Havenyt uge 28, 2016

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Det er ikke til at følge med; jeg tror at det hele både vokser og modnes, alt imens jeg går rundt i haven. Imellem bygerne kaster jeg mig ud i alt det grønne med bare tær i gummistøvlerne. Store dråber falder rytmisk fra kastanjetræet og ned over de mange roser i bedet. Roserne lider under slagregnen, og de farvestrålende blade falder til jorden og der, hvor roserne formår at holde på kronbladene, bliver de desværre brune og snaskede på blomsterstilken.

Kinesisk purløg blomstrer fint og er til stor glæde for alle der er på vingerne imellem bygerne

I køkkenhaven blomstrer bønnerne, imens jeg kan høste længere nede på planten, jordbærrene har kun enkelte bær tilbage, mens skovjordbærrene stadig blomstrer, og hindbærrene skal plukkes hver dag. Krydderurterne vokser villigt, og ærterne giver i rigelige mængder.

Den danske sommer viser sig fra sin mest lunefulde side, regn og blæst dertil en masse skyer som solen kan gemme sig bag. Det giver lune, men fugtige dage der kan stikke en kæp i hjulet for de fleste udendørs aktiviteter. Men det betyder ikke, at der ikke skal laves en masse i haven, der skal klippes og nusses, der skal høstet og nydes! Så næste gang du ser en stor paraply til salg så køb den… så kan du stadig gå en runde i haven med en kop kaffe, selv om det regner skomagerdrenge.

Den danske sommer er meget lunefuld, og der kommer byger hele tiden. Men der er ikke noget så dejligt som Danmark om sommeren

Bær så lang øjet rækker

Mens jordbærrene synger på sidste vers, er der kommet meget andet til. Der er nu så mange modne bær, at der slet ikke er tid til at spise det hele, og slet ikke uden at få mavekneb både i store og små maver. Der er ikke noget, der kan måle sig med et solvarmt bær direkte fra planten; det smager sødere og rundere, mere syrligt og tilfredsstillende end noget andet.

Der er enkelte modne stikkelsbær, ribs (både hvide og røde) kan spises og solbærrene springer i munden, når deres blanke sorte skind brister imellem tænderne. Jo, det er bærtid!

Hindbærrene modner efterhånden, det vil sige, at det godt kan betale sig at gå en tur forbi buskene dagligt. Jeg bliver altid så trist, når jeg ser alle de store bær, jeg er gået glip af, som de hænger der mørke og overmodne. Hindbærrene er nemme at bruge friske, ovenpå is eller i kager, til morgenmad ovenpå skyr eller havregryn. Jeg laver også hurtig kompot af de knapt så gode bær, så er der lidt til et stykke brød eller som tilbehør til kærnemælks rand, en dejlig klassiker. Du kan også fryse dem enten i en pose eller plast beholder. Hvis du gerne vil have, at bærrene forbliver hele, kan du fryse dem på en bageplade ovenpå bagepapir. Når bærrene er frosne, kan de komme i en beholder, og er nemme at tage op enkeltvis. Læs mere her om at have hindbær i haven.

Husk at så eller plante nye afgrøder

Det er så skønt at hente dejlige grønsager i haven og gerne så længe som muligt. For at din køkkenhave skal kunne levere så længe som muligt, skal du huske at så efter. De næste 7–14 dage kan du nå at så voksbønner, grønne bønner, bladbeder, glaskål/ knudekål, dild og salat. Rucola skal du dog vente lidt med, da den går i blomst i sommervarmen.

Hvis du har forspiret sommerkål og grønkål, kan du få dem ud på de tomme pladser efter løg, hvidløg, salat eller gulerødder nu. Normalt kan det være lidt af en udfordring af få de små planter til at klare sig i varmen. Men med al den regn vi har fået (og får) og at solen ikke brænder ned, giver gode muligheder for, at de kommer til at overleve. For ikke at tale om, at du ikke behøver at vande. Det skal den danske sommer nok fikse for dig.

Hvis du har lyst til at prøve noget andet, kan du prøve med de orientalske bladgrønsager: kinakål, pak choi og komatsuna, mizuna og Chrysanthemum coronarium.

De er ikke lige til at få i den almindelige handel, så var de orientalske bladgrønsager ikke på din indkøbsliste til foråret, er det nu du skal have dem fremsendt fra frøfirmaerne på nettet. Prøv at se på Forhandlerguiden, og find lige det du står og mangler. Jeg må dog advare; når først du ser alle de dejlige frø der findes, kommer der måske lidt mere med i indkøbskurven.

Valmuen kan også spises

Valmuen giver birkes, det er dens frø. Har du valmuer i haven, kan du bare lade de dejlige blomsterstande stå og høste birkes af dem og bruge det i bagværk. Du kan også sprede frøene ud, så du får flere valmuer til næste år eller bytte dine frø med andre, på Del jorden

Små svirrefluer nyder de mange blomster, der er at finde både i haver og grøfter lige nu

Nu bliver dagene kortere

Det er ikke rigtig til at mærke det endnu, om aftenen er det stadig lyst, og om morgenen kysser solen vore kyster lidt i fem. Men dagene bliver hastigt kortere, og der er faktisk ikke så lang tid til jul! Det betyder også, at det der er tilbage af vækstsæsonen, er ved at gå på hæld og at mange af vores tidligt såede afgrøder som salaten, begynder at gå i stok. Det gør ikke noget, så endelig på de tomme pladser og giv hønsene salaten i stok – eller brug den i en sjov buket.

Kinesisk purløgs blomster kan du bruge som drys på din mad

Sommerbeskæring – det er nu

At beskære i de træagtige grene er bedst fra den 1. juli til 15. september. Her er træerne bedre til at lukke sårene og dermed til at beskytte sig mod fx svampeangreb.

En af ulemperne ved at beskære imens der er blade på, er at det er meget svært at se busken eller træets arkitektur, men der kun et at gøre; du må gå lidt frem og tilbage et par gange for at se hvilken gren, det er der skal af.

Det er vigtigt at beskære regelmæssigt da der ikke er noget der »passer sig selv«. Du skal kun beskære, hvis det er nødvendigt. Beskær så tidligt som muligt mens grene er tynde, skær ind til grenkraven men ikke ind i den og beskær om sommeren. Ved at følge disse enkle regler kan du beskære nænsomt og holde dine buske og træer sunde.

Græsplænerne er lysende grønne

Med alt det vand vi har fået, er der godt gang i plænen. Den vokser med stor kraft, og det er svært at få den tør nok til at blive klippet. Det lange græs kan ligeledes være svært at få omsat, selv med bioklip på maskinen. Så er der bare at samle det op og få det brugt i haven, det kan bruges til at gøde køkkenhave, drivhus eller staudebede med. Du strør bare græsafklippet ud på jordoverfladen i et tyndt lag.

Plænen bliver ikke flottere end i disse dage

Brug krydderurter mod bladlus

De mange smukt blomstrende krydderurter bl.a. persille, dild, koriander, merian, græsk oregano og isop, og forskellige mynter kan du bruge i kampen mod bladlus i andre planter. Blomstrende krydderurter tiltrækker mange bier og insekter. Ikke mindst svirrefluer hvis larver æder bladlus.

Der er altid et par steder i haven, der er særligt hårdt ramt af bladlus, her tænker jeg især på roserne. Derfor er det en god ide at plante netop nogle af disse krydderurter i nærheden af de bladlusplagede planter for at tiltrække svirrefluer. Fluerne lægger æg i bladluskolonierne, og på den måde kan du helt biologisk bekæmpe de små dyr.

At plante et træ

Det er nu der er tid til at planlægge, hvor havens træer skal stå. Brug tiden til at gå rundt i haven, se på den fra vinduerne og ude fra vejen. Se, hvor der skal være et nyt træ eller to til efteråret, og der skal overvejes, hvilken kroneform træet skal have. Og husk træer vokser sig også store.

Når vi planter et træ, er det som regel ikke for vores egen skyld. Træer vokser som regel så langsomt, at det er for den næste generation vi planter. Det gør ikke så meget, det er dejligt at se et lille træ blive til et stort. Men for at træet skal have en god start, er det vigtigt at det bliver plantet rigtigt.

Grøftekanten er smuk og fuld af liv, tag et par blomster med hjem

Her er du: Forsiden > 2016 > Havenyt uge 28, 2016

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider