Giv fuglene en kasse, der dur

Af Arne Bruun, miljøtekniker

Giv tid, giv tid nynner musvitten glad, men vil du give den og mange andre af havens fugle mulighed for at yngle i din have, skal kassen helst op i god tid. Dvs. ikke senere end marts måned. Nogle arter har dog flere kuld unger.

Ofte er den rigtige fuglekasse det eneste, der mangler for at en lang række arter kan yngle i haven. Udover de gode oplevelser med fuglene, får du en meget effektiv og miljøvenlig bekæmpelse af de insekter, der kan genere i grøntsager og prydplanter. Ca. 750 gange på en dag bringer et mejsepar insekter til ungerne!

Følgende råd til kassernes størrelse, opsætning m.m. bygger på erfaringer med hvilke forhold, der giver fuglene bedst mulighed for at få ungerne på vingerne.

Fuglekassens størrelse

De fleste af de kasser, der er i handlen har desværre et for lille indvendigt areal. Vælger fuglene af nød sådan en kasse medfører det ofte, at en del af et mejsekuld på f.eks. 9 unger dør af varme.

Til mejser, spurve og andre i den størrelse anbefales et areal på mindst 10 × 12 cm. Til stæren mindst 14 × 14 cm. Hvis fuglene har valget, vil de foretrække kasser, der er lidt større.

Flyvehul

Laver du flyvehullets diameter på 32 mm, vil kassen kunne bruges af alle mejser og spurve. Vil du reservere kassen til blåmejse eller sumpmejse, kan du gå ned på 28 mm. Stærens flyvehul skal være 50 mm.

Materiale

Brug ubehandlet træ, gerne genbrugstræ, og husk nogle drænhuller i bunden, så fugtighed kan komme ud.

Placering

Hæng bare kassen til mejserne i hovedhøjde. Er det gråspurv og stær, der skal flytte ind, skal den mindst 3 meter op.

I en almindelig have kan der yngle 3–4 par mejser, men sæt gerne lidt flere kasser op. Mejserne vil gerne have en ny kasse til kuld nr. 2, og desuden får du større chance for sjældne beboere som rødstjert og fluesnapper. Spurvene og stæren kan sagtens yngle tæt, så her er der næsten ingen grænse for antallet af kasser.

Vedligeholdelse

Rens kassen efter at fuglene har brugt den. Brug handsker eller en pind for den gamle rede er sikkert fuld af fuglelopper, mider og andet godt. Det er netop dem du skal have væk, så næste kuld eller de fugle, der gerne overnatter i kassen om vinteren, ikke blir’ overfaldet af al krybet.

Byggebeskrivelse

På Dansk Ornitologisk Forenings netsted, kan du i artiklen »Fuglekasser« finde byggebeskrivelser til fuglekasser og mål for kassens størrelse til de forskellige fuglearter.

Kommentarer

Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Forhandlerguide

Rosenbud

Rugemaskine til udrugning af kyllinger

Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Fugle > Giv fuglene en kasse, der dur

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider