Når efteråret begynder at tage over, presser de nøgne jomfruer sig op gennem jorden. Der står de uden grønne blade, og de vokser ofte med et sådant hastværk, at de i løbet af få dage ikke kan holde sig selv oppe og vælter. Som krokus, der har haft lidt for travlt.
Høsttidløs kommer med sin overvældedende blomsterpragt selv i den mest tørre eftersommer. Foto: Karna Maj
Nøgen jomfru eller høsttidløs, som den også kaldes, har en bleglilla krokuslignende blomst, og det kan være svært at se forskel på krokus og tidløs, da der også findes efterårskrokus. Hvis man ønsker at være sikker, må man til at tælle støvdragere og grifler. Hvor tidløs har 6 støvdragere og 3 grifler, så har krokus 3 støvdragere og 1 griffel. Det botaniske navn for høsttidløs er Colchicum autumnale.
Tidløs kender man fra krokus på de 6 støvdragere og 3 grifler Foto: Karna Maj
Mange er bange for de nøgne jomfruer. Nogle opfatter dem som så giftige, at de næsten ikke kan holde ud at se på dem. Som om de springer direkte ind i munden på en. Men det er rigtigt, de er giftige, alt på dem er giftigt – blomst, blade, løg og frø. Og man skal på ingen måde spise dem. Det kan resultere i en ubehagelig død. Symptomerne kommer først efter 3–6 timer, og kommer behandlingen først i gang på det tidspunkt, så er det ofte for sent. Så lad være med at spise den, men hvorfor skulle man også det, man skal nyde synet af denne fine efterårsplante.
Tidløs, er vildtvoksende i Syd – og Mellemeuropa, hvor man kan træffe den på overdrev og ikke for fugtige enge. I blomstringen bliver den ca. 10 cm høj og noget højere, når den står med grønne blade.
Den klarer sig bedst i en let ikke for næringsrig jord, og en af grundene til, at den bliver for høj og vælter, er for næringsrig jord. Den skal derfor ikke placeres i den bedste jord, og kommer den op gennem et bunddække holder den sig også nogenlunde opret.
Man lægger løgene fra juli til begyndelsen af september. Læg dem i en dybde på omkring 15 cm og gerne i en afstand på ca. 10 cm. De store grønne blade er hos høsttidløs kun fremme i foråret, hvorefter planten visner ned og først gør opmærksom på sig selv igen, når de nøgne jomfruer dukker frem i september.
Der findes flere sorter af høsttidløs, bl.a. den hvide Colchicum autumnale ‘Album’. Der findes også andre arter af slægten Colchicum, bl.a. Colchicum vernus som blomster om foråret, Colchicum variegatum som har plettede blomster, og Colchicum byzantinum med forholdsvis store violette blomster
Tidløs er en meget let og spinkel blomst, når den dukker op i september. Foto: Karna Maj
Hvis jorden er for næringrig, bliver blomsterne ranglede og vælter let. Foto: Karna Maj
I foråret står tidløs med store friskgrønne blade, som visner ned om sommeren. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Flerårige spiselige planter til haven
Stauder tilltrækker bier, som bestøver.
Store samlinger af dagliljer og hosta
Alt til den økologiske have
Frø og blomster, også i haven
Eksotiske og specielle er vores liv!
Mange forskellige stauder
HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø
Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Løg og knolde > De nøgne jomfruer
Kommentarer
Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…