Pæresorter og bestøvningsskema

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Der findes over 1000 pæresorter. I Danmark har vi ca. 135 pæresorter. Mange af dem er lokalsorter, og kun få bruges i dag.

Inden man vælger sort, skal man sikre sig, at man har en bestøversort inden for en afstand af ca. 150 m. Ellers må man plante to eller tre pæretræer, som kan bestøve hinanden – se bestøvningskema nederst på siden.

‘Clara Frijs’

Dansk pære fra 1858, der er meget populær som spisepære. Træet er middelkraftigt med rundagtig krone. Det er meget frugtbart, og pærerne er høstklare i september. Frugterne er mellemstore, glatte og kegleformede. De er skinnende grøngule, ofte med rødlig kind. Skallen er tynd, kødet fast og saftigt. En velsmagende, sød pære. Desværre er den i de senere år begyndt at blive angrebet af skurv.

‘Conference’

Gammel engelsk sort. Et regelmæssigt, mellemkraftigt træ, der er frugtbart. Pærerne er først høstklare i oktober. Det er meget holdbare frugter. De er »nissehueformede«, middelstore, matgrønne, saftige og med en krydret, sød smag.

‘Comice’

Fransk sort – kaldes også ‘Doyenne de Comice’. Et krafigt, smalt træ. Det er ikke så frugtbart, men regnes af mange for den bedste spisepære af alle. Høsttiden er oktober. Frugterne er store, kegleformede, grønne til gule, søde og med en meget fin aroma. De er dog meget modtagelige for skurv.

‘Charneu’

En gammel belgisk sort – kaldes også ‘Fondante de Charneu’. Et kraftigt træ med pyramidal krone. Pærerne, der modner i september–oktober, er mellemstore, lidt skæve, lys grønne til gule og med sød, lidt syrlig smag.

‘Grev Moltke’

Dansk pære fra 1850 – den mest plantede pære i Danmark. Et hårdført, middelkraftigt træ med bred krone. En rigtbærende sort, der er høstklar i september – oktober. Frugten er næsten ægformet og middelstor med ru, gulbrun skal og syrligsød, let krydret smag. Velegnet til syltning, men noget ureglmæssig modning.

‘Gråpære’

En gammel sort som sandsynligvis stammer fra Tyskland. Den har i mange år været meget brugt som spisepære og til syltning. Det er et kraftigt, stort træ, som på vildstamme kan blive særdeles smukt. Det er frugtbart, og høstes i midten af september. Pærerne er små, grålige med tykt skind, men de har en god sød smag og fin aroma.

‘Herrepære’

En gammel belgisk sort, der regnes for en god havesort. Sorten er kraftigt voksende og frugtbar. Frugterne kan høstes i begyndelsen af oktober. De er mindre, kegleformede, gule med brunrød kind og smager sødt og let krydret.

‘Pierre Corneille’

Fransk sort. Et lille, frugtbart træ. Pærerne, der kan høstes i oktober, er gode spisepærer. De er mellemstore, kegleformede, gulbrune med rød kind og med en god krydret smag.

‘Williams’

Gammel engelsk sort. Et stort træ med pyramidal krone. Høstklar i oktober med flotte, ægformede pærer, der både i udseende og smag kan minde om ‘Grev Moltke’. Den er dog mere sund og har den fordel, at frugterne modner samtidig. ‘Williams’ vil med fordel kunne erstatte ‘Grev Moltke’.

Kommentarer

Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Primabolig

Fældning af større og mindre træer

Gartneri Toftegaard

Stort udvalg af frugttræer og bærbuske

Bjarne’s frø og planter

Frø af spændende og eksotiske planter

Blomstergården

Frugttræer på vildstamme

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Naturplanteskolen

Frugttræer og bærbuske, mange arter

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Frugttræer og -buske > Æbler, kvæder og pærer > Pæresorter og bestøvningsskema

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider