Krydderurter hele sommeren

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

Krydderurter er noget, der kan få både safterne og drømmene i kog. Drømmen om den solstegte stenhave med duftende timian, summende bier, sommerfugle og varme aftener, hvor krydderurterne får maden til at synge.

Tænk at have så meget dild, at kartoflerne hver eneste aften bliver svøbt i dem, kørvel som ryatæpper til salater og omeletter, nok koriander til at lave pestoer og marinader af hele sommeren, basilikum i mængder så ægte, levende pesto er reglen, ikke undtagelsen.

Planten i potten

Krydderurter har man altid plads til, spørgsmålet er, om det er til at finde ud af at dyrke dem, når »krydderurter« er et lige så vidt begreb som »blomster«. Det er forvirrende og deprimerende, når potte efter potte indkøbt i rent lykkeligt overmod går til og sygner hen.

Hvis man vil orientere sig i junglen, er der nogle ret enkle forholdsregler, man skal sikre sig er på plads.

  • Check om det er en enårig eller en flerårig. Se neden for om dyrkning af enårige. Flerårige planter skal man plante ud, eller potte op i en meget større potte, end den er købt i.
  • Check om der er én eller flere planter i potten. Enårige kan i visse tilfælde deles og plantes ud, se nedenfor. Ellers skal planten bare spises ligesom karse. Den kan ikke leve særligt længe, fordi planterne simpelthen står for tæt. Hvis der kun er en plante skal den enten plantes ud, hvis den er hårdfør, eller have en større potte.
  • Check om det er en hårdfør plante eller ej. Hårdfør betyder, at den kan klare en dansk vinter. Nogle af krydderurterne er fuldt hårdføre: oregano, sar, isop, salvie, citrontimian, calamintha, citronmelisse, løvstikke, mynter, lavendel. Andre er nogenlunde hårdføre, men har det bedst med at komme i drivhus for vinteren, f.eks. alm. timian, rosmarin, carryurt, estragon. Andre er slet ikke hårdføre, f.eks frugtsalvier, citronverbena, chili og laurbær, der alle skal overvintres inde.

Krydderurter kan nås også midt på sommeren

Alle havebøger anbefaler at alting skal sås i april og maj, så man kan godt få den tanke, at man er håbløst for sent på den i juli. Men selv i juli er der stadig en hel måned, hvor man kan så krydderurter i metervis i den bare jord, og mange måneder, hvor de kan sås i drivhus, andre kan plantes, flyttes og regeres med.

Også frøfirmaerne tror for det meste, at dyrkningssæsonen er forbi og hjemkalder frø, så fra juli kan det blive lidt besværligt at få fat på de frø, man sagtens kan så endnu.

Men der er stadig mange måder at få fat i dem, det er bare at ringe til et af de små frøfirmaer, eller købe over nettet.

Så i juli og august

Nuvel, man kan i hele juli sagtens så alle slags salat, gulerødder og rødbeder, rucola, isurt, den flerårige rucola, Diplotaxis tenuifolia, og langt de fleste af de sommerblomster, der bare skal sås på stedet. Valmuer, opiumsvalmuer, zinnia, kornblomster, californiske valmuer, morgenfruer, tallerkensmækkere og selv solsikker har det fint med at blive sået i juli, og de er kærkomne præcis på det tidspunkt i august og september, da resten af haven er blevet lidt træt.

Hvis man venter til august kan man begynde på spinaten igen, og hele batteriet af asiatiske kål, sennep, mizuna og cikorie salater som frisée, der også har godt af lidt mindre varme, kan sås fra midten af juli.

Tips om at så

De krydderurter man kan så (igen) er de enårige: kørvel, koriander, dild og rucola. Jeg ved, at mange synes det er svært, og at mange i desperation prøver at dele og plante de potter med småplanter ud, man kan købe i supermarkedet. Det går ikke med lige dem her. Det er saftige, bløde urter, der skal stå fast med et rodnet, de selv har lavet fra starten af. De skal sås direkte i jorden, og det gør man sådan her:

  • Lav en rille, der er meget lidt dyb, max 1 cm. Riller bliver hurtigt alt for dybe.
  • Vand rillen til den sejler. Drys frøene meget tyndt, der skal være plads til planterne, ellers bliver de pivede, og går i blomst med det samme. Der skal være mindst 3 cm mellem de færdige planter.
  • Det er bedre at så tyndt, end at tynde, det laver for meget rod i rødderne.
  • Riv en lille smule jord over – igen max 1 cm, og klap jorden sammen med bagsiden af riven, i hele rækkens længde.
  • Vent. Hvis der bliver decideret tørke, skal man vande. I løbet af 10 dage skulle man meget gerne kunne se kimplanterne.

Salat og de nævnte sommerblomster sås på samme måde.

Kasse med salat til udplantning

Salat kan man også sås på en anden måde, der egentlig er mere praktisk: i en flad kasse med jord i.

Så en blanding af mange slags salat, man bliver træt af en enkelt slags, og så ser det dejligt ud med både høje romainesalat, røde salater, grønne, plettede og gullige mellem hinanden i bedet. Hold kassen fugtig, men ikke i alt for meget direkte sol.

De små planter kan prikles ud i haven, hvor der er plads, efterhånden som man tømmer kartoffelrækken, eller i staudebedet, eller hvor man nu synes, det ville være praktisk. Så står de stille og gror til. Imens gror de, der stadig står i kassen meget langsomt, fordi der hverken er plads eller næring til at udfolde sig. Man kan have de små planter stående i kassen i flere måneder, så man hele tiden har nogle småplanter at tage af. De må bare ikke tørre ud, så dør de, eller går i stok.

Krydderurter i potter til udplantning

Men princippet om at dele supermarkedspotter med krydderurter i alle de småplanter, de består af, og plante dem ud enkeltvis er godt nok, det gælder bare for nogle andre krydderurter end de saftige, enårige.

Basilikum, sommersar og merian (som alle er enårige) kan med en vis frafaldsprocent sagtens deles. Det kan timian af enhver slags, isop, vintersar, merian, oregano, løvstikke, citronmelisse, mynterne og salvie også.

Medmindre man er der til at vande hele tiden, er det nu en god ide ikke at plante dem direkte ud i jorden. Del dem og plant dem i hver sin lille potte, sæt dem i skyggen og hold dem fugtige i et par uger, før de plantes videre ud. De skal lige have et rodnet, der når bunden af potten, så de har noget at stå imod med, når de kommer ud i den barske virkelighed.

Basilikum kan man plante direkte ud i jorden, hvis man da har et drivhus, ellers er det bedst med pottemetoden først.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Økologiens Have

Mange spændende krydderurter

Gartneri Toftegaard

Over 200 forskellige sorter krydderurter

Urteskolen.com

Ingefær er godt mod bl.a køresyge/kvalme

Solsikken

Alt til den økologiske have

Frøsnapperen

Mange slags frø til lækre krydderurter

Staudemarken

Billige solide stauder – Se webshoppen

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Krydderurter > Krydderurter hele sommeren

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider