige og fugtige vejr. Og der skal stadigvæk sås, plantes i både køkkenhave og prydhave, mens det er ved at være tid til at stoppe stikningen af aspargesskud for i år.

Menu fra haven sankthansaften

Til menuen sankthansaften kan man hente masser af grønsager fra egen køkkenhave -og hvorfor ikke lave en enkel menu med alle de nye lækre grønsager fra haven: små nye kartofler, de allersidste asparges, inden man holder op med at stikke, dild, koriander, persille, salat af flere slags, små nye drivagurker, og de første blade af basilikum. Måske er der et lille kålhoved af de allertidligste spidskål eller blomkål. Har man sået gulerødder tidligt under fiberdug, er der måske også små nye gulerødder. De første slikærter er også lige ved at være der, og i løgbedet kan der hentes små lækre nye løg.

Jordbær er der rigeligt af til sankthans i år – skal man bruge mange, kan man godt springe over med plukningen dagen før, så der bliver ekstra mange. Der kan i øvrigt laves mange fine desserter med de grønne stikkelsbær, som er klar til brug nu.

Plukning af jordbær

I år er der mange modne jordbær til sankthansmenuen. Foto: Karna Maj

Man kan også bruge jordbærrene mere kreativt – måske sammen med roser, der også blomstrer lige nu. Det er dog ikke alle roser, som kan bruges, men de fleste kan sikkert finde en hybenrose, hvor der kan plukkes lidt blade. Se Camilla Plums opskrifter med jordbær og roser i artiklen Jordbær og roser i skøn forening.

Regn nok til jordbær og hindbær?

De fleste steder er der faldet så megen nedbør, at haven ikke mangler vand, og risikoen for tørke er lav. Men måske skal der alligevel vandes, da jordbær og hindbær skal have rigeligt med vand for at sikre bærrenes udvikling.

Prøv at føle efter i jorden ind omkring jordbærplanterne. Jordbær bør vandes, så de kan nå at tørre inden aften, da man ellers risikerer, at man nok får store flotte bær, men med gråskimmel.

Der er i mange haver masser af hindbær i år, og hvis jorden ikke er fugtig i overfladen, så hold øje med situationen, da planterne står på et ret lille areal og har både mange store blade og en stor bærsætning. Får de ikke vand nok, bliver de ikke så store og flotte. Med mindre man har fået meget regn de seneste uger, skal der antagelig grundvandes. Det gentages en gang om ugen, hvis ikke der kommer masser af regn i de kommende uger. Det er i øvrigt en god ide at jorddække hindbær for at minimere fordampningen fra bedets overflade. Her kan godt bruges grovere affald som f.eks. hækafklip. Check også opbindingen, for grenene begynder nu at tynges ned af den tiltagende bærvægt.

Også kartoflerne kvitterer med ekstra udbytte, hvis de ikke mangler vand. Om det kan betale sig i kroner og ører, afhænger af den lokale takst for vand, men det giver mere haveglæde, at haven er frodig og grøn. Igen – det er en god ide at jorddække, så vanding kan undgås.

Drivhuset trives

Selv om juni er lidt kold, så er der god vækst inde i drivhuset, hvor der bliver lækkert lunt, så snart solen titter lidt frem.

Agurkerne sætter sideskud af 1. orden og disse skal knibes over 2. blad, mens sideskud af 2. orden skal knibes over et blad. Melonerne skal bestøves med pensel for at sætte frugt, og frugterne skal opbindes.

Selv om drivhusplanterne ser ud til at trives, er der god grund til at holde udkig efter bladlus. De findes som regel på aubergine-, peber- og chiliplanterne. Hvis man har været forudseende, står de i potter, så de kan tages ud af drivhuset og overbruses. Ellers må man forsøge med insektsæbe og evt. bestille nyttedyr til udsætning.

Det skal blive skønt med friske chilier, men der er lang vej endnu, medmindre man har sået meget tidligt. Det er vigtigt, at chiliplanter har begyndt at danne gode sideskud, inden de får lov til at sætte frugter, ellers har planten ikke kræfter til at udvikle ret mange frugter. Derfor kan det betale sig at nippe de første blomster af.

Elegante tomatblomster

Tomaterne er på vej i stor mængde – her en lidt usædvanlig blomsterklase. Foto: Karna Maj

Drivhusplanterne må ikke mangle gødning

Men selv om alt ser ud til at trives, skal man være opmærksom på, om topskuddene på tomaterne pludselig mister deres vitalietet. Det er første tegn på, at de mangler gødning. Hvis man dyrker i selve drivhusjorden er det en god ide nu, hvor jorden er blevet godt og grundigt varmet op, at lægge jorddække ud i drivhuset i form at klippet græs, gerne med kløver i, eller delvis omsat kompost. Et sådant lag vil løbende tilføre drivhusplanterne næringsstoffer. Samtidig med at det nedsætter fordampningen og dermed forbruget af vand, som på varme solskinsdage kan være 50 liter om dagen for et 10 m² drivhus med bar jord.

Dyrker man i plantesække er det endnu mere nødvendigt at være på vagt over for manglende gødning, da der i de fleste plantesække ikke vil være gødning nok til hele sæsonen. Hvis man bruger en købt gødning, følges doseringen, så længe planterne ser ud til at få tilpas. Hvis tomaterne begynder at krølle bladene eller de er meget mørkegrønne over mod det blågrønne, så får de for meget gødning. Er de derimod lysgrønne til gulgrønne og med aftagende bladstørrelse, får de for lidt.

Har man valgt at dyrke drivhusplanterne i plantesække, er man nødt til at bruge en vandig form for gødning. Men man kan godt selv lave gødningsvand ved at lave udtræk af brændenælder eller kompost – eller man kan sætte herren i huset til at levere urin i en spand. Det er en overset, men fortræffelig gødning, og den er steril uden smitstoffer. Så det er mest vores kultur, der gør, at vi ikke udnytter den i haven. Urin skal fortyndes inden brug – se mere i artiklen Ekstra kvælstof. Husdyrgødning bør man af forsigtighedshensyn ikke lægge ud eller vande ud på jorden under afgrøder, som snart skal høstes og spises. En anden god måde at gøde drivhusplanter på er at jorddække med et tyndt lag græsklip.

Man kan også købe en færdig drivhusgødning, der bare skal fortyndes efter forskrifterne på emballagen. Der fås flere drivhusgødninger, som er produceret af organisk materiale, bl.a. lupiner og fisk (lugter ikke af fisk).

Hold udkig efter skadedyr i drivhuset

Efter midten af juni er der risiko for skadedyrsangreb i drivhuset. Når det hele ser allermest frodigt ud, opdager man pludselig, at agurkeplanterne er fyldt med spindemider.

Hvis man ikke allerede har det, bør man anskaffe en lup, så man f.eks. hver uge kan checke, om der kommer spindemider på bagsiden af agurkebladene. I varme perioder opformeres skadedyrenen ekstra hurtigt. De elsker varme og tør luft, så man kan forebygge ved at overbruse planterne. Det er vigtigt at overbruse toppen af planterne, især når de nærmer sig glasset, da der her er varmest og mest tørt.

Tidligt på sæsonen kan det godt betale sig at købe og at sætte nyttedyr ud. F.eks. rovmider, som kan æde spindemiderne. Men det er vigtigt at få dem sat ud, mens der er endnu er forholdsvis få spindemider. Er der allerede mange, skal man først reducere mængden med insektsæbe eller brun sæbevand, da der ellers er for få rovmider i en pakke, til at de kan nå at følge med til at æde alle spindemiderne.

Tallerkensmækker mod mellus

Mellus kan åbenbart ikke lide lugten af tropæolum, også kaldet tallerkensmækker, nasturtium, landløber og blomsterkarse. I hvert fald er der i nogle drivhuse gode erfaringer med at plante tropæleum som en forebyggede foranstaltning i bunden af drivhuset. men der er også drivhuse, hvor effekten ikke kan ses. I mange haver spirer tallerkensmækker som ukrudt ude i haven, og så kan man bare plante nogle stykker ind i drivhuset. De skal holdes i ave ved jævnlig delvis nedklipning, ellers overtager de hele drivhuset. Som sidegevinst får man et flot grønt bunddække, hvor nyttedyr som edderkopper og rovbiller kan gemme sig og æde diverse andre skadedyr.

Tallerkensmækker

Tallerkensmækker, som officielt hedder landløber, giver et fint bunddække i drivhuset, men skal jævnligt klippes ned. Foto: Karna Maj

Slut med at stikke asparges

Til sankthans skal aspargesstikningen indstilles, så plantene kan når at sætte top og samle energi. Dette gælder et veletableret aspargesbed. Er det et nyere aspargesbed, eller er der begyndt at komme færre asparges eller kun tynde skud, så skal man stoppe tidligere og give aspargesplanterne »orlov« nu, så de kan få lidt længere tid til at samle næring i rødderne til næste års høst.

Når høsten er slut, skal aspargesene forkæles, så de sætter en stor grøn top, som kan samle næring til rødderne, så der igen næste år kan komme mange asparges. Bedet skal gødes godt, og gerne med en god næringsrig kompost eller med posegødning som tørrede hønsepiller, lupingødning eller lignende.

Jordforbedringskur eller 2. afgrøde

Hver gang, man graver et par toppe kartofler op, bliver der et nyt stykke ledig jord. Man kan vælge at så det til med grøngødning og på den måde få en ekstra god jord til næste års dyrkning. Eller man kan vælge at så eller plante en ny afgrøde. Det kan f.eks. være salat, dild, koriander, bønner, knoldfennikel, gulerødder, rødbeder eller udplantning af grønkål og spidskål -og måske porrer, hvis man har flere planter tilbage.

Hvis jorden ikke er særlig god, er det en god ide at give den en jordforbedringskur. En jordforbedringskur virker dels ved den direkte jordbearbejdning, dels ved at rødderne gennemvæver jorden og endelig ved, at jorden tilføres en mængde organisk stof, når den store grønmasse indmuldes sent efterår eller formulder efter nedfrysning.

Såning af overvintrende grøngødning

Her omkring sankthans kan man begynde at så overvintrende grøngødning. Jordkløver og sneglebælg, der sås fra nu af, vil ikke blomstre i år, men overvintre grønne og først blomstre næste år. De er begge to kvælstoffikserende planter. Sår man dem på et stykke jord, vil de både tilføre jorden organisk materiale og kvælstof til gavn for næste års dyrkning. Begge arter er lette at hakke om i foråret, inden man skal plante en ny afgrøde.

De kan sås under majs og vinterkål, hvor de vil fungere som et grønt jorddække frem til næste forår, samtidig med de samler kvælstof, som de deler lidt ud af til naboplanterne. Kløver og sneglebælg skal dog ved 1–2 klipninger holdes ned sidst på sommeren under kål. I kålbede kan det afklippede lægges ind under kålplanterne som jorddække. På majsarealet kan de vokse frit, når majshøsten er ovre.

Læs om etablering af grøngødningsbede i artiklen Såning af grøngødning.

Høst af de første frø fra egen have

Samtidig med at man stadig sår salat, dild, korinander m.m. i nye hold, så man sikrer en stadig forsyning, kan man nu høste de første frø ude i haven. Det er vårsalat, skorzonerrod, havrerod og stedmoderblomst.

Vårsalatens frø ser umodne ud, de er gulgrønne, men drysser af for et godt ord. Her hiver man hele planten op og lægger til tørre.

Havrerodens frø ligner mælkebøtternes bolde med frø, og her skal man høste næsten dagligt, ellers ender frøene på jorden og bliver til fremspirende ukrudt.

Stedmoderblomsternes frøkapsler åbner sig i tre flige, så de små lysegule frø sidder frit. Man kan indsamle det til kontrolleret såning eller lade det drysse ned i bedet og lade være med at kultivere her, så kommer der ny små planter af sig selv.

Løgskimmel

Begynder de ældste blade på løgene at visne, er der stor sandsynlighed for, at det er et angreb af løgskimmel. Det begyndende angreb viser sig som sortviolette skygger på bladene. Ser man godt efter kan man se en fin belægning. Fugtigt vejr kan få angrebet til at accelere, mens solrigt og tørt vejr virker modsat. Opdager man det i tide, kan man fjerne angrebne blade. I værste fald går angrebet ned i løgene. Hvis man har angreb er det vigtigt hurtigt at få tørret løgene, når de er klar til optagning. Saml al løgaffald sammen og fjern det fra haven efter høst. Løgaffald fra inficerede løg skal ikke i kompostspanden i køkkenet. Løgskimmel stammer fra inficerede løg i jorden eller fra sætteløg. Sår man sine løg, kan man undgå smitte fra sætteløg.

Løgskimmel

Løgskimmel spredes meget hurtigt, hvis man ikke fjerner angrebne blade. Foto: Karna Maj

Ingen kållarver – endnu

Man kan se enkelte hvide kålsommerfugle i haven, men endnu er der ingen larver i kålene. Det fortsætter ikke ret meget længere. Det er derfor nu, man skal overdække sine kål med insektnet, hvsi man ikke vil have bruge tid på at pille larver af kålene hen over sommeren. Bionet er åbent og tillader vinden at passere, mens fiberdug er for lukket om sommeren over kål. I varme og fugtige perioder kan overdækning med fiberdug give problemer med råd i kålene. Hvis kålene er store og kraftige med stive blade, kan der lægges Bionet direkte ud ovre kålplanterne. Ellers sætter man buer af elrør til at understøtte insektnettet med.

Filtgalmider

På bladene på havens træer og buske kan der pludselig forekomme massevis af små udvækster. De kan være grønne og store som på valnøddebladene, eller små og måske endog rødlige. På blommer kan man også se galler på frugterne. Det er filtgalmider, som får bladene til reagere med disse galler. Selv om det ser voldsomt ud, er skaden som regel minimal.

Få lys og luft i haven – klip hækkene til sankthans

Hækkene er i år vokset en halv meter ud til hver side og i toppen. Så de tager både meget plads og lys fra havens andre planter. Derfor er det god ide at få dem klippet snarest. Man kan dog sagtens vente med at klippe hækkene til hen først i juli – det giver mulighed for at nøjes med en klipning.

Det er ikke kun de løvfældende hække, som skal klippes her i sidste halvdel af juni. Det er også bedste klippetidspunkt for buksbomhække og de formklippede buksbom nu, hvor nytilvæksten er ved at ophøre. Taks klippes bedst sidst i august. Har man en fritvoksende hæk af laurbærkirsebær, så er det også nu, at man kan skære den ind ved at fjerne grene og skud. Hvis man har små børn er det også en god ide at fjerne de grønne frugter, som er giftige. Stedsegrønne hække bør klippes i overskyet vejr.

Ny bog: Ghitas Roser

Netop nu springer roserne ud i de danske haver, og har man lyst til at nyde en god bog om roser, så har Ghita Nørby og Torben Thim skrevet en fin bog Ghitas Roser, som udkom i foråret på forlaget Lindhardt og Ringhof. I bogen fortæller Ghita om sine roser og sin have, om at gå i jorden og være i sin have hver dag. Om at nyde de mange rosensorter og passe dem. Bogen er en samtale mellem de to rosenelskere om roser – de har delt interessen for roser i 23 år. Bogen indeholder en del private fotos fra Ghita Nørbys liv på og udenfor scenen og en masse dejlige rosenbilleder.

Her er du: Forsiden > 2011 > Havenyt uge 25, 2011

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider