Havenyt uge 18, 2019

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Så fik vi regn, og der er mere vente i ugens løb, så jorden nu igen bliver dejlig fugtig. Varme har vi også haft, og det har sat gang i væksten af det såede, satte og plantede.

Senere på ugen får vi dog koldere vejr, og mange steder kommer der risiko for temperaturer tæt på eller under frysepunktet om natten, hvilket man er nødt til at tage højde for.

Salgsstativerne lokker allerede med sommerblomster, så man bliver fristet til at plante krukkerne til, men overvej at vente på lidt lunere vejr eller i stedet købe blomster, der klarer en smule kulde, som gyldenlakkerne her. Foto: Heidi Kirk Nissen

Det er snart tid for at så sommerblomster direkte på friland og sætte georgineknolde. Det præcise tidspunkt er dog afhængig af hvor sen nattefrost, man plejer at have i sin have. Vi er kun ved indgangen til maj, så man kan uden problemer vente 1–2 uger, hvis man bor i de koldere dele af landet.

Er tomatplanter og andre kuldefølsomme planter kommet på fast ophold i drivhuset, er det en god idé at tage dem ind for natten igen. Tomat- og chiliplanter kan direkte gå i vækststandsning, hvis temperaturen kommer under 8 °C, og de vokser langt bedre ved højere temperaturer. Hvis man har kartofler, som er kommet op, så hold også øje med eventuel nattefrost, så de kan dækkes i tide.

Lille høst i maj måned

Selvforsyning er blevet moderne, men ikke med samme alvor som tidligere, hvor man skulle leve af det, man dyrkede. Dengang var det engelske udtryk »The Hungry Gap« om foråret alvor, hvor det var småt med både friske og gamle grøntsager fra haven.

Maj er den måned med mindst mad i haven. Der er ikke meget at hente derude af nyt spiseligt ud over persille, purløg, asparges og rabarber. Af gammelt er der måske stadig porrer, som ikke er gået i stok, eller lidt brugbare gulerødder, pastinakker og persillerøder. Og så er der selvfølgelig skorzonerrod og havrerod, som ikke mister i kvalitet, selvom de sætter ny top.

Men ellers er det småt med friske grønsager fra haven i den kommende måned. Der er med andre ord god grund til at fremme dyrkningen af alle de afgrøder, som hurtigt kan give mad i maven.

Nye grønsager på vej

Har man investeret i et godt aspargesbed, kan der hentes de første asparges fra egne rækker, og de er noget mere saftspændte og friske end de udenlandske i supermarkedet. De fleste dansk dyrkede asparges havner på restauranter, så vil man have friske asparges, må man som regel ud og finde en gårdbutik eller andre små steder med hjemmedyrkede grøntsager til salg – eller dyrke dem selv.

Varme og væde skal der til, før aspargsene skyder op for fuld kraft, og det samme gælder spinat. Den efterårssåede spinat kan man begynde at høste lidt blade fra allerede nu, mens den forårssåede endnu kun er i kimplantestadiet i mange haver.

Nye kartofler må de fleste vente flere uger på endnu. Hvis man har lagt dem tidligt under plast, er der nye kartofler sidst i maj, hvis man er heldig. Eller måske rettere hvis man passer dem med vand og gødning og beskytter dem, hvis nattefrosten pludselig kommer tilbage. Det kan komme tæt på sidst på ugen.

Kartoflerne vokser lidt hurtigere under fiberdug, som også beskytter mod let nattefrost. Har man startet med kartoffelpotter indenfor først til midt i marts, så er der nu ved at være kartofler på størrelse med hasselnødder.

Det er en udfordring at beskytte kartoffelplanter mod nattefrost. Fiberdug beskytter en del, men hvis den ligger løst oven på kartoffelplanterne, kan de blade, som dugen hviler på, få frostskader. Er kartoffelplanterne halvstore, så dæk med en tunnel med endnu et lag fiberdug eller plast. Foto: Heidi Kirk Nissen

Hvis man har salat, løg og tidlige kål, som er store nok til at plante ud, så er det bare med at komme i gang, hvis planterne står i potter, så rodsystemet ikke beskadiges. Hvis de plantes under overdækning med fiberdug, behøver man ikke at afhærde planterne først. Med udsigt til lave nattemperaturer, er det en god idé med fiberdug over det første stykke tid.

Hvis udplantningsplanterne står i kasser eller potter med mange planter, så deres rødder beskadiges ved udplantning, er man nødt til som minimum at finde et par overskyede dage, hvor planternes noget reducerede rodsystem kan følge med til at optage vand nok til bladene. Det er bedst at plante den type planter ud i forbindelse med regn og overskyet vejr.

Så nyt i køkkenhaven

Hvis man drømmer om tidlige gule eller grønne bønner og har plads i drivhuset, kan man så et mindre antal til udplantning midt i maj, hvor jorden er lunere. Men det er et sats, da maj kan pludselig blive kold og våd.

Jorden skal være minimum 14 °C, før bønner spirer bare nogenlunde godt. Lige nu er jordtemperaturen på vej nedad igen, og den ender sidst på ugen under 8 °C nogle steder, men det varierer over landet.

Følg jordtemperaturen og få en prognose på kommuneplan >

Jordtemperaturen er lige høj nok til at så ærter, men den daler, når det bliver koldere senere på ugen. Den skal helst være over 10 °C for at så ærter, men man kan eventuelt satse og så under dække af fiberdug. Det skal alligevel over i mange haver for at undgå, at duerne henter frøene.

Se spiretemperaturen for forskellige frø >

Hvis man vælger at så kål og de andre korsblomstrende arter direkte på voksestedet, så skal de sås nu med 3–4 frø for hver ønsket plante. Hvis man har problemer med jordlopper eller snegle, så er det mere sikkert at forkultivere eller købe planterne, da store planter kan vokse fra eventuelle skader, mens nyspirede kan blive totalt ødelagt. Porrer kan også sås direkte, men de fleste vælger at plante småplanter ud i sidste halvdel af maj eller starten af juni.

Så rodfrugterne i de næste 2 uger

Det er en god ide at så persillerod, pastinak, skorzonerrod, havrerod, bladbede, julesalat og første hold rødbeder inden for de næste to uger, gerne med udsigt til nogen regn. Sommergulerødder kan man også fortsat så. Man kan i princippet også så vintergulerødderne nu, men de holder sig kvalitetsmæssigt bedre til vinteropbevaring, hvis de først sås sidst i maj. Gulerod spirer først ved 8 °C, og rødbeder spirer heller ikke særligt godt i kold jord, så tjek jordtemperaturen inden såning.

Spiringstiden er lang for især gulerod, persillerod og pastinak, og her er der en risiko for, at sårillerne tørrer ud, inden at frøene når at spire og får sendt kimroden nedad, hvor der er vand nok. Det er derfor vigtig både at sørge for, at jorden i sårillen er godt fugtig, og at der øverst er et tyndt lag revet jord, som kan mindske fordampningen.

Forkultivering og såning på friland af majs

Hvis man vil dyrke majs og være sikker på at få store flotte majskolber, skal frøene sås indenfor omkring 1. maj. Efter fremspiring kan de flyttes i drivhuset, hvor de får masser af lys. Beskyt dem med fiberdug ved risiko for nattefrost. De kan også spire i drivhuset, men det tager væsentlig længere tid. De tåler ikke frost, og majsplanterne plantes derfor først ud i sidste halvdel af maj, når de har udviklet tredje blad.

Læs mere i artiklen »Sådan dyrker du majs« >

Majsene kan også sås på friland i begyndelsen af maj i en varm periode. De kræver en spiretemperatur på mindst 12 °C. Man får et mere sikkert resultat, hvis man forspirer dem nogle dage mellem f.eks. fugtige stykker køkkenrulle i en plastikpose. Når man kan se, at spiren er på vej, sår man dem udenfor.

Har man lavet én såning af én sort majs, vil alle kolber blive høstmodne i den samme uge. Hvis man vil kunne høste majs over en længere periode, må man enten så i flere omgange med samme sort, eller så flere sorter med forskellig udviklingstid.

Overvejelser om sommerblomster

Der er kun meget få steder i landet, hvor vi er ude over faren for nattefrost, så man satser lidt, hvis man udplanter sommerblomster, som ikke tåler frost. Der er risiko for temperaturer helt ned omkring frysepunktet i denne uge mange steder.

Krukker og kasser kan måske flyttes indenfor, hvis der er udsigt til nattefrost, eller de kan beskyttes. Det er sværere med sommerblomster plantet spredt ud i bedene i hele haven. Hvis man laver egne udplantningsplanter, kan man vælge at forkultivere dem, så det passer med udplantning først i juni, når løgblomsternes blade fjernes.

Men skal man købe planter, så er det de næste 14 dage, at udvalget er størst af pæne planter. Det er noget af et dilemma. Man må gøre op med sig selv ud fra lokalklimaet, om man vil satse og plante sommerblomster nu for tidligt at have sommerblomster i haven. Eller om man vælger den sikre løsning og venter lidt endnu.

Find inspiration til planteskoler og havecentre i Havenyts forhandlerguide >

Georgineknoldene kan snart komme i jorden

Det er svært at forestille sig, at de små, indskrumpede georgineknolde, der er købt i poser eller har overvintret i kældre og skure, kan blive til store livskraftige og farvestrålende blomster.

Men det kan de, og de kan komme i jorden først i maj. De skal lægges, så alle knoldene er i jorden, og kun den tørre pind fra sidste års stængel stikker op. De tørre knolde har brug for masser af vand, så vand plantehullet grundigt inden plantning.

Georginer kan ikke tåle frost, og hvis man bor er sted, hvor sen nattefrost er almindelig, bør man måske vente lidt med at sætte dem eller dække med fiberdug. Hvis man kun har få og er indstillet på at dække mod nattefrost, kan man godt sætte dem nu. En omvendt urtepotte er nok beskyttelse ved let nattefrost, som der potentielt kommer sidst på ugen.

Hvis man har forspirede georginer, som har lange spirer, kan man blive nødt til at sætte dem nu og så være klar til at dække ved eventuelle frostnætter. Georginer trives også fint i krukker, og de kan flyttes ind ved risiko for sen frost. Vil man gerne være sikker på, at de spæde nye skud ikke skades af eventuel frost, kan man også drive dem i potter eller i en kasse i drivhuset.

Saftspændte georgineknolde kan for øvrigt spises på samme måde som kartofler. Smagen er ikke helt samme høje kvalitet, men de er afgjort spiselige og sjove at servere ved middagsbordet.

Læs mere i artiklen »Georginer – spiselige og vilde« >

Gå på jagt efter de små dræbersnegle

Det indtil nu ret tørre forår har ikke været godt sneglevejr. De er der, men har indtil nu gemt sig på fugtige steder og har været lette at finde under større planter, potter o.l… Men nu hele haven fugtig, og de får bedre betingelser.

Starten af maj er et godt tidspunkt at indlede jagten på dem, da der ikke er så mange store planter i haven og dermed steder, hvor de kan gemme sig. Det er konkret en god idé at have en bøtte med låg eller pose med rundt, når man er i haven, så man altid har et sted at putte sneglene hen, når man støder på dem. Eller aflive dem på stedet.

Har man mange, kan man blive nødt til at ty til Ferramol sneglekorn eller afprøve virkningen af nematoder på de helt små snegle. Inden man går i gang, skal man dog lige være opmærksom på, at nematoderne kan gå på alle slags snegle i haven, og det har ikke kun positive sider at slippe af med alle de andre slags snegle i haven.

Ved at fjerne sneglene i haven udrydder man en del af havens nedbrydere. Snegle er en vigtig del af nedbryderkæden af det organiske affald i haven. De indgår desuden i havens fødenet, hvor for eksempel fugle og pindsvin delvis lever af snegle.

Læs mere i artiklen »Er det mon en dræbersnegl?« >

De frodige mælkebøtter

Modsat meget af det andet ukrudt, som vælter op af jorden lige nu, så kan man blive i godt humør af at se på de gule, livsbekræftende mælkebøtter. Især hvis det er en græsmark og ikke ens egen græsplæne, som er farvet gul af blomsterne.

Hvis det generer at have mælkebøtter i den grønne plæne, er den eneste miljøvenlige måde at fjerne dem på ved at stikke dem. Et mælkebøttejern er det mest effektive redskab. En almindelig kniv kan også med lidt øvelse bruges.

Stik også mælkebøtterne alle andre steder i haven, så de ikke smider frø. Lige nu er jorden faktisk så fugtig, at man kan løsne den lidt med gravegreben, tage fat om roden og med et langsomt og sejt træk hive hele roden med op.

I det nye nummer af medlemsbladet fra Praktisk Økologi er der en artikel om ukrudt på godt og ondt. I den står der blandt andet, at »Vi skal i princippet ikke bekæmpe ukrudt, men komme det i forkøbet så det ikke behøver at komme«. Det får man gode råd til i artiklen.

Læs et uddrag af artiklen her >

Nyt medlemsblad på vej

Det nye medlemsblad er på vej ud til postkasserne hos medlemmerne af Praktisk Økologi.

Denne gang kan man blive inspireret af en rejse til Centralasiens frugtskove, gåsehold, blomsterstriber, ukrudt på godt og ondt, selvforsyning i en travl hverdag, stauder og krydderurter i krukker, løgminérfluen, nye havebøger og nyt fra foreningen og dens levende netværk.

Læs mere om de spændende artikler i medlemsbladet her >

Meld dig ind i Praktisk Økologi, så får du medlemsbladet sendt som pdf, så du kan læse alle artiklerne i det og få bladet sendt til din egentlige postkasse fremover.

Bliv medlem af Praktisk Økologi her >

Her er du: Forsiden > 2019 > Havenyt uge 18, 2019

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider