Havenyt uge 49, 2018

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Det er småt med havearbejdet, nu vi er trådt ind i vintermånederne, men det kan være dejligt at gå en tur i haven her i december væk fra juleriet, og bare rive lidt blade sammen, rydde op eller udvælge grøntsager til aftensmaden. Mange haveejere har også stadig en del dejlige grøntsager i køkkenhaven og æbler i kasser, som det kan være en rigtig god idé at spise masser af som modvægt til decembers søde spiser og julefrokosternes lækre, men lidt fede retter.

Havens farver er efterhånden noget afblegede, men de røde nuancer på sankthansurtens blomsterstande og rævehalernes stængler lyser stadig op. I mange haver vælger man også her i julemåneden at supplere med lidt pynt til havens krukker.

Efeu får flotte runde bær i vinterhalvåret. Smukke i dekorationer og god mad for fuglene. Foto: Heidi Kirk Nissen

December er stadig ung, men mange er godt i gang med at udveksle ønskelister og sørge for årets julegaver. Sidst i nyhedsbrevet er der tips til nogle lidt anderledes julegaver, som nok skal vække lykke hos modtageren.

Vinterens salatskål

Der har efterhånden været nattefrost op til flere gange de fleste steder. Så salat på friland er der ikke meget mere af, men den står stadig i drivhuset en del steder.

Selv i drivhuset skal man dog huske at dække store salatplanter i frostnætter, da de ødelægges af bare den mindste frost, mens små salatblade kan tåle flere graders frost uden at tage skade. Hvis frosten endnu ikke har ødelagt dem, så kan man som erstatning for salat bruge sent udplantede spidskål eller savoykål med små lækre hoveder og en mild smag.

Den almindelige rucola er der masser af, hvis man huskede at så sidst i juli, eller man har ladet planterne kaste frø og selvså. Her i efteråret gror de villigt selv inde under frugttræer, så det er måske her, man skal lægge planter med frø næste år, så de selv kan sørge for resten. De klarer sig langt hen på vinteren på friland.

Kørvel sået i sensommeren overvintrer grøn, så her kan man allerede godt tage lidt. En god og grøn vinterret er kørvel i en olieeddikemarinade sammen med hakket skalotteløg over en portion kogte porrer.

Der er sikkert også stadig blade at hente på bladbede, spinatbede og spinat. En af efterårets mest imponerende bladgrøntsager i både udseende og udbytte er den flotte sennep ‘Red Giant’, men ligesom de andre bladgrøntsager smager den ikke af så meget på den her årstid.

Tid til vintergrøntsager

Det er i det hele taget nødvendigt at lægge madvanerne om og tilpasse sig vintergrøntsagerne. Efter en lang sommer med masser af søde velsmagende tomater fra egen have, fristes man nu heller ikke ligefrem til at spise de ret smagsløse købetomater. Købte sommergrøntsager i vinterhalvåret er meget langt fra de friske, som vi kan hente ud i haven i den lune del af året.

Men der er heldigvis også masser af gode vintergrøntsager, som smager glimrende på den her årstid. Når der ikke er mere bladgrønt, så er det for eksempel tid til at gå over til at bruge fintsnittet kål i salatskålen. Her kan bruges både rød-, hvid- og grønkål. Det er mere vitaminrigt og sundt end den drevne eller importerede salat, man kan købe.

Man kan lave nogle både meget velsmagende og mættende salater ved at kombinere fintsnittet kål med et udvalg af æbler og appelsiner, nødder, rosiner og tørrede abrikoser, dadler og tranebær samt en velsmagende dressing. Salaten kan være mere eller mindre julet alt efter, hvad man blander i den.

Der er også alle de dejlige porrer, alle rodfrugterne, kålene, kartoflerne, løgene osv. Plus alle de gode ting, der er kommet i fryseren. Hvis man er heldig, er der her – eller på glas – lidt hjemmekogt tomatpure med masser af hvidløg og basilikum. For selv om det er en god oplevelse at følge årstidens rytme i haven og inde i køkkenet, så er der nu nogle ting, man godt kan længes efter, når det er blevet vinter.

Hvidløg med grøn top

Hvis de satte hvidløg er begyndt at dukke op i lange fine rækker med de første blade, så er der ingen grund til panik. I en normal dansk vinter vil løgene klare overvintringen alligevel.

I lune efterår vil hvidløgene ofte nå at dukke op med grønne toppe, inden vinteren sætter ind for alvor. Det kan måske give eftertanke til overvejelser om at vente til allersidst i oktober, inden man sætter løgene. I alle tilfælde de luneste steder i landet. Det optimale er, at løgene danner rødder, men først danner top sidst på vinteren eller i det tidlige forår, alt efter vinterens hårdhed.

Vintervand stedsegrønne

Det lyder måske skørt, at man skal vande i december. Men det kan faktisk være en god idé at vande under stedsegrønne buske også om vinteren. De stedsegrønne træer og buske har godt nok nåle og blade, som økonomiserer med vandet, så der fordamper lidt vand herfra i forhold til de løvfældende. Men hvis vi får barfrost og/eller lang tids hård frost, hvor jorden fryser langt ned, så kan planternes rødder ikke optage nok vand. Får vi samtidig hård blæst, kan de stedsegrønne hurtigt få svedne blade og nåle.

Værst går det ud over de stedsegrønne med store blade som laurbærkirsebær og ikke mindst de nyplantede stedsegrønne, som endnu ikke har rødderne ret langt nede. Det er også en god idé at jorddække rundt om nyplantede stedsegrønne, så det varer længere tid, inden jorden fryser. Hold dog jorddækket væk fra selve stammen, så musene ikke begynder at hygge sig her og gnave af barken.

Hvis jorden er godt våd på nuværende tidspunkt, skal man ikke vande i store mængder nu, men overveje det løbende i vinterens løb. Man kan eventuelt gøre det til en vane at vaske nyhøstede rodfrugter fra køkkenhaven i en spand vand udenfor, inden de tages ind, og bruge vandet herfra. Det vil samtidig gøre, at den gode jord ikke ender i køkkenvasken og dermed i kloaksystemet. Man kan så med mellemrum skifte vandet i spanden og på omgang vande de stedsegrønne med en spandfuld vand.

Beskyt stamme og træer mod dyregnav

Både harer og mus kan finde på at gnave af træernes bark, når jorden på et tidspunkt fryser til og dækkes med sne.

Ikke mindst de mindre frugttræer er udsatte. Det er derfor en godt idé at beskytte stammerne på det nederste stykke, hvis dyregnav er et problem i nabolaget. Der kan købes forskellige løsninger i planteskolerne, og ellers man finde mange kreative løsninger ved at google. Der skulle også være en virkning i at smøre stammerne med hjortetakolie, som man kan læse mere om her >

Få forslag til beskyttelse af nye træer mod haregnav >

Hvis man har et godt lag jorddække på jorden under frugttræerne, er det en god ide at fjerne det fra området omkring stammen i vinterperioden. Ligesom jorddække ved de stedsegrønne, er der ingen grund til decideret at stille et dejligt opholdsted med fuld forplejning til rådighed for musene.

Beskyt mod rådyrene

Rådyrene forgriber sig på både frugttræer, kål og andre grønne afgrøder i haverne. Prydbuske kan også være attraktive, kamelia er ofte en yndlingsspise hos rådyr. Også i resten af haven kan rådyrene finde på at fouragere. De spiser det, de bedst kan lide af udbuddet. Jordbærblade, rødbedeblade, bladbeder og palmekål er bare nogle af deres vinterfavoritter. Hvis man vil være sikker på at have sine grønkål i fred, kan man blive nødt til at hegne dem ind. Hvis rådyrene er sultne nok, er overdækning med net ikke tilstrækkelig beskyttelse. Dyrene kan ødelægge nettene og æde kålene ned til jordhøjde.

I Den Økologiske Have i Odder har de gode erfaringer med at bruge uldtotter i køkkenhaven.

I nogle områder har man succes med at hænge friske fåreuldtotter op for at holde rådyr og harer på afstand. Det er dog ikke alle, der har held med metoden i deres have. Uldtotterne skal udskiftes med jævne mellemrum for at bevare virkningen.

Decemberdekoration

Når haven ligger mørk og stille og vinterhviler i december, henter vi glædeligt grene, bær, kogler, lav og andre naturmaterialer indenfor for at lave dekorationer og på den måde stadig bevare lidt af den forbindelse til naturen, som vi ellers mest oplever i de lysere af årets måneder.

Bliv inspireret til, hvad du kan samle i haven og skoven til dekorationer i sidste uges Ugens Havenyt >

På Havenyt.dk kan du finde inspiration og opskrifter til en ny dekoration hver måned året rundt. I december er det en enkelt juledekoration med lys og en lille stjerne, der sammen med birkens hvide stamme, cypres og lav giver en sød, lille dekoration, der kan lyse op og minde os om, at der stadig er meget dejligt at hente i haven selv i årets mørkeste måned.

Få opskriften på december måneds dekoration her >

Gaveforslag 1 – Miljøvenlige kvalitetsgaver

Man kan blive helt tummelumsk af det gaveræs, der går for sig hvert år i julen. Vil man gerne give julegaver med en mening bag, kan man gå efter gaver, som er miljøvenlige, brugbare og af god kvalitet, så de holder i mange år. Det er ofte netop ved at vælge kvalitet, at vi sparer mest for både klima, miljø og pengepung på den lange bane.

Håndredskaber til haven er tit gode gaver. De forbruge ikke strøm eller benzin, og man får mere motion. Hvis man har lys i indkørslen og haven, så er tiden måske inde til at ønske sig nye lamper med LED pærer, som har et meget lavt strømforbrug og lang levetid. Et par kogebøger med vegetarretter er også gode gaveidéer – ikke kun for klimaet, men også for vores sundheds skyld i øvrigt.

Find inspiration til gaveidéer og egne ønsker i Havenyt.dks forhandlerguide >

Er man medlem af Praktisk Økologi kan man gøre brug af medlemsrabatten på 20%, når man handler julegaver hos Dilling Underwear. Her er der blødt og lækkert undertøj til hele familien lavet af økologisk bomuld eller det fineste økologiske merino uld. For den sporty type eller bare den, der tager godt fat i haven, er der også mulighed for at købe svedabsorberende og åndbart funktionsundertøj, der også er frit for skadelige stoffer.

Læs mere om muligheden for medlemsrabat her >

Gaveforslag 2 – Havehjælp

Hvis man er mere til at lægge hjemmelavede pakker under juletræet, kan man overveje alternative gavemuligheder.

Til ældre i familien eller travle børnefamilier kan man forære et gavekort på en dags havearbejde eller et konkret stykke havearbejde som at klippe hækken, hvis det kniber med at overkomme eller nå det i haven. Et andet projekt kunne være at hjælpe med at gøre drivhuset rent.

For dem, der har mod på at forpligte sig, kan et klippekort på græsslåning eller jævnlig lugning også vække stor glæde hos dem, der ikke er så mobile selv.

Gaveforslag 3 – Haveudflugt

Hvis man skal give gaver til andre haveinteresserede, så kan man overveje at forære dem en haveudflugt til en spændende have til foråret eller sommeren. Måske har vedkommende ikke bil og derfor svært ved at komme et bestemt sted hen, eller måske er det bare sjovere at være flere af sted på haveudflugt.

Der er mange skønne haver og haveanlæg i Danmark, både private og offentlige. Har modtageren af udflugten set dem alle, og bor man i den nordøstlige eller sydvestlige del af landet, kan man også overveje at kigge ud over landets grænser og finde ny inspiration i vores nabolande. uden at det skal tage mange timer at komme til udflugtstedets mål.

Gaveforslag 4 – Haveviden og inspiration

Vil man gerne give en nem gave, som ikke koster meget tid eller planlægning, men samtidig vil give glæde hele næste år, kan man overveje at give et medlemskab af foreningen Praktisk Økologi. Foreningen står bag Havenyt.dk, og som medlem kan man både få generel dyrkningsinspiration gennem det populære medlemsblad og personlig inspiration fra de lokale havenetværk og mentorere.

Med et gavekort til et medlemskab af Praktisk Økologi får man både konkret haveviden, som man selv kan fordybe sig i, og mulighed for at dele tanker og erfaringer med mange andre ligesindede, der også går op i at dyrke en frodig og miljøvenlig have.

Køb gavekortet til årets mest langtidsholdbare julegave her >

Her er du: Forsiden > 2018 > Havenyt uge 49, 2018

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider