Her midt i juni ændrer havelivet sig fra at plante og så til at hakke ukrudt, klippe hæk og jorddække i blomsterbede, grønsagsbede og under frugttræer og frugtbuske.
Nu er det hele sommergrønt, og forårets nye, lysegrønne blade og løgblomster er væk. Til gengæld er der frodighed og masser af farver blandt stauderne. De flotteste lige nu er alle de klassiske junistauder som bonderose, sibirisk iris, hvid okseøje, lupiner, storkenæb af flere slags, akelejer, klokkeblomster og dagliljer. En del sommerblomster er også begyndt at blomstre.
Selvsåede enårige valmuer, der har stået lunt op ad drivhuset, blomstrer frodigt her i den første sommermåned. Foto: Heidi Kirk Nissen
I krydderurtebedet er der også blomstrende salvie, timian og purløg, som tiltrækker mange bier og insekter. I køkkenhaven er masser af asparges, spinat, salat, purløg, dild og rabarber at hente.
Stikkelsbærrene og de andre bær vokser hurtigt, og måske er de første jordbær røde, hvis man har tidlige sorter.
I drivhuset er det hele lidt senere, men der er ikke så længe til nye lækre agurker. Tomaterne er små og grønne endnu, og der er en måneds tid til den første røde tomat, medmindre man er startet meget tidligt.
Store dele af Danmark er nu i gule til orange farver på DMI’s tørkeindeks, og det meste af Sjælland, Lolland, Møn og Bornholm er rødt, hvilket betyder, at der er stor risiko for tørke.
Kun i det vestligste Jylland er der endnu lidt grønt og lav risiko for tørke, men med endnu højere temperaturer de kommende dage, kan det hurtigt gå mod de gule og orange nuancer.
I gul-orange og ikke mindst røde områder på DMIs tørkeindeks mangler der vand i jorden, og de fleste nyplantede planter står i stampe på grund af sol, varme og tør jord. Selvom det ikke er så længe siden, at der kom en del regn, så er den næsten allerede væk.
Fra fredag kommer der regn nogle steder, men man må være indstillet på, at der skal vandes manuelt i haven i denne tid.
Planterne, og særligt de udplantede i køkkenhaven og nyplantede stauder, buske og træer har det svært. I de tørkeramte områder er det nødvendigt at gå fra at sjatvande med kande til at grundvande haven, så planterne kan gå ordentligt fat.
Vand fordamper hurtigt, når først solen skinner, og det blæser. Mange planter er ikke veletablerede med dybe rødder endnu, og der er megen bar jord, så fordampningen er tårnhøj, indtil planterne dækker jorden, eller vi får etableret et godt jorddække.
Særligt kartofler, løg, jordbær, ærter, dild og salat må ikke mangle vand. Udbyttet reduceres væsentligt, hvis der ikke er vand nok. Salat bliver bittert, og dild bliver småt og går i blomst. Ærter tåler heller ikke at mangle vand ret længe. Når der endelig kommer vand – om det er fra oven, eller man selv vander – gælder det om at forhindre, at vandet fordamper igen med jorddække o.l.
Efter en grundvanding bør man jorddække eller som minimum kultivere det øverste jordlag, så det danner et løst, isolerende lag, der er med til at holde på vandet i jorden.
Kultivering af jorden kan bruges omkring planter, der er for små til at jorddække. Men generelt er jorddækning langt mere effektivt og kan have stor betydning for vandbalancen i jorden.
Man kan bruge alt muligt til jorddække, men det bedste er at jorddække med et lag organisk materiale. Det forhindrer, at vandet fordamper samtidig med, at jorden er fugtig helt op under jorddækket. Med andre ord, så får plantens rødder et meget stort område at hente vand fra, og de er ikke så udsat for skader, hvis vandingen udebliver et stykke tid.
Alt organiske materiale kan bruges – græsaklip, blade af skvalderkål mv. Selv et lille lag virker, men det skal helst være 4–5 cm tykt, da det hurtigt tørrer ind. Udlæg løbende nye lag jorddække i løbet af sommeren, da de komposterer på stedet.
Læs mere om jorddækning i artiklen »Vand og jorddæk« >
Mange klipper fortsat hækken sidst i juni, og er man en af dem, kan man i stedet for at smide det afklippede hækaffald i komposten eller på genbrugsstationen, lade det gøre nytte som jorddække.
Hvis hækaffaldet er for langt, er det svært at lægge ned mellem grøntsagerne uden at skade dem. Det er lettest at klippe det i længder på max. 15 cm, mens det sidder på hækken. Man kan også bruge en kompostkværn, hvis man selv og nabolaget kan holde støjen ud. Eller det kan findeles ved, at man lægger det på jorden og hakker det i småstykker med en skarp spade.
Den allerletteste løsning er dog at lægge hækaffaldet ud et sted, hvor længden er underordnet for eksempel under frugttræer, bærbuske eller prydbuske.
Hækafklip af nåletræer, som taks og thuja skal ikke bruges i køkkenhaven som hverken jorddække eller kompost, da de indeholder nogle spirehæmmende stoffer. Den type hække skal desuden heller ikke klippes før sidst på sommeren.
Tidligere sagde man, at hækklipningen skulle være afsluttet inde Sankt Hans. Der er dog mange fugle, der har æg eller unger i rederne nogle uger endnu og af hensyn til dem, er det en god idé at udskyde hækklipningen til juli.
I dag bruger de fleste en elektrisk maskine og får hækklipningen overstået hurtigst muligt. Men har man tiden og en overskuelig mængde hæk, kan håndklipning med en hækkesaks være en hyggelig beskæftigelse. Bruger man en saks med udveksling, bliver arbejdet lettere.
En af fordelene ved at klippe med hækkesaks er samtidig, at man bedre kan beskytte havens fugleliv. Man kan nå at registrere, at der er en fugl, der opfører sig nervøst, så man opdager reden, inden det er for sent. Hvis man bruger el- eller motordreven hækklipper, så undersøg hele hækken grundigt først.
Hvis der er en rede i hækken, er man nødt til helt at undlade at klippe hækken mindst en hel meter til hver side og på begge sider af hækken. Og man må endelig ikke klippe toppen af hækken. Fugleungerne har behov for al den læ, ly og skygge, de kan få. Hvis man fjerner løvet, kan katte og andre med fugleunger på menuen også lettere finde reden.
En hæk skal ikke have lodrette sider, da bladene nederst så får meget lidt lys. Den skal derimod være smallere foroven end forneden, så siderne får en let hældning, og alle blade får del i sollyset. En ny hæk klippes ikke i toppen, før den har nået at få den ønskede højde.
Nu gælder det om at få plantet det sidste ud. Både sommerblomster, krydderurter og grønsager. Kommer der et par dage senere på ugen med overskyet vejr og måske regn, gælder det om at få plantet de sidste udplantningsplanter ud og få efterplantet de steder, hvor noget er gået ud af tørke, katten har lagt det ihjel eller fasan eller rådyret har spist det.
Porrer udplantet efter grundlovsdag skulle ikke blive angrebet af 1. generation af porremøl, og er der ingen haver med porrer i lokalområdet, så slipper man måske også for 2. generation, da de ikke har haft værtsplanter i første omgang. Porrer kan man plante ud i hele juni, hvor der bliver plads.
I den solrige periode har det været fint at plante tomater, majs, selleri, agurker, græskar og squash ud, og har man ikke gjort det, bør man gøre det snarest. Planterne vokser ikke længere optimalt i for små potter.
Det er store planter, der plantes ud, så grav nogle gode store plantehuller og fyld dem op med vand, inden der plantes. Er jorden tør, så fyld op to gange, og lad det trække ned. Vand også efter udplantning, så rødderne får god jordkontakt. Til sidst rives løs jord ind over vandingsområdet, så vandet ikke fordamper. Jorddæk eventuelt også omkring planten
Når man planter ud, så skal man de næste par uger holde øje med planterne. Kommer der ikke regn i løbet af 3–4 dage efter plantningen, er man nødt til at vande inde omkring planterne, da rødderne er et stykke tid om at komme i gang med at søge udad. Er der ikke kommet vand i løbet af en uges tid med sol, skal man overveje at grundvande.
Bønner, squash, asier og drueagurker skal ikke sås på friland, før vi går med solhat og bare tæer fra morgenstunden, siger et gammelt mundheld.
Har man alligevel satset og i maj sået blandt andet bønner på friland, så er der måske bønner på vej op. Især hvis man har dækket med fiberdug. Men ikke alle er lige heldige med såningen, måske er der kun få bønneplanter i rækkerne.
Det er ærgerligt især for stangbønnernes vedkommende, som helst skal i gang så tidligt som muligt, så man kan få en stor høst. I år med det kølige forår har det virkelig kunnet betale sig at forkultivere et hold.
Når bønner sås i en rigtig varm jord, kommer de op på en uge, og man får flotte hurtigvoksende planter. Men ofte er fremspiringen dårlig ved det første hold, som er blevet sået, inden jorden er rigtig varm.
Mange har sikkert også oplevet, at de grønne tykke »kimblade«, som i virkeligheden er bønnen delt i to, er brune og helt eller delvis ødelagte, når de dukker op af jorden. Hvis man trykker på det brune, vælder snasket brunt indhold ud, og undersøger man det nærmere, finder man små larver. Det er bønnefluens larver, som går efter ærter og bønner, hvis man sår dem i en jord, hvor bønnefluen har lagt æg.
Men den manglende fremspiring kan også skyldes, at jordtemperaturen har været for kold i spiringsperioden. Massivt regnvejr som i maj eller overdreven havevanding er heller ikke det bedste for spirende bønnefrø. Det forklarer, at der i nogle haver måske ikke kommer ret mange, flotte bønner op i rækkerne. Løsningen er helt enkelt at så et nyt hold frø.
De sidste forårsløgblomster er ved at være helt visnet ned, og de slappe blade kan fjernes, hvis de skæmmer. Det giver samtidig en god anledning til at få ryddet op i bedene og luget og løsnet jorden.
Det er bedst at gøre i en fugtig jord, så er man ikke så heldig at få nogle gode byger senere på ugen, kan det være en god idé at vande, da det gør arbejdet lettere og gavner planterne.
Dagliljer blomster frodigt og i mange farver. Her er den en gammel sort med gule blomster, som findes i en del ældre haver. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis ikke planterne i blomsterbedene allerede står at tæt, at de udgør et grønt jorddække, kan man jorddække med for eksempel barkflis, som ofte bruges i prydhaver. Det vil sænke behovet for vanding af bedene hele sommeren. Kommer det på i et lag på 15 cm, vil det samtidig hindre ukrudt i at spire.
De fleste angreb fra skadedyr og sygdomme på planterne i haven er som regel kun mindre angreb, der ikke svækker planterne nævneværdigt. Men ind i mellem sker der større angreb af forskellig slags. Noget af det kan og bør man gøre noget ved. Andre gange må man melde pas og lade naturen gå sin gang, eksempelvis hvis planterne er træer, der er så store, at bekæmpelse er umulig. Og nogle gange er der slet ingen grund til bekymring.
Allerede i maj begyndte man at kunne se visne blade indspundet i kraftigt spind fra spindemøllene på æbletræer, blommetræer, tjørn, benved, slåen og mirabelle. Inde i spindene finder man masser af spindemøllenes larver, som er i gang med at æde bladene på træerne. Angrebene er ikke livstruende for planterne, men tjørnehække kan dog blive næsten afløvede ved voldsomme angreb.
Snareorm, som spindemøllenes larver hedder, bekæmper man ved at ødelægge spindene ved at feje med en stiv kost eller spule med vand. Varmt vand er mest effektivt. Når de ret seje spind først er åbnet, kan fuglene lettere få fat i larverne.
Bladlusene kan også husere i så store mængder, at træernes blade bliver helt klistrede af det sukkerholdige stof, som lusene udskiller. Det sukkerholdige stof drypper videre, så har man havemøbler stående under angrebne træer og buske, er det en god idé at flytte dem til et andet sted i haven for en tid.
Roserne bliver også næsten altid angrebet af bladlus. Man kan vælge at lade lusene være og nyde roserne på afstand, så man kun ser det smukke. Normalt kommer der nyttedyr og æder lusene, så roserne efter en uges stort set er fri for bladlus. Eller man kan gå i krig og spule de fleste af lusene af med en hård vandstråle og mase resten med fingrene.
To af de sygdomme, hvor man er nødt til at lave en aktiv bekæmpelse, er svampesygdommene grå monilia og ildsot. Lige nu kan man se skudspidser, som er helt visne på et ellers sundt træ med grønt løv. Her skal man ikke slå sig til tåls med, at det nok er væk næste år. Det er det ikke, hvis det er grå monilia eller ildsot. Det smitter oven i købet fra træ til træ.
Alle angrebne skud skal skæres af og brændes, og man skal skære så langt tilbage, at man er sikker på, at hele det smittede område er væk.
Jo mere haven er indrettet med få slags planter, sirligt revne bede og bar jord, jo større er risikoen for, at der kommer alvorlige angreb af skadedyr og sygdomme.
De fleste angreb af skadedyr og sygdomme kan forebygges ved at lave en mangfoldig have, så der kommer flere insektædende fugle, flere svirrefluer, mariehøns osv.
Hvis man vælger at bruge insektgift i haven, så dræber man også de nyttige insekter, og så har bladlus og andre skadedyr frit spil. Der overlever altid nogle, eller de flyver ind udefra, og så er man dårligere stillet.
Det handler om at efterligne naturens måde at indrette sig på. Mange plantearter, mange slags vegetation, skjulesteder og fødeplanter til de nyttige insekter, fuglekasser og redemuligheder til fuglene. Desuden er det vigtigt, at der er lys og luft omkring planterne, og at de har optimale voksesteder.
Læs mere om havens nyttige dyr i »Lær nyttedyrene at kende« >
Hvid okseøje er en af de klassiske stauder, som blomstrer her i juni. Foto: Heidi Kirk Nissen
Bærrene på havens bærbuske vokser godt i denne tid og snart begynder de også at få andre farver end den umodne grønne. Foto: Heidi Kirk Nissen
Tomaterne er godt på vej. Her er det cherrytomaten Indigo Blue, der giver meget mørke tomater. Foto: Heidi Kirk Nissen
Blåbær er en af de senest blomstrende bærbuske, men også her er det ved at være slut med blomsterne og nu fokuseres der på bærproduktionen. Foto: Heidi Kirk Nissen
Jordbærplanter kan med fordel jorddækkes, da deres rødder ikke går ret langt ned i jorden, så de hurtigt tørrer ud. Det gælder både små planter, som den på billedet, og de store som lige nu står fulde af jordbær. Foto: Heidi Kirk Nissen
Kålplanter i jorddække som både er med til at sænke fordampningen fra jorden og til at forhindre ukrudt i at spire frem.
Krydderurterne i haven trives i det varme vejr, og en del er allerede ved at gå i blomst. Timian er en af dem, og en anden er purløg, hvis blomster humlebierne er meget glade for. Foto: Heidi Kirk Nissen
Klipper man den langhårede hæk med håndholdt hækkesaks, er man mere skånsom mod eventuelt fugleliv i hækken. Risikoen for at klippe skævt er også mindre med det lavere arbejdstempo. Foto: Heidi Kirk Nissen
Har man udplantningsplanter i potter, skal de i jorden. Der skal vandes godt både før og efter plantningen. Her er det spidskål, der er plantet ud under bionet som beskyttelse mod skadedyr. Foto: Heidi Kirk Nissen
Den fremspirede bønneplante har ødelagte og brune blade og skal fjernes, da den aldrig bliver til en god plante. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis der er behov for at luge og rydde op i staudebedet, er nu et godt tidspunkt at gøre det på. Men man skal være varsom, da mange af stauderne allerede er store. Foto: Heidi Kirk Nissen
Bladlus er glade for valske bønner, som de angriber fra toppen. Det er en god idé at holde et vågent øje fra nu af. Man kan så samtidig nyde synet af alle de nye bønnebælge, som vokser frem. Foto: Heidi Kirk Nissen
Ukrudt, insektplante eller smukke blomster til buketter? Hvordan skvalderkål opfattes, afhænger af øjnene, der ser. Foto: Heidi Kirk Nissen
I en mangfoldig have er der balance og liv. Her er en aurora-sommerfugl kommet på besøg. Foto: Heidi Kirk Nissen