Havenyt uge 35, 2019

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Vi er i de sidste dage af sommeren, og pludselig er sommervejret og varmen tilbage. Haven er i forvejen frodig, og med varmen vil afgrøderne i køkkenhaven vokse endnu hurtigere. Det handler om at være hurtig for at høste den enkelte plante på det bedste tidspunkt. Samtidig vil mange af blomsterne blive ved med at sætte nye blomster, og der kan hentes ind til talrige, store buketter her i sensommeren.

Solsikke hører sensommeren til. En enkelt blomst gør det næsten ud for en hel buket. Foto: Heidi Kirk Nissen

Det ser ud til, at vi får lune temperaturer et stykke tid endnu, så går man i gang med de normale aktiviteter for årstiden som at plante eller dele i staudebedet, plante stedsegrønne buske og træer eller anlægge ny græsplæne, så skal man være ekstra opmærksom på vanding af det nyplantede.

Til gengæld kan man nyde godt af de tørre dage, hvis man skal ud at samle frø i haven. Mange af planterne står med modne frø sidst i august, så har man planter, man gerne vil dyrke af egne frø til næste år, er det i den kommende periode, man skal tage frø.

Høst egne frø

Det er let at høste egne frø af en hel del arter og sorter i haven. Man sparer ikke kun penge på indkøb af nye frø, men får også virkelig friske frø, der ofte spirer bedre end de købte, der ikke altid er nyhøstede. De frø, vi køber, skal nemlig kun overholde en vis spireprocent. Frøenes alder er der ingen krav til.

De sparede penge kan med fordel investeres i nye frø af spændende planter, som man så igen selv kan tage frø af til næste efterår. På den måde opbygger man med tiden en stor variation af spændende grønsager, krydderurter og blomster i haven.

Hvis man har lyst til at høste eget frø, er det nu, man skal til at overveje hvilke arter og sorter, der skal høstes af. Det er kun muligt at høste frø med samme egenskaber, hvis det er frøægte sorter, såkaldte »open pollinated« sorter. Hybridsorter af typen F1 giver et helt andet resultat end forældreplanten og ofte til den kedeligere side.

Nogle arter er selvbestøvende, og her er der ikke fare for krydsbestøvning mellem flere sorter. Tomater er selvbestøvende, så her kan der uden problemer høstes frø af de frøægte sorter.

Hvis man ikke har fået høstet alle ærter i tide, kan man lade bælgene modne færdig på planten, så der er frø til næste års ærtesåning. Hvis der er ikke er andre ærtesorter i nærheden, kan man være ret sikker på, at der ikke er sket en krydsbestøvning, og at man får ærter magen til de nuværende.

Det samme gælder bønner. Udvælg et par af de bedste planter med mange fine bønner, og lad dem stå til frøhøst. Hvis de ikke når at blive helt tørre på roden, kan planterne i efteråret hives op og hænges til tørre et tørt og luftigt sted. Samme metode kan bruges ved høst af frø af valske bønner.

Høst i haven

Varme og sol betyder, at vi får masser af søde tomater og bidende chilier. Bønner kan nu høstes i store mængder og alle mulige farver. Kartoflerne er store, og er de afmodnede, kan man tage dem op nu. Kartoflerne kan også have flere farver både gule, røde og blå. Modne løg er også klar til høst og efterfølgende tørring. Også de kan være meget forskellige. Der er for eksempel skalotteløg, bananløg og kepaløg, som både kan være fladrunde og højrunde, gule, hvide eller røde.

Der er en mangfoldighed af sorter i dag, og det gør det sjovt at dyrke køkkenhave, når man kan prøve nye sorter med nye farver og nye smage. Og når man også tager den store mangfoldighed af sorter i stauder og sommerblomster med, så er der virkelig mulighed for en stor mangfoldighed i haverne. Men mange har endnu ikke opdaget det, så høster man selv frø af spændende planter, så høst lidt ekstra og forær dem til naboer eller gode venner.

Masser af tomater

Det er en sand fryd at gå ind i et drivhus fyldt med masser af supersøde tomater, så man bare kan spise løs og samtidig tænke på, hvor meget en lille bakke cherrytomater koster i supermarkedet. Og dem i butikken er ikke halvt så gode som de hjemmeavlede og helt solmodne tomater.

Har man mange sorter, er der endnu mere at smage på. Det gælder også om at komme på besøg i andres drivhuse og smage på tomater. Det er nu, der skal smages, og sorter udvælges til næste års dyrkning. Det giver et langt bedre resultat end at læse sortsbeskrivelser i januar. Er de gode sorter frøægte, kan man selv tage frø til næste års dyrkning.

Udvælg nogen store flotte tomater, og lad dem modne godt. Når frøene skal høstes, skrabes de ud af tomaterne og lægges til tørring på eksempelvis et kaffefilter. Vil man have de rene tomatfrø, som dem man køber, skal frøene gæres.

Læs mere i artiklen »Sådan høster du frø af tomat« >

Orange Pear Cherry er en produktiv tomatplante og giver mange farverige tomater både til at snacke og til salatskålen. Foto: Heidi Kirk Nissen

Vi kan have tomater til helt hen i oktober, hvis vi kan undgå kartoffelskimmel og gråskimmel. Begge dele angriber, når der er fugtige blade i nattetimerne. Det er derfor en god idé at lade drivhuset stå åbent hele døgnet rundt og vande først på dagen på dage med sol og blæst, så fugten kan nå at fordampe i løbet af dagen.

Agurker i drivhuset

Man kan også være heldig med agurkerne. Ikke så længe som med tomaterne, men gode og sygdomsfrie planter kan fortsætte med at vokse og sætte masser af agurker i sensommeren.

For at få gode agurker er det en god idé at fjerne nogle af de store gamle blade, som måske ikke længere ser så pæne ud og dermed give lys til nye og mindre blade på de skud, hvor der dannes agurker nu.

De tre mest almindelige grunde til, at agurkproduktionen ophører, er spindemideangreb, agurkeskimmel og meldug.

Læs mere om sygdomme i agurker >

Hæv græskarrene fra jorden

Græskarrene har ikke haft den bedste sommer, men er man startet med gode forkultiverede planter, så når de nok at modne, inden de skal høstes. Det afhænger helt af vejret i september og selvfølgelig af, hvor tidligt vi får den første nattefrost. Græskar tåler ikke frost.

Lige nu er jorden ret tør, men det kan være en god idé at lægge græskarrene op på en forhøjning allerede nu, så de får et tørt underlag, indtil de er modne og kan høstes. Man kan for eksempel lægge dem op på en mursten eller flise. Ligger de på fugtig jord, kan de begynde at rådne, inden de skal høstes.

Dyrk i efterår og til overvintring

Det er for sent at så det meste nu til fuld udvikling, men er der flere frø af salat, spinat, sennep, orientalske bladgrønsager, dild, almindelig rucola og bladbeder, må man gerne så løs og med lille rækkeafstand. Alle hurtigudviklende bladgrønsager kan man stadig så og nå at høste småblade af til salatskålen i løbet af efteråret. Ellers så dem i kasser, så de kan flyttes ind i drivhuset, når det ryddes efter tomater og agurker.

Man kan stadig nå at så spinat, persille og salat til overvintring.

Læs mere om såning til overvintring i sidste uges Ugens Havenyt >

Har man flere udplantningsplanter stående af grønkål, salat mv., så plant dem ud. Alle medlemmer af kålfamilien vokser godt hele efteråret. Hovedkål får man dog ikke noget ud af, men er spidskål små, kan de sikkert overvintre og danne hoveder næste forår. Grønkål vil uden problemer vokse sig større de kommende måneder.

Gem krydderurterne

Det har været en fornøjelse at kunne hente friske krydderurter i haven hele sommeren. Friske krydderurter er noget helt særligt, men desværre er det langt fra dem alle, der kan høstes om vinteren. Nogen kan dog som eksempelvis timian, merian, salvie, peberrod, kørvel og i noget af vinteren også persille.

Er der meget persille i haven, kan man med fordel fryse en del af det ned, så der er til vinterens varme retter. Foto: Heidi Kirk Nissen

Heldigvis er det muligt at gemme noget af krydderurternes overflod til de koldere tider ved at tørre eller fryse dem.

Mange krydderurter kan tørres på et luftigt, skygget og gerne mørkt sted. Det er vigtigt at høste krydderurterne på en varm og tør dag, når duggen er væk. De bør tørres ved maks. 40 °C, og det er bedst at bruge et tørreapparat til formålet, da det kan være svært at få dem tørret tilfredsstillende. I perioder med tørt, sommerligt vejr kan det dog godt lade sig gøre uden.

En anden mulighed er at fryse krydderurterne. Ikke alle krydderurter tåler at komme i fryseren, men en række af de fryseegnede er basilikum, dild, selleritop, kvan, estragon, fennikel, kørvel, løvstikke, anisisop, purløg og persille.

En tredje måde at bevare sommerens smag af krydderurter er ved at lave pesto. Her kan bruges basilikum, løvstikke, rucola, koriander, estragon, dild, mynte, isop og merian.

Læs mere om at lave pesto i artiklen »Pesto af havens krydderurter« >

Endelig er det oplagt at prøve at opbevare krydderurter som salvie, estragon og rosmarin i olivenolie. Olie med friske krydderurter skal opbevares i køleskabet.

Pluk den modne frugt

Hvis man har flere æbler og pærer, end man kan spise friske, og man ønsker at opbevare dem, skal man begynde at holde øje med, hvornår frugterne er plukkemodne. De skal høstes lige inden, de er helt modne og falder ned af sig selv.

Plukkemoden frugt kan kendes på, at frugten giver slip, når man forsigtigt løfter den op, og vrider den lidt ud til siden. Men vær opmærksom på, at det er frugt uden orm, som der er tale om. Frugt med orm modner ca. 14 dage før, og det er dem, der falder ned først. Det kan bruges som et varsel om, at nu er det på tide at holde øje med netop den sort æble eller pære.

Frugten lægges i flade kasser eller tremmekasser i helst ét eller højst to lag. Der skal være god luftcirkulation. De bør stå ude under halvtag eller lignede så længe som muligt. De tåler kun let nattefrost og skal helst opbevares frostfrit.

Hvepse som nyttedyr

Hvepsestik gør ondt, og de er ikke velkomne, når de sværmer om de søde sager på havebordet, men hvis man lægger mærke til det, så tiltrækkes de også af mad med kød. Ude i haven går de også efter »kødmad«, og her kan man se en hveps sidde og guffe en kållarve i sig.

Den adfærd giver en helt anden oplevelse af hvepse, og gør dem til et meget nyttigt insekt – især for dem, der dyrker kål og plages af kålsommerfuglens larver.

Det er en god idé at lade hvepsene eller gedehamsene, som de egentlig hedder, leve i fred i haven, hvis de ikke er en stor plage. Medmindre der er nogen i familien, som reagerer allergisk overfor deres stik.

Få inspiration til små haver

Nina Ewalds nyeste bog »Den store bog om små haver« hjælper haveejere til at skabe spændende, hyggelige og personlige små haver.

Bogens første del handler om det grundlæggende design af små haver. Her gennemgås de tanker, man bør gøre sig omkring indretningen af en lille have. På en letforståelig måde føres læseren igennem overvejelser om design, forskellige former for beplantning og elementer som vand, farver, materialer, vægge, lofter og gulv i haven m.m.

I den anden del af bogen præsenteres man for 13 haver, der hver især er forskellige i stilart, men har det fællestræk, at de har fået det bedste ud af begrænset plads.

Den mindste have i bogen er 52 m² og den største 365 m², og de spænder over villahaver, rækkehushaver, gårdhaver, byhaver og kolonihaver. I beskrivelserne af de enkelte haver, hører man også om ønsker, udfordringer og de løsninger, som har fået den lille have til at fungere særlig godt. Der er også planteforslag, så det er muligt at efterligne, hvis man selv ønsker en have i stil med en af de beskrevne haver.

Forfatteren bag bogen Nina Ewald har valgt at donere to eksemplarer af bogen i en konkurrence for Havenyt.dks læsere. Det eneste man skal gøre for at få en chance for at vinde en bog er at sende sit eller sine bedste tip til en lille have til havenyt@praktiskoekologi.dk.

De to vindere trækkes på næste tirsdag kl. 8.00 og får tilsendt deres bog kort efter.

Kom til fagfestival om FNs verdensmål og skolehaver

Den 6. september inviterer Haver til Maver til den store fagfestival »Dyrk livet« i Humlebæk.

Haver til Maver er en af de førende foreninger for grøn omstilling i børnehøjde, og foreningens medlemmer gør hvert år skolehaver til en del af undervisningen for op mod 15.000 folkeskolebørn i Danmark i de mere end 150 skolehaver, foreningen har spredt over hele landet.

På festivalen vil der med udgangspunkt i FNs verdensmål blive dykket ned i, hvordan man kan inspirere almindelige mennesker til at tage del i den grønne omstilling gennem eksempelvis skolehaver.

Festivalen er gratis for professionelle, fagfolk og engagerede aktivister inden for området have, mad og natur i børn og unges opvækst.

Læs mere om festivalen her >

Her er du: Forsiden > 2019 > Havenyt uge 35, 2019

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider