Historien om et drivhus

Haven har kaldt længe, og vi kunne ikke komme udenom drivhuset. Jeg har ikke tal på de mange artikler, jeg har læst, om vigtigheden af at gøre sit drivhus rent, inden sæsonen starter. At huske at komme helt ind i hjørnerne med sæbebørsten for at få fjernet alger og andet ruskomsnusk. De skribenter har tydeligvis ikke set mit drivhus. Hvor grønalger og mos gror i alle krogene, under vinduesglassene, og ingen, nok så ihærdig rengøringtosset person, kan nå ind med en sæbebørste.

Og soklen. Som ekspedienten i trælasten med slet skjult humor forklarede: »Så er det jo ren galimatias at anvende en trykimprægneret stolpe som fundament for et drivhus, mand!«. Stolpen ville jo rådne op i løbet af nogle få år. Mine spage indvendinger om, at den faktisk har stået der i 8 år, og at der ikke engang under voldsomme storme er røget så meget som et eneste vindue, overhørte han helt og aldeles.

Næh, en drivhussokkel skal støbes ned i jorden, og derpå fastgør man så aluminiumssoklen. Jeg er normalt ikke tilhænger af nemme, hurtige løsninger på alting, men i dette tilfælde gik jeg ud fra, at vi måtte acceptere, at kræfterne og energien ikke var til støbning af nyt fundament – foruden at skille drivhuset helt ad, rengøre alle glassene, og rense stellet i bund. Men min allestedsnærværende handyman havde andre planer. Ingen af os er dovne, men den ene er tydeligt langt bedre til det store overblik end den anden, og jeg røber ikke hvem!

Den nye sokkel er lavet efter alle kunstens regler. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg har et seriøst forslag til alle parterapeuter, der stiller opgaver til par, der er faret vild i kærligheds-labyrinten. Lad dem splitte et drivhus helt ad, lave et nyt fundament, lægge fliser, og rengøre hele skidtet til bunds, inden det samles igen. Hvis man klarer den opgave, er der store chancer for parforholdets levedygtighed mange år frem.

Vi har været igennem to større ombygningsprojekter med 10 års mellemrum, og hver gang siddet nytårsaften efter ni forudgående måneders mareridt og lovet hinanden, at det her var sidste gang. Simpelthen!

Trods det lod jeg mig alligevel overtale til at gå lidt dybere til bunds i opgaven, end jeg havde planlagt. Indrømmet, manden havde ret, det er blevet rigtig godt og veludført arbejde. Projektet varede 18 dage, og der var mange, lange overophedede diskussioner undervejs. Vi var to om det hele, og mange dage efter var mine fingre hævede til dobbelt størrelse af at holde på en børste og en skuresvamp. Undervejs læste jeg artikler om økologiske drivhuse, og lærte en hel del om rengøring. Blandet andet at bruge brun sæbe og ikke opvaskemiddel, at rengøre alt inklusiv plantekasser og strips!

Nu står drivhuset og strutter så rent, at jeg en overgang troede, at vi stadig manglede at sætte alle glassene i. I de 9 år, jeg har haft det drivhus, har vi mange gange renset og vasket både stel og glas, men aldrig nået helt i bund.

Årene vil vise, om vores løsning på fundamentet er holdbar. Vi gravede jord væk, og nivellerede med et vaterpas, inden der blev strøet grus ud på jorden, og vaterpasset kom frem igen. Derpå blev der lagt fibertex ud på jorden, før der blev lagt fliser i hele drivhusarealet.

Vaterpasset blev flittigt brugt, da der skulle nivelleres. Foto: Kirsten Dietrich

Fire trykimprægnerede stolper blev lagt udenom fliserne, samlet til et fundament, og igen en række fliser udenom stolperne, stadig ovenpå fibertex. Derefter gik en rum tid med at feje sand/grus ned imellem fliser, inden alustellet blev skruet fast til fundamentet, og så manglede vi bare(!) at vaske alle glassene og sætte dem i.

Da der ikke er gået en god håndværker tabt i mig, påtog jeg mig opgaven med at vaske glassene – efter at have renset stellet i × antal dage – deraf de hævede fingre. Der er mange glas i selv et mindre drivhus, og der kan sørme sætte sig meget l… fast, dels alger dels noget sort, ildelugtende stads, som også skulle renses af.

Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg undervejs tænkte mere end én gang, at nu kasserede jeg hele molevitten, og købte et rent og nyt i stedet. Ressourcer eller ej, jeg klarede simpelthen ikke det her. Økologien og forbruget sejrede – heldigvis. Men jeg gør det ikke igen.

Det færdige – næsten som nyt – drivhus! Foto: Kirsten Dietrich

Glad var jeg, da jeg efter 18 dage kunne sætte mine agurker og tomater til akklimatisering i det nye rene drivhus. Jeg plejer at gå tur med dem dagligt, »sætte dem i børnehave« første dag i 4 timer og efter 1–2 ugers akklimatisering, planter jeg dem permanent ud.

Allerede første dag lagde jeg mærke til, at bladene på agurkerne hang, der var små bitte pletter på tomaterne, men jeg lod som om, jeg ikke kunne se det. Dagen efter var det tydeligt, at hverken tomater eller agurker trives, som de plejer. Jeg kan ikke finde nogle andre forklaringer på fænomenet end de økologiske plantesække, jeg har købt i år. I skrivende stund aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Men er ikke til sinds at opgive lige med det første. I hvert fald ikke efter den omhu, vi har lagt i det drivhus i år!