Året rundt i haven

Radiser til påske

Af Karna Maj, tirsdag, 3. april 2007

Jeg følte, at det var lidt galmandsværk, da jeg tidligt i januar begav mig ud i at så nogle rækker frø i bunden af mit uopvarmede drivhus, selv om det var en meget mild periode – ligesom resten af vinteren. Men jorden var jo varm nok til, at de skulle kunne spire.

Der blev sået en række radiser – 3 slags ialt – det var, hvad der var på lager. Desuden ‘Green in Snow’ og den ny salatgrønsag Namenia, som jeg havde købt frø af og sået i efteråret i krukker. Desuden forsøgte jeg med pluksalat, spinat og nogle orientalske bladgrønsager.

Det meste kom op i januer eller i løbet af februar. Men de to succeshistorier er de røde radiser og Namenia.

Radis

Radiserne stod længe som kimplanter, indtil det begyndte at blive lunere i drivhuset i marts. Billedet er fra 22. januar, hvor de næsten lige var spiret frem. Foto: Karna Maj

Den første april trak jeg lige så stille den første røde radis op – det var et helt særligt øjeblik. Det er det jo hvert år, når man høster de første radiser, asparges og kartofler. Det er milepæle, som fortæller at selvforsyningen med egne friske grønsager er på vej igen.

Radis

Det er en helt særlig fornemmelse at hive årets første radis op – ikke mindst, når det allerede er 1. april. Foto: Karna Maj

Der blev ialt hevet 6 fine radiser op, som jeg pænt delte med min mand, som holder rigtig meget af radiser. Vi glæder os nu til at spise radiser til frokost i hele påsken.

Radis

Seks flotte radiser til deling – og de smagte himmelsk. Foto: Karna Maj

Og så ærgrer jeg mig over, at jeg ikke såede 3 rækker den dag i januar, for næste hold er ikke kommet op endnu – de blev sået for få dage siden.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2007 > April > Radiser til påske

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider