Havenyt uge 37, 2020

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Sommeren er forbi, og det kan ikke helt skjules, når man går en tur i haven. Efterårsfarverne begynder at titte frem, og mange planter begynder at forberede sig på, at vækstsæsonen er ved at gå på hæld.

Men det betyder ikke, at havesæsonen er slut. Tværtimod er der rigtig mange gøremål, som det først nu er tid til at gå i gang med her på den anden side af sommeren.

Med fugtig jord, kortere dage, lavere temperatur og masser af nattedug, så er det tid at gå i gang med at så de sidste køkkenhavebede til med efterafgrøde og anlægge ny græsplæne. Der skal også plantes nye stauder, gamle stauder skal omplantes, der skal plante nye stedsegrønne, sættes forårsblomsterløg og plantes jordbær. Skal der prioriteres, så er det jordbær og de stedsegrønne, der skal i jorden først. De løvfældende træer, buske, hække og de barrodede roser skal først plantes sidst på efteråret.

Rigtblomstrende asters er et tydeligt tegn på, at efteråret er kommet til haverne. Foto: Heidi Kirk Nissen

September er høstmåned og der gælder både grønsager, bær og frugt. Brombær, figner og efterårshindbær er søde og dejlige. Sommeræblerne er ved at være så modne, at de kan spises – hvis man kan lide syrlige æbler. Ellers kan man spise nedfaldsæblerne, som er mere modne.

Med efteråret kommer også lysten til retter med kål, porrer og rodfrugter, og de står rigtig flotte nu, ligesom der stadig er mange bønner og squash og måske også majs. Drivhuset er fuld af modne tomater, agurker, chili og peberfrugter. Har man flere, end man kan bruge her og nu, kan de tørres, syltes eller nedfryses til vinteren.

Efterår i drivhuset

I drivhuset er der stadig masser af sødmefulde tomater. Hvis de står direkte i drivhusjorden, bør man holde igen eller helt stoppe med vanding. Tomatplanternes rødder kan selv trække en del vand fra jorden udenfor drivhuset og ved at begrænse vandingen fremmes den søde smag og aroma i tomaterne, ligesom tendensen til at sprække bliver formindsket. Cherrytomaterne har mindre tendens til at sprække, og heldigvis er det i høj grad dem, der vil blive ved med at give tomater til langt hen på efteråret.

Det er generelt vigtigt at holde drivhuset mest mulig fri for kondens og herunder også dug om natten, da våde planter på den her årstid hurtigt giver grobund for råd- og skimmelangreb.

Først og fremmest skal man udlufte i drivhuset om natten. Hvor mange vinduer, der skal stå åbne, er forskelligt fra drivhus til drivhus. Det afhænger blandt andet af, hvor drivhuset er placeret. I meget lukkede haver kan det være nødvendigt også at have døren stående på vid gab.

Hvis der er udsigt til meget lave temperaturer, er det selvfølgelig bedre at lukke dør og vinduer for natten, men det er meget vigtigt hurtigt at få lukket op om dagen og få al fugt ud.

Hvis der skal vandes, skal det ske om morgenen på solrige dage, så jordenoverfladen kan nå at tørre inden aften. På det her tidspunkt er det også en god idé at tynde ud i bladmassen på både tomat- og agurkplanterne. Fjern angrebne blade og de nederste, store, gamle blade. Det øger luftcirkulationen.

Sylt overskuddet

Det kan være svært at overkomme at konsumere hele havens overflod her og nu. Det er derfor en god idé at gemme en del af det, så man kan tage det frem og nyde smagen af årets høst fra haven i den mørke vintertid. Noget kan gemmes i frisk form, mens andet er mere oplagt at sylte eller tørre.

Syltning var tidligere en nødvendighed, hvis man ville kunne nyde efterårets høst hen over den lange vinter. Nu er det meget nemt i stedet at købe de friske råvarer, hvor man stort set kan få alt fra udlandet gennem hele året, og hvis det ikke er i butikkens grøntafdeling, så er det nemt at tage en dåse fra hylden med konserves.

Man kan købe en dåse syltede pærer for næsten ingenting. Men hvad ved man om, hvordan disse pærer har været dyrket og hvilke gifte, de er sprøjtet med? Når man sylter egne pærer og serverer dem som dessert for familie og venner, så ved man, hvor de kommer fra. Man kan høste dem på det optimale tidspunkt og koge dem, så de bliver lige nøjagtig så sprøde eller bløde, som man helst vil have dem. Og man kan komme en ægte vanilliestang ved, hvis man har lyst.

Det samme gælder, når man sylter asier. Man kan krydre dem, så de kommer til at smage, ligesom man bedst kan lide dem. Kan man ikke lide peberrod, lader man være med at putte det i, og er yndlingsmagen løg og dild, kan man komme en ekstra håndfuld skalotteløg i eller masser af friske dildskærme fra haven.

Hvis tiden er knap, kan man vælge at prioritere at lave de ting, som man holder mest af, men som er svære eller dyre at få fat i i butikkerne i en god nok kvalitet. Det kan være specialiteter som syltede figner med kanel, laurbær, chili og stjerneanis, eller marmelade piftet op med spiritus som rom eller cognac.

De søde syltesager kan plukkes nu i haver og hegn, hvor man kan finde hyldebær, æbler, figner, brombær og blommer. Til den sure side kan man lave syltede agurker, græskar og asier samt pickles af grønsager som blomkål, bønner, gulerødder, løg m.m.

Så bladgrønt i drivhuset

Det er ved at være allersidste udkald for at så nye afgrøder i haven. Man kan stadig lige nå at så efterafgrøde, spinat og salat til høst som småblade på friland, men ellers er det drivhuset, der skal i brug nu for at kunne dyrke nye afgrøder.

De fleste haveejere er mest fokuseret på at så om foråret, men man kan få meget glæde af at efterårså, som disse fremspirede dild efter en sen såning. Foto: Heidi Kirk Nissen

De sidste tomater høstes ofte ikke før midt i oktober, hvor man ikke kan nå at så en ny afgrøde i drivhuset. Hvis man har ryddet agurkerne allerede, eller tomaterne er fjernet efter eksempelvis et kraftigt angreb af kartoffelskimmel, kan man til gengæld nå at så forskellige bladgrøntsager på den nu tomme plads. De vil kunne nå at sætte mange blade i oktober og november i det lidt lunere klima i drivhuset. Man kan med fordel prøve at så spinat, almindelig rucola, vårsalat, tatsoi, pak choi, namenia, rød (‘Red Giant’) og grøn sennep (Sareptasennep), radiser og salat.

Hvis der ikke er plads i drivhuset nu, kan man så frøene i nogle kasser eller krukker på friland. Når tomatplanterne fjernes i oktober, kan kasserne flyttes ind i drivhuset, og man kan måske høste lidt bladgrønt allersidst på sæsonen, hvis vi får et mildt efterår.

Men ellers vil de nævnte bladgrøntsager kunne overvintre i kasserne, hvis de dækkes med to lag fiberdug i frostperioder, og de vil så give masser af friske småblade til salatskålen fra marts. Husk at dække med insektnet, hvis det er afgrøder af kålfamilien, da der fortsat er risiko for kål- og især uglelarver.

Frø skal høstes i tørt vejr

September er højsæson for høst af frø i haven, men hyppige regnbyger kan få frøene til at rådne. Det gælder både frø, som skulle være klar til høst nu, eller som er ved at tørre på planterne.

Hvis der regner flere dage i træk, er det især et problem ved salat og ved de bønner, hvis bælge har jordkontakt. Det er derfor en god idé at tjekke de planter, der skal høstes frø fra og eventuelt binde dem op og fjerne ukrudtet rundt om dem, så frøbælge og -stande holdes mest muligt tørre.

På tørre dage er det praktisk at være opmærksom og indsamle høstklare frø, når man går en runde i haven. Heldigvis sætter de fleste arter frø over en længere periode, så oftest kommer der på et tidspunkt en periode med godt vejr, hvor man kan høste nye frø.

Orm i nedfaldsfrugter

Under æble- og pæretræerne er der nu en del nedfaldsfrugt, og hurtigt melder tanken sig, at nu skal der plukkes, inden alle frugterne falder ned. Men undersøg først lige de æbler og pærer og for den sags skyld også hasselnødder, som er begyndt at ligge på jorden. De første frugter og nødder under træer og buske er nemlig ormstukne, og det er netop grunden til, at de falder ned.

Æbler og pærer modner hurtigere, når den lille orm sidder derinde og gnaver. Det kan være irriterende, men man kan også vælge at tage det fra den positive vinkel og glæde sig over, at man får modne frugter 1–2 uger før normalt – hvis man altså kan leve med, at der skal skæres lidt af æblet.

Tjek om æblerne er plukkemodne

Sommeræbler som Skovfoged, Ananas, Guldborg og Summerred er ikke gode at gemme. De skal spises og bruges fra træet. Det er de senere sorter, begyndende med sorter som Fiippa, Spartan, Ingrid Marie og James Grieve, som det kan betale sig at plukke ned til at gemme.

Inden man begynder at plukke, skal man undersøge, om æblerne er plukkemodne. Afprøv i de kommende uger med jævne mellemrum, om æblerne er klar til at blive plukket. Det gør man ved at løfte æblet lidt og og dreje det opad. Slipper det ved dette lette drej, så har træet forberedt sig på, at frugten er ved at være moden.

Det er vigtigt ikke at plukke æblerne, før de er plukkemoden, da sukkerkoncentrationen ellers ikke er høj nok, og aromastofferne ikke er udviklede. Foto: Heidi Kirk Nissen

Det er forskelligt fra æblesort til æblesort, hvor lang tid, det er nødvendigt at vente. Filippa skal for eksempel ikke plukkes for tidligt, da æblerne så aldrig får den samme aroma som plukket ved tilpas modenhed.

Ingrid Marie er sur og uspiselig, når den er plukkemoden, men udvikler efter selve plukningen alle de fine smags- og aromastoffer og bliver samtidig tilpas sød. Men det er vigtigt at få plukket frugten, når den er plukkemoden, da den ellers ikke kun dratter ned og får stødpletter, men bliver overmoden og kan ikke holde sig frisk og saftspændt så længe.

Nedfaldne Filippa æbler kan det betale sig at samle op i kasser til modning, da de modsat de fleste andre æbler ikke rådner i stødpletterne. Eller i hvert fald i mindre omfang.

Læs mere i artiklen »Høst og opbevaring af æbler og pærer« >

Hold øje med angreb af gul monilia

Det er vigtigt her i modningsfasen at holde øje med æbler, blommer og pærer, da de kan angribes af gul monilia, som er en svamp, som på få dage får frugt til at rådne fuldstændig. Fjernes sådanne rådne frugter ikke, kan de smitte de frugter, som de sidder i tæt kontakt med.

Efterlades de rådne frugter på træet, tørrer de i løbet af bare en uges tid ind til frugtmumier, hvor smittestoffet overvintrer og næste år smitter de ny æbler. Nedplukkede æbler, som er smittet med gul monilia, udvikler sig i kasserne til helt sorte æbler, og de smitter de æbler, som de rører ved.

Nøddetid

Det er så småt blevet tid til at samle hasselnødder. Der findes mange forskellige sorter af hasselnødder, og de modner ikke helt på samme tidspunkt. Så hold øje med nødderne, da det er vigtigt at få dem plukket, inden de falder ned. Men de skal naturligvis først være modne. Kendetegnene på modne hasselnødder er, at de bliver brunlige i den runde ende, som sidder inde i hasen, og at de kan let vippes løse i hasen.

Det kan være fristende at samle nødderne fra jorden. Men det er som oftest enten nødder, der ikke er udviklet, eller nødder med orm i. Ormene er larver af nøddesnudebillen, og de forsvinder ned i jorden, hvor de overvintrer. Næste sommer lægger nøddesnudebillen sine æg i de små ny nødder. Der er således god grund til at samle de nedfaldne nødder op, inden larverne når at komme ud og ned i jorden.

Man kan dog ikke udrydde nøddesnudebillerne ved indsamling, da nogen af dem også forlader nødden oppe på buske og lader sig dratte ned. Hvis man skal plante nye nøddebuske, kan man vælge tykskallede sorter som tyrkisk træhassel, ‘Halleske Kæmpe’ og ‘Atlas’ (Romersk nød), da de er så godt som fri for orm.

Læs mere om hasselnødder i artiklen »Dyrkning af hasselnødder« >

Tørring af nødder

Friske hasselnødder smager rigtig godt, så man bør unde sig selv at spise nogen af dem lige fra busken og ikke gemme dem alle til vinter.

Men dem der skal gemmes, skal først tørres. Det gør man ved at hænge nødderne i haserne et luftigt, tørt og lunt sted. Når nødderne har løsnet sig helt, kan de kommes i et net og hænges op til opbevaring et luftigt og køligt sted. Det er vigtigt ikke at opbevare dem for varmt, da kernerne så mister for meget vandindhold og bliver tørre og kedelige.

Orm i gulerødderne

Det er dejligt at kunne gå ud og hive egne gulerødder op ad jorden hver eneste dag, og lige nu smager de ekstra godt med den store fugtighed i jorden. Men glæden mindskes betragteligt, hvis guleroden er gennemgnavet af gulerodfluens larver – det man populært kalder orm i gulerødder.

De tidligste sommergulerødder er der altid en chance for at nå at høste uden alt for mange ormeangreb, da de kun har nået at være udsat for gulerodsfluens 1. larvegeneration, inden de spises. Derimod har de gulerødder, som vi skal spise i sensommeren og til vinter, også været udsat for 2. larvegeneration. Disse gulerødder kan nå at blive næsten helt ødelagt af larvegnav i løbet af efteråret, og man kan desværre ikke gøre noget på nuværende tidspunkt.

Har man derimod fået dækket gulerødderne i tide, så kan man høste store og flotte gulerødder helt uden larveangreb. Hvis man dyrker gulerødder på et åbent stykke jord med 8–10 m til nærmeste buske, undgår man normalt også angreb.

Læs mere om gulerodfluen og dens larver i artiklen »Gulerodsflue« >

Blomster i efterårshaven

Hvis man har passet sine sommerblomster med vand og gødning, så er de stadig fine og fylder krukker og bede med blomster, der lyser op i den stadig tidligere skumring. Men det kan ikke helt skjules, at efteråret er på vej.

I staudebedet er der ikke så mange blomster, hvis man ikke har plantet netop for at have blomster i det tidlige efterår. Men høstanemoner, sankthansurt og de første asters lyser op, og hibiscusbuskene har et blomsterflor, så man kan forledes til at tro, at det stadig er sommer. Mange roser blomstrer også endnu engang med et sensommerflor.

Men man skal også begynde at overveje næste års blomstrende have. Septembervejr med lidt byger af og til er perfekt til at få plantet de forårs- og sommerblomstrende stauder om, hvis der da er plads til flere planter. De fleste bede kan rumme lidt nye stauder, og det er altid sjovt at få nye planter og se, hvordan de trives og udvikler sig sammen med bedets andre stauder. Eller måske er der plads til et helt nyt bed?

Husk ved plantning af nye stauder at vande godt, så jorden slemmes ind omkring rødderne. Regn vedligeholder fugtigheden, men kan ikke erstatte vanding ved plantning. Hvis september bliver tør, så skal man sørge for at holde jorden fugtig, hvor der er plantet nyt.

Se natblomsten springe ud

Natlys er en særlig blomst, der modsat de fleste andre blomster åbner sig om natten. På den her tid af året passer det gamle navn »Klokken otte blomst« også ganske godt, da de store citrongule blomster springer ud omkring klokken 20. Her i efteråret kan man også om morgenen nå at nyde blomsterne, inden de i dagens løb visner helt.

I nattetimerne er det overvejende natsværmerne, der besøger blomsterne på natlys. Men i de tidlige morgentimer, inden nattens blomster visner, besøges de også af eksempelvis svirrefluer.

Hvis man gerne vil have natlys i sin have, er det nu, man skal finde en anden have, hvor man kan få lov til at grave nogle selvsåede planter op. Natlys er to-årig og ved at plante de selvsåede planter, får man natlys i blomst allerede næste år.

Nye Vores Natur artikler

I forbindelse med projektet Vores Natur, har Landsforeningen Praktisk Økologi fået nogle af Danmarks kloge hoveder til at dele ud af deres viden om, hvordan man kan bruge og fremme natur i haverne. Det er der kommet en artikelserie på fem ud af, som er blevet bragt i Praktisk Økologis medlemsblad. Men nu kommer artiklerne også her på Havenyt.dk!

Der er offentliggjort to artikler, og i den seneste kan man blive meget klogere på, hvordan man kan bruge træer til at få mere natur i sin have. Som artiklens forfatter Jens Thejsen, beskriver det: »Træer er helt uvurderlige for os mennesker – de skaffer os tømmer, brænde og mad. De giver ly og læ, og de sikrer, at vandet ikke oversvømmer vores bosteder, og så er de smukke og med til at give ro i sindet. Men træer er også vigtige faktorer for biodiversitet og kulstofbinding og kan være med til at sikre vores klima og miljø«.

Læs hele artiklen »Træer, klima og biodiversitet« her >

Foredrag om biodiversitet

Selvsamme Jens Thejsen kan man møde live til Praktisk Økologis årsmøde den 19. september, hvor han vil holde et foredrag om, hvordan man kan skabe dynamiske vilde haver, hvor biodiversitet og foranderlig skønhed går hånd i hånd. Han vil også fortælle om, hvordan man kan invitere naturen ind i haverne og skabe habitater til gavn for både biodiversitet og klima. Og generelt inspirere med historier om jord, planter og træers forunderlighed og potentiale.

Læs mere om Praktisk Økologis årsmøde og tilmeld dig her >

Vi har brug for din hjælp

I sidste uge startede den årlige indsamling, der er med til at sikre driften af Havenyt.dk.

Baggrunden er, at vi ikke kan få lov at modtage gavebidrag, arv eller søge tips- og lottomidler, hvis vi er ikke er såkaldt §8A-godkendt. For at blive det skal vi indsamle mindst 100 gavebidrag á minimum 200 kr. Driften af Havenyt.dk er meget afhængig af, at vi får §8A-godkendelsen.

I løbet af den sidste uge har vi modtaget en del gavebidrag, der er med til at sikre fremtiden for Havenyt.dk. Vi siger rigtig mange tak til hver enkelt, der har valgt at støtte os. Det er en stor hjælp. Men det er desværre ikke nok til at blive §8A-godkendt af Skat.

Hvis du er glad for Havenyt.dk og gerne vil være med til at bevare hjemmesiden, nyhedsbrevet her og mulighederne for at læse de spændende artikler, deltage i forummet osv., håber vi, at du vil bidrage. Kun beløb på mindst 200 kr. tæller med i §8A-sammenhængen, men vi er taknemmelige for ethvert beløb.

Havenyt.dk eksisterer kun i kraft af gavebidrag fra alle jer, der bruger Havenyt.dk og annoncerne fra haverelaterede forhandlere.

Du kan trække dit bidrag fra i skat, og det bliver nemt ordnet samtidig med, at du giver dit gavebidrag.

Klik her og vær med til at støtte Havenyt.dk >

Her er du: Forsiden > 2020 > Havenyt uge 37, 2020

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider