Året rundt i haven

Et nyvasket drivhus

Af Karna Maj, lørdag, 30. marts 2002

Skærtorsdag eftermiddag var dejlig lun – et godt tidspunkt til at vaske drivhus. Uanset hvordan jeg griber det an, er resultatet nemlig hvert år våde ærmer helt op over albuerne. Og så er det nu rarest, at det ikke er alt for koldt.

Sæbevand

En spand brunsæbevand gør underværker på et drivhus, som er grønt af alger. Foto: Karna Maj

Rengøring for alger

Jeg bor med udsigt til svinestald og gylletank, så alger er ikke kun noget, der er i drivhuset. De er overalt, selv på laurbærkirsebærenes og buksbommens stedsegrønne blade.

Når man kommer med en børste med vand på, slemmes algerne op til en grøn slimet væske. Så inden jeg går i gang med sæbevandet, tager jeg en tur rundt med vandstråle og skurebørste. Når det værste er væk, bliver der skuret med sæbevand, både ude og inde, og ikke mindst i revner og sprækker. Det gælder jo også om at mindske antallet af skadedyr. Til sidst skyller jeg efter med en hård vandstråle med masser af rent vand – igen helt ind i revner og sprækker.

Jeg er ret sikker på, at planterne gror bedst i drivhusjorden, så jeg dyrker udelukkende direkte i jorden. Det betyder, at jorden skal vandes op efter en lang vinter uden vanding. Det gør jeg ved at sætte havevanderen til at vande et halvt døgns tid med ca. halvt vandtryk.

Såkasserne er parat

Langfredag var jorden over middag dejlig fugtig og lige til at kultivere. Men det er kun i et lille stykke, der skal sås radiser, lidt salat, dild og spinat. Resten af arealet bruger jeg til forkultivering af alle de mange udplantningsplanter af kål, porrer, løg, basilikum, tagetes, salat, ærteblomster osv., som jeg skal bruge til min store køkkenhave og blomsterkasser og -krukker. Kasserne står nu fyldt med jord og venter på, at det bliver såtid en af de nærmeste dage. Der er lagt plastic over kasserne, så jorden bliver dejlig gennemvarm. Jeg skal lige have købt de sidste frø, bl.a. vinterporrer og rosenkål.

Kasserne er de hvide skumkasser, forretningerne får agurker i. I bunden lægger jeg et lag visne blade, derover 5 l ikke helt omsat god kompost, som skal give næring til planterne, når de begynder at vokse. Til sidst fyldes kassen næsten op med drivhusjord. Derved fjerner jeg det øverste lag i hele drivhuset. Det giver plads til et nyt lag kompostjord inden udplantning i maj af tomater og agurker.

Læderløber

Læderløberen blev indfanget, så den ikke kom til skade under rengøringen. Så den måtte pænt finde sig i at være fotomodel i bunden af en skål. Foto: Karna Maj

Goddag til nyttedyrene

Men inden jeg kunne komme i gang med at vaske drivhuset af, måtte det tømmes for potter og visne planter fra sidste år. Da jeg begyndte at rive det sammen, blev der liv. Jordedderkopper flintrede lynhurtig op på træsoklen – her mente de sig åbenbart i sikkerhed. Bænkebidere var der også en del af. Og løbebiller så jeg adskillige af. Der kom også et par af de store sorte læderløbere frem af affaldsbunken. De æder masser af skadedyr, så de blev indfanget og bragt i sikkerhed i en skål, indtil rengøringen var tilendebragt.

Det er rart at vide, at nyttedyrene er på plads. Skadedyrene er der nemlig også. Jeg har allerede hilst på en hel koloni af snegle i en bunke blade, som jeg havde lagt over nogle planter som vinterbeskyttelse. Jeg havde omhyggeligt lagt noget over, så de ikke kunne blæse af. Men det betød også, at solsortene ikke har kunnet splitte det ad og æde sneglene.

Nu venter jeg bare på at se den første mariehøne. Når jeg går forbi brændenælderne i kanten af hasselhækken, kigger jeg efter dem. Det er altid her, jeg ser de første.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Marts > Et nyvasket drivhus

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider