Året rundt i haven

Tidlige rabarber

Af Karna Maj, onsdag, 13. april 2005

Rabarberstilke

Det er dejligt at kunne høste rabarber i egen have – og de første er de bedste. Foto: Karna Maj

Et af højdepunkterne i haven i foråret er at trække det første bundt fine, røde rabarberstilke. De allerførste nye rabarber smager bare så godt. Både som rabarberkompot og i en rabarbertærte.

Derfor plejer jeg at smide en ordentlig bunke hestemøg eller en gang halm hen over et par blokke af mine tidlige rabarber i januar, og jeg kan så normalt trække de første stilke fra sidst i marts, mindst 14 dage førend ellers. I år havde jeg ikke fået gjort det, og det var jo rigtig ærgerligt, især når foråret var koldt, og rabarberbladene blev ved med at være på størrelse med børnehænder, og stilkene var få cm lange.

Lige før påske ryddede jeg op, og pludselig stod jeg med et stykke bobleplast. Det havde været det øverste dække vinteren igennem over majroerne, som jeg havde hentet friske hele vinteren. Det gav mig ideen til at prøve at sætte en enkelt plastbue hen over to rabarberblokke og så drapere bobleplasten hen over og lægge mursten på kanterne. Rundt om i haven har jeg små dynger af musten liggende, så de er ved hånden, når der lige skal lægges et stykke plast og fiberdug over et sted.

Bobleplast

Det tager 5 minutter at smide et stykke bobleplast over en plastbue og lægge lidt mursten i kanten. Bobleplast kan købes, men ofte kan man få fat i det som affald fra indpakning af større ting. Foto: Karna Maj

Efter at jeg havde dækket, var der masser af nætter med nattefrost, og her beskytter bobleplast åbenbart godt, for der gik ikke lang tid, førend både blade og stængler begyndte at vokse. Blokkene, der ikke var dækket, voksede stadig næsten ikke – se på billederne. Efter 19 dage kunne jeg høste et stort bundt rabarber og lave den dejligste tærte, som bare smagte så meget af forår.

Rabarber

Her kan man se, at rabarberblokken i nederste højre hjørne stadig ikke er ret stor, men de to blokke er leveringsdygtige. Foto: Karna Maj

rabarberstilke

Masser af fine røde rabarberstilke. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2005 > April > Tidlige rabarber

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider