Havenyt uge 46, 2019

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Arbejdet i haven foregår i november som oftest i de få lyse timer sidst på eftermiddagen eller i weekenden. Der er stadig en del, man kan tage sig til, og efterårets havearbejde er ikke så vejrafhængigt eller tidspresset som forårets såning og plantning. Man kan derfor give sig god tid og nyde havens sidste efterårsfarver, mens man stikker kanter på græsplænen, river blade sammen til vinterbeskyttelse af de sarte planter eller høster af de sene afgrøder.

I køkkenhaven er kålbedene stadig flotte. Lige nu er det mildt, men det er vigtigt at holde øje med nattetemperaturen, så modne hovedkål som spidskål, hvidkål og rødkål høstes, inden der kommer frost for alvor. Foto: Heidi Kirk Nissen

Tørre novemberdage er også ideelle til at få ryddet op, klargjort jord til nye bede, bekæmpet ukrudt og få plantet træer, buske, hække og roser. Nu, hvor bladene i høj grad er faldet af, kan også de barrodede plantes, og de novemberplantede kommer meget bedre i gang, end hvis de først plantes i det tidlige forår.

Hold jorden dækket

Novemberhaver kan se meget forskellige ud. Nogle haveejere har det bedst med en ryddelig have, hvor alle visne blade og staudetoppe er fjernet, og køkkenhaven efterårsgravet, så jorden ligger brun og øde hen. I andre haver er prydbedene dækket af gule og brune blade, mens køkkenhavens bede står grønne af efterafgrøder.

Det er en god idé at planlægge haven, så man får sået efterafgrøde, så en stor del af havens bede er grønne hele efteråret. Selv om det meste efterafgrøde ødelægges af frost, er der nok planter til at beskytte jorden vinteren igennem, da rødderne effektivt holder på den gode jordstruktur.

Stik kanterne af på græsplænen

Det er altid en god ting at være på forkant med havearbejdet i det tidlige forår, hvor der er så mange gøremål på én gang.

En af de ting, som man kan gøre her sidst på efteråret, er at stikke kanterne af på græsplænen. Det giver som ekstragevinst nogle fine græsplænekanter vinteren igennem, da græsset først begynder at vokse igen omkring april.

Jordtemperaturen og sidste græsslåning

Normalt er det i foråret, at vi interesserer os for, hvor varm jorden er. Men faktisk er det også relevant lige nu at vide, at græsset først nu er ved helt at stoppe væksten. Jordtemperaturen skal ned omkring de 5 grader, før væksten holder helt op.

Jordtemperaturen har de sidste uger ligget omkring 6–8 grader de fleste steder, og græsset har fortsat vokset. Så måske skal plænen slås endnu en gang.

Plænens længde om vinteren er et diskuteret emne. En kort plæne giver mindre risiko for sneskimmel. Men det er oftest blade og perioder med liggende sne, som er årsagen.

Modsat er det praktisk med en ikke helt kortslået plæne i vinterperioden, da længere græs har et dybere og bedre rodnet. Er græsplæne lidt lang, gør det den også lidt mindre sårbar for færdsel om vinteren, og mosset får sværere ved at udkonkurrere græsset.

Desuden giver lidt længere græs bedre sikring mod, at blade kommer til at danne et kompakt lag, som bliver liggende på plænen. Er der luft under bladene, kan de lettere blæse et andet sted hen ved næste blæsevejr.

Visne blade er guld værd

Men der er ingen grund til at lade bladene ligge på plænen, for de nedfaldne blade er guld værd i haven. Har man ikke sået efterafgrøde, kan de bruges til at dække bar jord, så jordstrukturen beskyttes mod vinterklimaet og til at isolere jorden omkring rodfrugterne, så de er nemme at grave op i vinterperioden.

Det kan være svært at få blade nok, hvis man har en stor køkkenhave. Men lige nu er der en chance, hvis man har naboer, som endnu ikke har opdaget værdien af visne blade og gerne vil af med dem.

Det kan sagtens betale sig at spørge naboen, om man ikke skal komme forbi med en løvrive og befri dem for de visne blade på plænen. Foto: Heidi Kirk Nissen

Hvis man mangler mere dækkemateriale, kan man få fat i nogle halmballer. Halm skal lægges ud i stille og fugtigt vejr med udsigt til regn, så det ikke blæser væk. Regnen vil hurtigt få halmen til at falde sammen.

Hvis man har mange blade, så gem eventuelt nogle sække med tørre blade til at blande mellem det grønne køkkenaffald i den lukkede kompostbeholder. Kompostmaterialet her bliver tit både for vådt og uden nok strukturstof om vinteren, hvor omsætningen næsten går i stå.

Man kan også gemme sække med blade til at jorddække med i maj måned, hvor der virkelig mangler dækkemateriale. Men det kræver, at det ikke er blade fra frugttræer, da de kan indeholde smittestoffer – som skurv -, der kan overvintre og angribe træerne næste forår. Men har man et sted i haven med prydtræer, som ikke er sygdomsangrebne, så kan man samle blade til at gemme der.

Beskyt de stedsegrønne

Alle de stedsegrønne buske i haven går en svær tid i møde, hvis vi får en vinter med længerevarende frostperioder, ikke mindst hvis det er kombineret barfrost og blæst.

Når jorden fryser for alvor, kan de stedsegrønne planter ikke optage vand, men der skal stadig bruges vand til fordampning. Det kan give bladsvidninger. Derfor kan 8–10 cm bladdække, ikke mindst af rhododendronbedet, gøre en stor forskel, da det kan forhindre, at jorden fryser de første mange dage i frostperioder.

Hvis der er problemer med, at bladene blæser væk, så kan man stikke grangrene ned til at skabe den fornødne læ, så de bliver liggende.

I skovene er man nu ved at klippe pyntegrønt og fælde juletræer, så her kan man måske gratis eller billigt få et stort bundt af de grangrene, som ikke er flotte nok til pyntegrønt.

Julepynt fra haven

Her i november begynder gør-det-selv-julefolk at lave dekorationer til kalenderlys og advent. Det er hurtigt at købe en færdig grankrans med pynt. Men man får en langt mere personlig dekoration, hvis man går en tur rundt i haven og samler visne blomster, interessante frøstande og ikke mindst stedsegrønt, der udgør hele grundlaget i julens dekorationer.

Man kan hurtigt spare mange penge ved at klippe dekorationsgrønt i sin egen have. De stedsegrønne træer og buske skal ikke skamferes, men man kan som regel godt tage en gren hist og her, uden at det går ud over det overordnede indtryk. Samtidig er pyntegrønt fra haven langt mere friskt, end det der har været uger undervejs til butikkerne.

En have med stedsegrønne træer og buske som kristtorn, fyr, gran, taks, ene, thuja, buksbom eller vedbend kan levere et godt udgangspunkt for at lave flotte advents- og juledekorationer. På vedbend kan både blade og bær bruges. Foto: Heidi Kirk Nissen

Der er også mange andre grunde til at sætte pris på havens stedsegrønne træer og buske. De er grønne midt i alt forfaldet og den grå tristhed. De danner rammer og giver haven struktur vinteren igennem. De tiltrækker fugle til haven med læ og skjulesteder. Stedsegrønne hække og buske dæmper blæsten og giver et bedre mikroklima i haven hele året.

Læs mere i artiklen »Pyntegrønt fra egen have« >

Haveselskabets julemarked

Mangler man idéer til julens dekorationer og pynt, kan man overveje at lægge vejen forbi Haveselskabets julemarked, der afholdes i Haveselskabets have på Frederiksberg her i weekenden. Her er over 40 stande med alt tænkeligt til oppyntning i forbindelse med julen.

Der bør også afsættes tid til at gå en runde i den inspirerende have, der er i anledning af julemarkedet er pyntet med fakler og lanterner.

Læs mere om julemarkedet >

Dyrk dine egne grønsager og frugt

Der er al mulig grund til at dyrke egne grønsager og frugt i haven. I haverne kan man avle grønsager, bær og frugt uden at belaste miljøet ret meget. Eller måske slet ikke, da man ofte kan dyrke helt uden brug af transport og med egen kompost. Og man kan være helt sikre på, at det, man spiser, er dyrket uden brug af sprøjtegift. Desuden kan man dyrke mange flere forskellige slags grønsager, bær og frugt, end man normalt kan købe i supermarkedet.

Det er en god idé allerede nu at gå i gang med planlægningen af en ny køkkenhave eller en udvidelse af den eksisterende. Grønsager skal dyrkes i ude i solen, og det betyder i mange haver, at køkkenhaven mest fornuftigt anlægges i græsplænen.

Efteråret er faktisk det bedste tidspunkt at anlægge en ny køkkenhave på, da man kan vende græstørven ned og dermed få en langt bedre jord i de nye køkkenhavebede, end hvis man skræller græstørven af og fjerner den til kompostering i foråret. Her i det sene efterår, skal man kun grave jorden, ikke bearbejde den. Frosten bevirker, at den vendte jord bliver lettere at bearbejde til forår.

Læs mere i artiklen »Anlæg en køkkenhave i græsplænen« >

Havereportage fra Østerlen

På en kold novemberdag er det dejligt med inspirerende læsning, hvor tankerne kan få lov til gå på langfart. Inspirerende læsning er der masser af i det nyeste medlemsblad fra Praktisk Økologi. Ikke mindst i artiklen »Trädgårdstur i Österlen«.

På Mandelmanns gård er der malkekvæg, får, grise, flere slags fjerkræ, bier, frugttræer, blomster og grønsager både på friland og i flere væksthuse. Foto: Mia Stochholm

Redaktøren af medlemsbladet Mia Stochholm har sammen med andre haveentusiaster besøgt Østerlen, der ligger i det østlige Skåne. Et mindre område med et mildt klima og mange spændende haver, planteskoler og andre steder for haveinteresserede.

Et af de mest interessante steder er Mandelsmanns gård. Her har familiens Mandelmann åbnet deres have og nærtliggende marker for gæster, og de deler villigt ud af deres store viden om økologisk dyrkning, som de har gjort det i flere år på svensk tv. Mandelmanns gård er et betagende sted med en helt særlig atmosfære, som de fleste besøgende bliver inspireret af til deres egen have.

Læs mere om Mandelmanns gård i havereportagen fra Østerlen >

Bliv medlem af Praktisk Økologi og få hele bladet sendt som pdf >

Giv praktisk økologi i julegave

Julen og dens gaver er så småt begyndt at dukke op i tankerne hos mange. Vil man gerne give en anderledes gave, som modtageren kan have glæde af i et helt år, kan et gavekort til et medlemskab af Praktisk Økologi være en god idé.

Udover seks numre hen over året af det populære medlemsblad med masser af inspirerende artikler, får modtageren også mulighed for at få gratis haverådgivning til sin have af en havementor, deltage i lokale netværk med frøbytte, havedage mv., være aktiv på årsmødet eller bare lytte til det inspirerende foredrag, og rabat på Praktisk Økologi festivalen, hvor man på en enkelt dag får både nye haveinteresserede venner og mere ny viden, end man kan læse sig til i adskillige havebøger.

Som en ekstra bonus får man her i juletiden bogen »Permakulturhaven – om flerårige grøntsager, skovhaver og gravefri dyrkning til selvforsyning og en levende fremtid«. Bogen er gratis, og man skal blot betale for forsendelsen (45 kr.).

Bogen kan man vælge selv at beholde, men den kan naturligvis også pakkes pænt ind og lægges under juletræet sammen med gavekortet til medlemskabet af Praktisk Økologi.

Læs mere om fordelene ved et medlemskab af Praktisk Økologi og køb gavekortet her >

Her er du: Forsiden > 2019 > Havenyt uge 46, 2019

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider