Sådan høster du frø af tomat

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Der findes utroligt mange tomatsorter, og hvis man selv sår planter i foråret, kan man næsten ikke lade være med at samle på tomatsorter.

Det er sjovt at have en mangfoldighed af tomatsorter i haven. Der er sorter med gule, orange, røde og næsten sorte tomater. Der er endda sorter med modne tomater, der er grønne, og der tomater med striber i afvigende farve. Tomater kan være alt fra de små cherrytomater til kæmpe bøftomater, de kan være runde, aflange, have spids og være pæreformede. Nogle skal vokse i drivhus, andre kan gro på friland, mens andre igen kan gro i krukker og ampler. Nogle sorter bliver høje planter, andre er busktomater. Det kan være saftige almindelige tomater eller pastatomater med et lavt vandindhold, der er gode til pastasovs. Og ikke mindst så smager de mange forskellige tomatsorter meget forskelligt.

Det er let at tage tomatfrø

Det er meget nemt at tage tomatfrø – man behøver kun en enkelt plante, ja egentlig kun én tomat. Tomater er selvbestøvende, så der forekommer normalt ikke krydsbestøvning af sorterne. Nogle kartoffelbladede sorter kan dog krydse med andre sorter, så de skal plantes et godt stykke væk, hvis man vil høste tomatfrø.

Frøægte sorter

Der er dog en betingelse, som gælder for alle slags planter, som man selv vil tage frø af: Det skal være frøægte sorter, også kaldet OP-sorter (open-pollinated). Alle sorter, som ikke er F1-sorter, er frøægte. Så kig på frøposen, inden du tager frø.

Tager man frø af F1-sorter, så aner man ikke, hvordan afkommet bliver, da det er en krydsning mellem to helt rene linjer, ofte indavlede. Afkommet har stort set altid ringere egenskaber end den plante, man tager frø fra – oftest meget ringere. Så hvis man vil have en bestemt F1 sort, må man købe den hvert år.

Vælg en moden tomat

Når man høster tomatfrø, tager man altid pæne frugter fra de bedste planter. Det er bedst at tage fra de tre nederste klaser. Tomaten skal være godt moden. Man kan evt. sætte små klistermærker på de tomater, der er udset til frø, så de ikke bliver spist ved et uheld.

Den lette metode til at gemme enkelte frø

tomatfrø

Tomatfrø med slimlag tager lang tid om at tørre. Foto: Karna Maj

Hvis det skal gå hurtigt, og man kun skal bruge et par enkelte tomatfrø, kan man blot tage frøene og anbringe dem på et kaffefilter og lade dem tørre ind her. Frøslimen tørrer ind, men langsomt, og nærmest limer dem fast. Husk at skrive sortsnavn på kaffefiltret. Næste forår kan man enten forsigtigt løsne dem eller klippe rundt om dem og så en bid kaffefilter med. Selv efter flere år er tomatfrøene stadig spiredygtige. Se dog nedenfor om fordelene ved at gære tomatfrøene inden tørring

Den lette metode til mange frø

Tomatfrø med frøslim er noget klistret stads, så hvis man vil lave mange frø – til flere år, så man ikke behøver at tage frø af alle sorter hvert år, eller hvis man gerne vil forære væk – så er det nemmest at fjerne slimlaget ved gæring, inden de skal tørres.

Gæringen har desuden tre yderligere fordele:

  • Slimlaget indeholder spirehæmmende stoffer. Tomatfrø vil i naturen også gære, inden de igen skal spire – tomaterne falder til jorden og rådner væk.
  • Tomatfrø tørrer meget hurtigere, når slimlaget er væk.
  • Svampene danner under gæringen antibiotiske stoffer, som dræber en række sygdomskim under gæringen.

Sådan gærer du tomatfrøene

Nedenfor kan du se en fotoserie af, hvordan du gærer tomatfrøene, skyller og tørrer dem:

Gæring af tomatfrø

Indmaden med frø tages ud af tomaten og kommes i et glas, og der tilsættes lidt vand. Mange små tomater kan evt. blendes. Sæt sortsnavn på glasset og sæt det et lunt sted og rør rundt et par gange om dagen. Efter 3–5 dage kommer der mug på overfladen. På billedet ses begyndende mugdannelse. Foto: Karna Maj

Tomatfrø

Når der kommer mugdannelse på overfladen, er frøene gærede, slimlagt opløst, og frøene falder til bunds, og det meste af vand med tomatpulp kan hældes fra. Foto: Karna Maj

Tomatfrø

Når frøene er skyllet i nogle hold vand, hældes de ud i en trådsigte, hvor de skylles under vandhanen, mens man gnider dem mod trådsigten og fjerner evt. rester af slimlaget, så de bliver helt rene. Foto: Karna Maj

Tomatfrø til tørre

Frøene hældes ud på et kaffefilter og duppes tørre ved at lægge et andet ovenpå og trykke det ned mod frøene. Gentag evt. med to ny kaffefiltre – brug gerne de ublegede. Her er kun brugt hvide for at man bedre kan se frøene. Frøene lægges til tørre på et tørt kaffefilter – husk at skrive sortsnavnet herpå. Foto: Karna Maj

Tomatfrø

Når frøene er ved at være tørre, gnubbes de let løse og er nu fint hårede og klar til at gemme væk et tørt og gerne køligt sted i en papirspose. Foto: Karna Maj

Litteratur om frøsamling

Hvis du gerne vil høste frø af andre arter, er det nødvendigt at vide, om arten er selvbestøvende, eller om den kan krydse med andre sorter. Du kan finde oplysninger herom i artikelkompendiet »Frøavl til husbehov« af Lila Towle, som er formand for Frøsamlerne. Det kan købes hos Landsforeningen Praktisk Økologi.

Kommentarer

Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Fantastiske Frø

Økologiske frø

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Spiroggro

Frø af foderplanter

Frøsnapperen

Grundige såvejledninger til alle frø

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Frø og såning > Sådan høster du frø af tomat

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider