Forstadens grønne hjørne

Fra bylejlighed til forstadshave

Rødovre er én af disse københavnske forstæder, hvor kommunegrænserne er usynlige, og hvor de fleste mennesker blot kører igennem på vej mellem hjem og arbejde. Naturen er klemt mellem asfalt og beton, mellem biler, busser og s-tog. Områdets naturmæssige højdepunkter er fæstningsanlægget Vestvolden og Damhusengen, som begge er udmærkede steder at gå tur, men hvor en egentlig naturoplevelse er svær at finde.

Vi flyttede til kommunen i 2003 efter at have fået vores først fødte i en lille lejlighed på Nørrebro i København. Huset vi flyttede ind i lå – og ligger – på en hjørnegrund i et traditionelt sølvbryllupskvarter. Husene i området er typisk fra slutningen af 1940’erne.

I havejorden har jeg fundet både murstensbrokker og små slaggeklumper fra fyring med kul og koks, antageligt fra den gang, hvor ude-af-øje-ude-af-sind var den dominerende – måske eneste – miljøpolitik i landet.

Vi overtog huset og haven fra et midaldrende par, som vist nok ikke havde boet her i så mange år, men som alligevel havde fået sat deres præg på både huset og haven.

Indendøre var der visse steder tale om dét man kan kalde »entusiastisk amatørisme«, hvor præcision ikke nødvendigvis var en dyd, og hvor manden i huset bl.a. havde taget sig nogle friheder i sin tolkning af god praksis omkring elektriske installationer.

Udendørs havde haven derimod været i kyndige hænder hos husets frue, som ved husovertagelsen nævnte, at hun var medlem af Haveselskabet. Hun havde inden deres fraflytning opgravet sine yndlingsplanter med henblik på at genplante dem på sin nye bopæl. Jeg forstod hende fuldt ud.

Skoven i haven

Haven var ved vores indflytning domineret af to meget store grantræer, det ene mod vest, det andet cirka 1/3 inde i græsplænen. Under det vestlige grantræ var jorden tør, men humusrig, med en lille årstidsskiftende underskov af bl.a. juleroser, vibeæg, liljekonvaller, kæmpevalmuer, røllike, regnfajn, gyldenris og høstanemoner.

Efter at have levet i aftenskygge i nogle år fældede vi grantræet, men efterlod en ca. 4 meter høj stamme, som med årene har tabt barken og nu tjener som humlestang for en meget livskraftig humleplante.

Floraen i »skoven«, som vi kalder den, er siden udvidet med et velvoksent valnøddetræ, en hassel, en hestekastanje, en lind, en løn, to pæretræer, ligesom hvidtjørnen er blevet 5–6 meter høj. Herudover et utal af urter, hvoraf jeg vel kun selv har plantet phloxen og en kaprifolie.

I skoven står også havens højeste punkt, en 12 meter høj smalskuldret gran (sibirisk?), som i sommermånederne er den naturlige siddeplads for sangglade solsorte, årvågne husskader, skræppende gråkrager og venligt udseende alliker med blå øjne. I samme træ sidder dén af havens redekasser, som med størst sikkerhed bliver beboet, som oftest af et par små mejser.

Det andet store grantræ, dét i græsplænen, fældede vi, da det begyndte at smide nålene og gøre det ulideligt for både voksne og børn at gå med bare tæer på området. Igen lod vi nogle meter stamme stå, og den blev efterhånden hjemsted for en vild kaprifolie, en klatrehortensia og en klatrerose, der slynger sig om hinanden i én pærevælling, og hvor kaprifolien har overtaget. Inde i virvaret har småfuglene rede.

Staudebedet

Staudebedet, som ligger i sol i hovedparten af dagens timer, rummede engang en mellemstor enebær, som desværre skyggede for kostbare kvadratmeter i dette havens bedste areal til lyskrævende blomster. Jeg fældede enebæren og brugte i flere år området som eksperimentarium for roser og stauder.

Eksperimenterne blev desværre bremset i nogle år, efter at jeg i et øjebliks vildfarelse valgte at udlægge og nedgrave store mængder træflis i bedet. Dét udpinte jorden i mange kostbare somre, indtil fliset var blevet nedbrudt og ikke længere sugede al kvælstof til sig. Sådan kan man komme til at forrykke balancen i jorden.

I dag rummer bedet fortsat en del rosenbuske af den store slags (jeg husker »Queen Elizabeth«, »White Dawn«, »Applejack« og »Peace«), bonderoser, baldrian, Sankthans-urt, hjortetrøst, astilbe, ridderspore, klokkeblomst og en del andre, som jeg ikke kender navnet på, men som jeg har fået tiltusket mig hos venner og kolleger gennem tiden, og som efterhånden står helt tæt og tykt i et vidunderligt frodigt hav af planteliv.

Sammensætningen af stauderne har været lidt tilfældig, og er ikke afstemt i hverken farver eller blomstringsperiode, men det må komme hen ad vejen.

Den skyggefulde del

Nord for huset er der mørkt og fugtigt det meste af året. Mørket kommer fra nogle høje hasselbuske, en stor guldregn, en ligeså stor ahorn, en endnu højere ask, nogle syrener, hyld og mirabel. Under disse vokser primært bregner, hosta, kærmindesøster og en grøn slyngende bunddækkeplante, vist nok liden singrøn.

Af og til skal jeg fjerne nogle dusin meter af en meget stikkende brombær, hvis frugter smager glimrende, men som har de mest infame torne. Vi har den slags brombær flere steder i haven, men her på nordsiden er den altså ikke velkommen!

Der løber også en kort sti med nogle skæve marmorlignende fliser gennem denne jungle, og vi kalder den for Ho Chi Minh-stien. Når det har regnet, er der det smukkeste lys og en dejlig duft af våd skovbund, når man står hér. Laver jeg en sjælden gang lidt havearbejde i denne ret autonome del af haven, glæder jeg mig gang på gang over disse frodige kvadratmeter skovlignende miljø her midt i det hele.

Overordnet havepasningsprincip

Før vi købte huset, var mit eneste kendskab til havearbejde de erfaringer jeg havde fået med fra min barndom, hvor vi selv boede i hus, og hvor min far brugte meget tid udendørs med at få etableret en slags have på vores grund, der var blevet maltrakteret under mine forældres husbyggeri, og hvor jorden i samme forbindelse havde fået voldsom traktose.

Jeg elskede at sidde i en stol ved siden af ham og småsnakke med ham mens han arbejdede. Han vidste som udgangspunkt ikke meget om havebrug, men havde kræfter som en okse, og yndede især at grave have, samt at lægge – og omlægge – voluminøse stenbede af kampesten som byggede han en sjællandsk udgave af Dannevirke. Stenene hjembragte han i bagagerummet på vores bil fra sine ture rundt i landet som sælger, og bilen havde af samme årsag fået permanent slagside bagud.

3 havedogmer

Min far lærte mig tre dogmer, som jeg også anvender i vores have i dag:

1) »Den skal nok komme«
2) Havevandringer
3) »Man skal lede haven på vej, men ellers skal den passe sig selv«.

Punkt 1) var især gældende, når han havde plantet eller flyttet et nyt træ eller en busk, og havde glemt at vande den i ugerne derefter, hvilket naturligvis typisk foregik om sommeren, udenfor den almindelige plantningssæson. Resultatet var planter, som i en periode efter deres ankomst blev både gule og brune, og som enhver anden ville have afskrevet på tabskontoen. Men under de hyppige Havevandringer (pkt. 2), hvor familie og gæster andægtigt blev vist rundt i hver en krog af haven, kom sætningen »Den skal nok komme« så sikkert som amen i kirken, når vi stod overfor en af disse afpillede og tørkeramte gevækster.

Planterne skød faktisk mirakuløst igen året efter og blev med tiden både store og stærke. Kun ikke et mindre grantræ, som af samme grund blev kaldt »brungranen«, og som blev stående sådan indtil det ikke kunne holde på nålene længere.

At lede haven fremfor at passe den

Ideen om, at man skal lede sin haven fremfor at passe den (dogme 3), er ret interessant, synes jeg. At lede haven betyder hos mig, at man skal lade havens dyr, planter og mikroorganismer passe sig selv i deres egen ligevægt i forhold til hinanden, og kun gribe ind, hvis den ene part bliver for dominerende.

I praksis sker reguleringen her på stedet ved at jeg småbeskærer træer og buske selektivt, og tynder ud i lidt for aggressive urter, hvorved lidt langsommere eller spinklere planter får ekstra fordele og bliver kraftigere, så de kan klare konkurrencen selv.

Denne pasningsform giver et minimum af arbejde og en stor biodiversitet, idet jeg som udgangspunkt ikke skelner mellem »ønskede« og »uønskede« arter, men mere sørger for at der er pladser til alle.

Modsætningen hertil er de haver, hvor ejeren er i evig kamp mod både livskraftige planter (»ukrudt«) og ditto insekter (»skadedyr«), og hvor kampen føres med både kemikalier, gasbrænder og motoriseret buskrydder. Jeg kender dem udmærket, haverne, for der ligger en del af dem her i kvarteret, og jeg undrer mig over denne udtrykte uvilje mod smukke planter som mælkebøtte, skvalderkål og snerle. Men væk skal de åbenbart, selv om kampen mig bekendt aldrig er blevet vundet, og formentlig heller ikke bliver det.

Havens mange dyr

Lykken er et nyt insekt! Det sker, at jeg i haven møder et insekt, som jeg ikke har set før her på stedet, og det fryder mig, hvad enten det er en ny art humlebi, en ny bille, en ny bladtæge, en ny snyltehveps, en ny edderkop eller andet småkravl. Sort med røde mønstre, rød med sorte mønstre, sort med utallige gule prikker, en mariehøne med 20 pletter, en orange sværmer.

De er alle velkomne, selvom jeg ikke har mere end vores 750 m² forstadshave at tilbyde dem. Til gengæld er her rige muligheder for at finde nicher, som man kan bo i: Grenbunke, rådne træstubbe, brændestabel, vildnis, fliseoplag, lerjord, sandjord, muldjord, tør jord og fugtig jord, sol og skygge.

Men ingen af stederne er de små væsener i sikkerhed, for vores høns går frit i det meste af haven, og de har øjne der ser alt! Med deres kraftige ben og stærke næb komme de ind i alle kroge fra hønsehøjde og ned efter til nogle centimeter under jordoverfladen. Selv dræbersneglene – og desværre også de smukke havesnegle med hus – undslipper ikke. Kun vinbjergsneglene går fri, men næppe deres æg.

Også hos planterne gør hønsefruerne grundigt indhug: Vi har så godt som ingen skvalderkål, mælkebøtte, vejbred og padderokke dér, hvor hønsene færdes. Hvis de også spiser stauder, har jeg ikke opdaget det endnu, så det kan ikke være så omfattende.

Til gengæld er rabarberne indhegnet grundigt, idet de altid sultne damer erfaringsmæssigt kan rasere selv et veletableret rabarberbed på en eftermiddag, hvis de får mulighed for det.

På plussiden tæller også, at græsslåmaskinen kun skal i brug en lille håndfuld gange om året, idet de store fugles menukort indbefatter græsset på plænen, inklusiv græsfrøene på de lange frøstandere i højsommeren.

Og så har jeg slet ikke nævnt de friske æg og det altid hyggelige selskab man har, når man sidder på hug i et bed med en lille graveskovl og tre bredhoftede klukkedyr, der nøje følger arbejdet fra tæt hold, foruden den lille rødkælk, som også holder sig i nærheden, dog mere diskret.

Gør en dyd ud af nødvendigheden

Som almindelig familie i et almindeligt parcelhuskvarter kan man som beskrevet her selv gøre en masse for at give dyr og planter mulighed for et livgivende åndehul, selv om man er omgivet af by og hovedveje så langt øjet rækker. Eller snarere ikke-gøre, for det handler sådan set om at gøre mindre og dovne mere, at guide uden at styre, at hjælpe uden at tage over. Det kræver ingen store forudsætninger og ingen speciel viden om natur og havebrug, kun lidt nysgerrighed og lidt god vilje til at slippe tøjlerne i en ellers styret hverdag.

Resultatet er en mere »vild« have med uendelig mange flere nuancer, detaljer og muligheder end en have, der domineres af en græsplæne, en stor flisebelagt terrasse og et snorlige højbed.

Ud over det rent æstetiske kan man tilføje fordelen ved at give mere plads til udviklingen af større biodiversitet i et Danmark, hvor enhver privat kan købe sprøjtegift i det lokale byggemarked, og i et mere teknisk perspektiv er den »vilde« have et meget let sted at finde velvillige konsumenter af tagvand, fremfor at aflede det til de i forvejen hårdt belastede offentlige kloaksystemer.

Jeg ser derfor kun fordele i det tilbagelænede, ekstensive havebrug, som jeg håber bliver mere udbredt, især i de omfangsrige byzoner.