Havemøbler til gangbesværede

Af Anette Nørbo Asplund

Bænk til gangbesværede

Et ældre ægtepar nyder her at kunne sidde blandt blomstrende rhododendron. Foto: Anette Nørbo Asplund

Der er mange måder at nyde en have eller et haveanlæg. Nogle foretrækker at være aktive og gå og »rode« i haven, mens andre mest ynder bare at sidde og betragte farverne, nyde duftene og lytte til insekternes surren. Men i stort set alle haver gælder det, at ejerne eller de besøgende på et tidspunkt gerne vil have mulighed for at sidde ned.

Valg af siddemøbler

For de fleste haveejere er valg af siddemøbler et spørgsmål om smag og pengepung. For den miljøbevidste haveejer desuden en overvejelse omkring møblets herkomst og miljøvenlighed. Er træmøblerne f.eks. lavet af FSC-mærket tropetræ? Det internationale FSC-mærke (Forest Stewardship Council) garanterer, at tømmeret er lovligt og bæredygtigt produceret i skove, der drives på ansvarlig vis.

Siddemøbler til gangbesværede

Bænk

En bænk til gangbesværede skal være stabil. Foto: Anette Nørbo Asplund

I otiumhaven eller andre haver/haveanlæg, hvor der færdes mennesker med gangbesvær, kræver det imidlertid lidt mere overvejelse at møblere.

Her er lette, billige plastikmøbler ikke sagen. Ej heller smarte, meget tilbagelænede, lave bænke. Folk med gangbesvær har ofte balanceproblemer, så der skal være noget at tage fat i og støtte sig til, og man skal kunne rejse og sætte sig uden problemer.

Rene træmøbler eller møbler lavet af træ og metal er at foretrække. Der er lidt vægt i, så de vælter ikke så let. Skal man kunne sidde i længere tid, er det rart med et ryglæn, men det skal være opret, så det er let at rejse sig bagefter. Her er et armlæn også en stor hjælp, så der er noget at skubbe fra på.

Siddehøjden er af stor betydning for, hvor let det er at komme op og ned af stolen/bænken. En siddehøjde på 45–50 cm er tilpas. Ligeledes betyder siddedybden meget, når en ældre/handicappet skal sidde behageligt. 40 cm er en passende dybde. Desuden skal man tænke på, at sædet skal være plant.

Når disse ting er i orden, har en gangbesværet person lettere ved at kunne benytte haven, og netop for denne gruppe mennesker er det af stor betydning at kunne opholde sig i de nære, grønne omgivelser, da de har sværere ved at komme ud i naturen.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Robinie.dk – SkovTrup

Miljørigtigt alternativ med Robinietræ

Her er du: Forsiden > Inspiration > Havemøbler > Havemøbler til gangbesværede

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider