Haven giver masser af grønsager og honning

Af Susanne Mørk-Jensen, lørdag, 23. august 2003

Et brag af en havesommer: vand og varme i behagelig afveksling og rigelig mængde. Høsten er da også derefter. Her frådser vi i krydderurter og grøntsager fra både have og drivhus. Ikke at alt er gået efter planen; men der var til gengæld planlagt så meget, at der alligevel er masser, som er gået godt.

Flotte gulerødder – rette og ormefrie – lige fra jordens automat. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Indtil primo august gik det strygende med kålene, jeg fulgte med i larvetilgangen og eliminerede dem. Så kom ferien, og huset har haft så mange gæster, at jeg ikke er nået i køkkenhaven undtagen for at høste. Resultat: kål, som trives dårligt og larver der boltrer sig. Æv. Æv. Sjovt nok er de røde grønkål ‘Redbor’ de eneste som er gået fri. Der er dekreteret net over rosen- og savoykål næste år. Jeg ved da ikke, hvad min naturlige hjælpere har imod – eller for – kållarver. I andre henseender synes de at være flittige nok.

Hjortetrøsten er ved at klinge af, men den har i ugevis været et eldorado for sommerfugle. Den er et must i sommerfuglehaven. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Drivhuset bugner med perfekte ‘Gemini’ og cherrytomater (husker ikke sort). Sidstnævnte spiser vi bogstavelig talt som slik. Jeg har forliget mig helt med, at drivhuset får en del skygge på vestsiden og lidt på sydsiden, for netop det har hindret dagtemperaturen i at ryge helt i top, og vi høster rigeligt. Bortset fra et par frække larver i basilikummerne har der indtil videre ikke været et eneste skaddyr at se derude; der er dog hele tiden en smule tilløb til skimmel på nogle af tomatplanternes blade. Men hver tredje dag går jeg alle tomatplanterne igennem for sideskud samt for blade med pletter – begge dele får saksen. Det bliver til en hel bærepose fyldt hver gang.

I forsommeren, da tomatplanterne var mere overskuelige, var min datter »sideskudsnipper«. En dag fandt hun på, at sætte nogle af de små sideskud i vand, fordi hun havde set mig lave forskellige aflæggere sådan. Jeg vædede med, at hun ikke ville nå at få noget ud af det. Det skulle jeg aldrig have gjort, for nu står de en meter høje ude i haven og bærer tomater med største selvfølge.

Agurkerne er jeg ikke helt tilfredse med, selv om de yder rigeligt til vores forbrug. De kunne have givet mere, hvis jeg havde været mere »large« med gødningen.

Som bunddække i drivhuset har jeg sat en del anisisop, for at have lidt munter adspredelse til de humlebier, som i en jævn strøm forvilder sig en tur derind. Og drivhustudsen har ikke forladt os, men holder trofast skansen. Jeg lader nødig kvindelige gæster være alene med den… for en eller anden skal sikkert lige tjekke, om den er fortryllet. Men hvilken prins vil bryde sig om at fjerne snegle og larver fra mit eller nogen andens drivhus?

Det har allerede i nogle uger været bønneplukketid. Vi har både grønne, gule og blå. Busk- og klatre-bønner. Jeg har aldrig haft så meget vrøvl for at etablere nogle rækker bønner, men nu yder de da alligevel, som ønsket. Især de blå vækker glæde i salat.

En af de mange vilde planter her i haven. Jeg er ikke sikker på navnet, men en slags springbalsamin er det; 1 meter høje er planterne med store lyserøde blomster, som humlebierne tumler ind og ud af. De står fuldstændig filtret ind i to mørkviolette budleiaer, som er pyntet med sommerfuglevinger i mange farver. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Vi lagde 3 slags kartofler. De tidlige ‘Agata’ gav enormt udbytte, men var lidt uinteressante. Omvendt med ‘Exquisa’: Elendigt udbytte, men herlige kartofler. Smagen er næsten eller måske helt på højde med aspargeskartofler og kødet er meget fast og flot gult. Måske er jeg delvis skyld i det ringe udbytte, for imod planen lod jeg netop den kasse ligge og forspire i et stuevarmt rum i stedet for, som de andre, ved 6–10 grader. Så de skal have en chance igen næste år.

Og lige en sviptur til krydderurterne. Min favorit er vores bladfennikel. Jeg har været ved at høste de arme planter helt i bund, så p.t. er de fredet. De er røget i salater og postejer og på »madder« og i velduftende bukketter på middagsbordet sammen med glatbladet persille og morgenfruer.

De sidste 3 uger har jeg ikke luget et eneste stk. ukrudt bort i køkkenhaven. Jeg har ikke haft tid, men jeg har nu ikke ligget søvnløs over det, for afgrøderne er alle så store, at de ikke generes af lidt konkurrence. Og jeg får dækket jorden på de pletter, hvor der er høstet, selv om jeg slet ikke er nået ud med grøngødningsfrøene. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men der ligger altså overvejelser selv bag ukrudtet.

En mindre spændende del af høsten, larver fra kålene. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Sommerens honninghøst er i hus. Min mand havde julelys i øjenene, da han foretog den sidste slyngning, som var på 100 kg honning. Mørk og velduftende. Den er endnu ikke hældt på glas, for den skal først røres et par gange daglig i flere dage, for at få den helt rigtige konsistens. Nu er der lagt små plader med myresyre ind i alle stader; en del af bekæmpelsen af varroamider. Det lugter rædselsfuldt og bierne kan ikke fordrage det, men alternativet er at de langsomt, men sikkert går til pga. midernes fremfærd.

Det er en uafbrudt fest at høste så mange forskellige gode råvarer. Belønning for et ikke ubetydeligt stykke arbejde gennem især forår og sommer. Herligt når indsats og belønning balancerer.