Rimdækkede tage og lidt rim i blomsterbedet om morgenen er på en måde lidt dejligt her i december – men det bliver kortvarigt for den lune luft kommer igen ude fra Atlanterhavet her midt i december, og måske med mere end 10° varme.
Kigger man lidt nærmere i blomsterbedet, så er der primula i knop – nogle blomstrer endda. Det er jo interessant nok, men det giver ikke den kriblende fornemmelse som i foråret, når de første primula springer ud. Forskellen er, at der er to vintermåneder imellem. Vi ved, at det fremspirende hurtigt kan dø i frost og sne. Der er også selvsåede voksurt, som er spiret frem i sensommeren, og som nu er en halv meter høje, og det næste er vel, at de snart blomstrer, hvis ikke frosten ødelægger dem. Og ukrudtet det blomstrer og er i gang med at sætte frø.
Primula med fine små knopper – men det kræver godt vejr, hvis knopperne skal springe ud og give fine blomster. Her er blomsten ødelagt – måske mere af den megen regn end af nattefrost. Foto: Karna Maj
Det er en mere kriblende tanke, at der nu kun er to måneder, til vi kan gå i gang med at så de første chilifrø i vindueskarmen. Det kribler i hvert fald i frøfingrene. Og efter nytår er alle frøfirmaerne hurtigt på banen med året frønyheder, nogle har allerede lagt det nye i netbutikken. Og leger man med tanken om LED vækstlys, kan man gå endnu tidligere igang.
Men der er måske mere ide i at prøve at drage nytte af de lune vintre ude i haven, når vi er så heldige at få nogle ind i mellem de kolde. Der er faktisk kun to år siden, vi havde tre frost- og snevintre i træk, og det var trælst med sne langt hen på foråret. Så måske skal vi nyde det lune decembervejr. Og har man satset og sået overvintrende kål, så kan man glæde sig over at se de udvikler sig, som de gør i England, hvor de kan høste de første bladkål i februar og de første spidskål i marts–april.
Spring Cabbage af den type, der dyrkes i England. De står fint i det milde decembervejr. Men kommer der masser af barfrost vil de virkelig tage skade. Bliver vinteren mild, kan det give tidlige kål. Det er lidt lotterispil – men går de til, så kan man bare plante nye kålplanter i foråret. Foto: Karna Maj
Men der er meget andet, der vokser lige nu. Sent såede gulerødder, ræddiker og kinesiske radiser vokser endnu, og står sellerierne stadig på voksestedet, ser det også ud til, at de stadig bliver lidt større. Og grønkål og palmekålene står rigtig fine – måske hører de til julemenuen i din familie.
Med udsigt til at haven står brun/grøn i julen, så skal der måske ryddes og pyntes lidt op, hvis juleforberedelserne giver tid til det. Det er nu, at haver med stedsegrønne hække, buske og træer ser tiltrækkende og dejlige ud – til forår ser de lidt dystre ud mod alt det nyudsprungne lysegrønne. Så det gælder om at have lidt af det hele, så haven er dejlig hele året.
Man kan også vælge at skippe alt havearbejde fra nu af og bare hente grønsager, pyntegrønt og så videre til juleforberedelserne. En ting er sikkert – haven venter tålmodigt på, at du igen har tid.
Kinesiske radiser er noget helt andet end kinaradis. Kinesiske radiser er der flere sorter af – den her har et flot rødt indre. Nogle år kan farvningen være mere intens, andre år mere fraværende. De er milde og knasende sprøde. Den her er fra en såning 28. juli, og de vokser stadig. De bør sås 1–2 uger tidligere for at få større radiser. Foto: Karna Maj
Hvis man har mange syltede rødbeder, drueagurker eller pickles, nogle fine små glas med hjemmelavet marmelade eller gele, så er det de fineste jule- og værtindegaver, man kan komme med, især hvis gavemodtageren ikke selv er aktiv med syltegryden. Har man mange dejlige æbler eller valnødder, så kan man lave flotte værtindegaver, hvis man bruger fantasien og laver en flot indpakning. Eller måske små glas med en håndfuld tørrede chili.
Hjemmeavlede frø er også en fin værtindgave – eller julegave. Du kan selv lave fine små kuverter med sortsnavn og måske billede af planterne og en dyrkningsvejledning.
Til de ældre i familien eller travle børnefamilier kan man forære et gavekort på en dags havearbejde eller et konkret stykke havearbejde som at klippe hækken eller slå græsset, hvis det er her, det kniber med at overkomme haven. Et andet projekt kunne være at komme og hjælpe med at gøre drivhuset rent. Eller levere udplantningsplanter til foråret – f.eks. tre tomatplanter eller chilier til drivhuset leveret i maj.
Er du god til at lave gode tomatplanter og måske endda af spændende sorter, så kan du give et gavekort på et par tomatplanter i maj. Måske endda inklusiv plantning. Foto: Karna Maj
Hvis man skal give gaver til andre haveinteresserede, så kan man forære dem en haveudflugt til en eller anden spændende have til forår eller sommer. Eller en tur sammen til en havefestival eller etmarked. Måske har vedkommende ikke bil og derfor svært ved at komme et bestemt sted hen, eller de vil helst afsted sammen med andre. Vælg udflugtsmålet – eller lad modtageren vælge. Find inspiration under Besøgshaver
Hvis man giver et gaveabonnement i julegave, så sender modtageren dig sikkert en venlig tanke hver gang, der kommer et nyt tidsskrift ind ad døren. Der er mange at vælge imellem, både magasiner udgivet af forlag eller medlemsblade fra haveforeninger. Det sidste give adgang til mere end læsestof, da man her også kan deltage i medlemsarrangementer og havenetværk.
Landsforeningen Praktisk Økologi, som står bag Havenyt.dk, har et virkelig flot og inspirerende tidsskrift, og her får man også adgang til vores arrangementer og havenetværk. Se mere under Medlemsfordele. Og man kan bestille haveforklæde og plakater meget billigt her op til jul.
Her kan du bestille et gavemedlemsskab på Praktisk Økologi, men det er absolut sidste udkald for at nå det inden jul. For at være sikker på, at det når frem, så skal det bestilles senest onsdag.
Havebøger er en god gave – både at ønske sig og at give til andre. Og der er kommet en hel del nye bøger hen over året. Mange, der dyrker køkkenhave, har også stor interesse for at få bøger om at fremstille god og velsmagende mad af havens afgrøder. Når afgrøderne er nye er de så lækre, at de næsten bare skal koges og spises naturel. På den her årstid skal der ligesom lidt mere til, for at rodfrugter, kartofler og kål giver en kulinarisk oplevelse.
Hvis du mangler ideer til, hvad du skal ønske dig eller give til en haveven i julegave, så kan du finde mange netbutikker med ting til haven i Forhandlerguide her på
Hvis tomaterne ikke er ødelagt af frost endnu, så modner de selv her i december. Men en ting er farven – de skal ind i varmen for at få lidt smag. Foto: Karna Maj
Et forsøg med at så forskellige afgrøder sidst i august har haft gode betingelser i år. Her er det rund sort ræddike, som er sået 27.august. De er ikke blevet så store, men smager dejligt. De vokser endnu. Foto: Karna Maj
Ræddiker udvikler store flotte blade – her rækken sået 27. august. Den kan godt bruges som efterafgrøde – og så måske nå at give nogle fine små ræddiker. Foto: Karna Maj
Festfyrværkeri er kun tilladt på bestemte dage op til nytår. Men i haven spørger bladbederne ikke om lov. Foto: Karna Maj
Pickles er en god julegave – med grønsager fra egen have. Foto: Karna Maj
Allerede først i april er der masser af forårsblomster at se på. Et godt sted at se dorotealijle er i Botanisk Have. Foto: Karna Maj
Praktisk Økologi er medlemsblad for Landsforeningen Praktisk Økologi. Det nye nummer fra november har frøsamling som tema. Du kan vælge at bestille medlemsskab med start, så du får nr. 6/2015 som første nummer. Foto: Karna Maj