Nydetid og ydetid

Af Susanne Mørk-Jensen, søndag, 6. juli 2003

Skvalderkål og dagpragtstjerne i skøn forening, de danner bund under en stor sommerfuglebusk. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Aftensmad fra haven: Lidt før kalkunkødet kom på panden, gravede jeg en kartoffeltop op og tog desuden en stak spinatblade med. En del ribs er netop blevet modne, så et bæger med ribs fulgte med. Kartoflerne blev hældt direkte i gryden, vasket under en udendørs hane og så på komfuret. De må maks. koge 10 minutter, men imens kunne jeg nå at vaske spinatbladene, vende dem i en gryde med smør og hælde en anelse fløde ved. Ribsene blev (velnok noget profant) rystet med sukker. En hverdagssommermiddag, som vi tildelte mange huer.

De kartofler, vi høster af nu, er af sorten ‘Agata’. Den yder godt, men koger lovlig let ud. Knoldene er lidt beskadigede af smælderlarver, men det var vi forberedte på. Smælderlarver er uundgåelige, når man dyrker i noget, der netop har været en gammel græsmark. Først om 3–4 år forsvinder de helt. I øvrigt begynder kartoffelskimmelen nu. Jeg bemærkede det for alvor i dag, og det passer også med varmt og fugtigt vejr.

Ærterne er så småt startet, og om få dage skal vi spise os en mavepine til i friske ærter. Så er det altså sommer.

Udsnit af køkken haven med kartofler, kål, tallerkensmækker, majs, løg, tagetes m.m. Foto: Susanne Mørk-Jensen

I drivhuset er der dagligt røde tomater, men især ladninger af grønne, og det må erkendes, at vi skal have skåret nogle træer og buske ned omkring drivhuset, for de skygger for meget.

I dag har jeg tyndet ud i beplantningen i drivhuset og fjernet en del overflødige blade. Både af hensyn til lys og luft.

I aftes udplantede jeg bønner, som var sået i potter i drivhuset – erstatning for den elendige fremspiring af de frilandssåede bønner. Bønner skal vi gerne have – både gule, grønne og blå. Men de har godtnok været besværlige.

Jorddækningen i køkkenhaven er i fuld gang. Der er ikke nok kompost, for vi har ikke haft tid til at »sætte« vores store kompostbunke. Jeg vil ikke bruge den, før den har været godt oppe i temperatur, da der er hundeekskrementer deri. Men noget gammelt fåremøg/halm havde jeg tilbage, og det er lagt under de fleste kål. Desuden har jeg revet en bunke stort ukrudt op (nælder, malurt, kamille m.m.) og lagt det mellem rækkerne. Endelig har jeg simpelthen taget en stor saks og høstet en masse kløvergræs fra vores mark lige udenfor haven og dækket med det. Eventuelle frø klipper jeg af, før de grønne planter bruges til jorddække.

Det er min yndlingsopgave i køkkenhaven at dække jorden. 10 års erfaringer fra mit arbejde med folks problemer med elendig havejord har betydet, at jeg simpelthen ikke kan lide synet af bar jord mere.

Jordbærhøsten har selvfølgelig været i gang i ugevis, men kun i ydmygt omfang her. Grundet ankomst så sent som primo august sidste år, fik jeg først sat jordbær hen i september, så de er ikke i fulde omdrejninger før næste år. Men så vil jeg gerne have ekstra mange. Derfor er jeg begyndt at grave plastpotter ned under stiklingerne, så de ikke skal forstyrres, når jeg om en måneds tid får plads til at plante dem.

Vi skulle fornylig have en masse gæster og jeg tænkte, at nu skulle den altså væk den store bunke ukrudt, som for flere uger siden var smidt på nogle af havens få fliser. Der var meget varmt og tørt i haven den dag, men i bunden af den bunke var der vådt og svalt. Da jeg nærmede mig bunden, opdagede jeg en sortglinsende salamander/firben(?). Tilbage med bunken igen med det våde nederst og det tørre øverst! Nogle dage senere forhærdede jeg mig og tænkte, at jeg da lige kunne se om ikke den var gået sin vej – og så snuppe bunken; vi har jo trods alt en have med mange andre muligheder for naturlige væsner. Den sorte fyr var gået, så bunken blev forflyttet til den officielle kompost. Men nu fandt jeg i stedet en mistænkelig snegl i noget nær skovsneglestørrelse. Ganske vist noget bleg, men den kunne være spansk. Selv om jeg gloede og gloede, kunne jeg ikke få øje på noget mønster og heller ikke på nogen »køl« på bagpartiet. Tvivlen kom sneglen til skade.

Det er ikke kun ydetid, men også nydetid. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Lige efter sankthans var jeg på et »tidsel-raid«. Jeg havde bemærket flere tidselkolonier i vores unge træplantning, men ignoreret dem hele forsommeren. Her ved midsommertide har de tæret maksimalt på rødderne til at lave blade og blomster, og er nu mindre ivrige efter at skyde igen. Så er det om at benytte en dag, hvor jorden er lidt fugtig til at hive dem op. Det er ikke særlig svært, og man får et herligt stort stykke rod med af hver plante.

Visse vil nok mene, at samme skæbne burde overgå gærdekartebollerne på gårdspladsen. Men jeg kan ikke lade være med at more mig over dem. Jeg synes de ligner er parade af skildvagter – de største er 2,5 m høje. Og så ved jeg jo, at sommerfuglene bliver pjattede med dem, når de springer ud.

Til sidst vil jeg fortælle om den Veronica virginica, som jeg viste sidste gang i »Året rundt« – den står nu på tredje uge som det festligste fyrværkeri, og den besøges uafbrudt af begejstrede humlebier. En fryd for øjet.