ret rundt i haven

De er der sørme endnu…

Af Karna Maj, onsdag, 24. marts 2004

Grøn frø

Hvem er mon det, der larmer i mit drivhus? Foto: Karna Maj

Foråret er her, og jeg fryder mig hvert forår over igen at se, lugte og mærke alt det, der hører med til at gå i haven. Noget af det allerbedste er atter at begrave hænderne dybt i dejlig muldjord. Pludselig at mærke en regnorm sno sig mellem fingrene, og se en skolopender komme vuggende hen over jordoverfladen i et tempo, som man ikke skulle tro mulig med alle de ben, den skal flytte.

Når jeg flytter en af de kasser, der har stået der hele vinteren med planter i, så er der et leben af bænkebidere. Nok til at mætte en hel flok solsorte i dagevis. Heldigvis er der masser af uomsatte plantedele på jorden, og det er deres foretrukne føde. Jo mere træagtigt, jo bedre. Det holder de sig til og tænker slet ikke på mine lækre spinat- og salatplanter oppe i kasserne. Her finder jeg dog en grøn larve, som ikke får lov til at blive i paradiset. Salatplanterne er til menneskeføde.

Da jeg er næsten færdig med at gøre klar til at vaske drivhuset, ser jeg noget, der bevæger sig henne i hjørnet. Det er en grøn frø. Det går lidt langsomt – som om han (hun?) er blevet vækket i utide. Der er et hul ind under træsoklen på drivhuset, så her har han åbenbart holdt til, og nu har jeg forstyrret ham. Kameraet må hentes, selv om det varme sæbevand allerede er blandet. Efter portrætfotografering gennes min frø ind på plads i hulen under soklen, og jeg spærrer ham inde med et par mursten, der overdækkes med plast, så der ikke kan komme sæbevand og kaskader af koldt skyllevand derind. Efter syndfloden lukker jeg op i den ene ende, så han kan komme ud, når det bliver tid dertil.

Grøn frø

Et pragteksemplar – som helt sikkert vil æde en masse snegle og deslige. Foto: Karna Maj

Da jeg flytter rundt med kasserne dukker der også en del både små og store eksemplarer af kældersnegle op – eller nogle nære slægtninge. Det er ikke iberiske skovsnegle (dræbersnegle), men hvis jeg ikke gør noget, bliver der hurtigt for mange. Så de eksemplarer, som jeg finder, afliver jeg som regel. Det holder dem på et acceptabelt niveau.

Kældersnegl

En stor kældersnegl – eller en af dens slægtninge. Foto: Karna Maj

Det er en fryd at fylde jord i såkasser. Jeg bruger hænderne – det giver mulighed for at nyde jorden, og mærke strukturen. Det skal fjernes sten, og jorden skal glattes. Pludselig dukker der også et par smælderlarver op. De er flotte glinsende ravgule og med hård overflade. Ikke ret store, men sjove at iagttage. Når man lægger dem på jorden, spiller de døde et kort øjeblik, så snor de sig rundt, så de får benene nedad og får jordkontakt, og så stikker de hovedet ned i jorden og arbejder sig nedad. Når de er halvt nede, letter bagenden og flakser fra side til side eller stikker lige op i luften, mens smælderlarven arbejder sig længere og længere ned. De få, jeg finder, har ikke den store betydning. Det er kun, når man graver en græsplæne smækfyldt med smælderlarver op, at det kan give skader på afgrødernes underjordiske dele. Nu ryger de få, jeg får øje på, ud på græsplænen og væk fra såkasserne.

Smælderlarve

Smælderlarve (forstørret) forsøger hurtigst muligt at komme i sikkerhed nede i jorden. Den er glinsende og har en hård skal. Foto: Karna Maj

Drivhuset skinner nu af nyvaskethed. Det er blevet grundvandet, da tomater og agurker skal dyrkes i drivhusjorden. Der er stillet såkasser ind, de er fyldt med jord og dækket med plast, så jorden kan blive varm til at så porrer, kål, løg, sommerblomster osv. i, så snart det bliver lidt varmere i vejret. Og så er der blevet sået et par rækker radiser, både røde runde og aflange med hvid spids.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2004 > Marts > De er der sørme endnu…

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider