Fritillaria i forårshaven

En af de yndigste og særeste forårsblomster er de ternede vibeæg, Fritillaria meleagris. Og de er ternede. På afstand kan man ikke se det, men tæt på afslører det sig, verdens nok eneste ternede blomst. De er noget af det dejligste, man over hovedet kan have i buketter.

Vibeæg er virkelig ternede, når man kommer tæt på. Foto: Karna Maj

De er også helt utroligt fine i potter indedørs. Man kan være heldig at finde dem, ellers må man bare lægge nogen i potter i september og tage dem ind i det tidlige forår og sætte dem et køligt sted.

De har en helt særlig farve, en mørk rødlilla, næsten den farve, man kalder dodenkopf, præcis som juleroser, eller rettere sagt påskeklokkerne, Helleborus orientalis. Og de står fuldstændigt henrivende sammen. Man kan simpelthen ikke få nok af dem. De vokser naturligt i enge og kan sagtens gro i græs, men en let skygget placering under hasler og andre buske passer dem også fint.

Knoldene skal lægges meget dybere end andre, de skal helt ned i 15 cm for at have det bedst. Det gør det til et mas at lægge dem, men det er det værd.

Vibeæg er ikke en imponator, de gør ikke væsen af sig, men står og nikker kultiveret fra den ene dag til den anden. Man kan ikke se de tynde stilke og blade den ene dag, og pludseligt er de i fuldt flor.

De mere vanskelige Fritillaria

Fritillaria michailovskyi ‘Yalnizcam’ Foto: Impecta AB

Man kan få mange forskellige arter af Fritillaria, og de er attråværdige hver og en. Men de fleste er for eksperter, eller mennesker for hvem, de bliver en besættelse. Jeg forstår dem godt, hele slægten er henrivende, og netop de små forskelle, det særlig håndværk der ligger i at få de besværlige og krævende til at lykkes må være dybt tilfredsstillende at pusle med. Men det er ikke temaet her, her handler det om det overkommelige. De fleste kræver særlige forhold, er ikke hårdføre, kan ikke tåle regn og er i det hele taget nogle hystader.

Mange ligner vibeæggene, men er større, rundere, og bare en smule anderledes. Men dem, det er nemt at dyrke, og relativt nemme at få fat i, er her i landet kun den almindelige ternede, der både kan være violet/hvidternet eller helt hvid.

Frittilaria michailovskyi er mindre end vibeæg, har en rødbrun fuld farve udenpå og solgule kanter som en kurvet kyssemund i bladranden. De kan lide at have det tørt og solrigt.

Persisk fritillaria, Fritillaria persica er vidunderlig, meget større end vibeæggene og lykkes med et stenet, tørt og varmt sted langs en husmur. Den er ikke så hårdfør, som vibeæg, men hvis man sørger for, at der er varme nok til at løgene modnes og ingen stående fugt om vinteren, skal det nok gå. Den har mørk violette klokker og vokser ellers mere som sin fætter Fritillaria imperialis, Kejserkronen.

Kejserkrone

Kejserkronens blomster er smukke set nedefra. Foto: Karna Maj

Kejserkrone, Fritillaria imperialis, er simpelthen et orgie af frodighed, høje og saftige, med hængende blomster, der enkeltvis tydelig viser slægtskabet med vibeæg. Man skal vende bunden i vejret på dem, og lægge dem i en skål med vand, for at kunne betragte blomsterne indvendigt.

Et sært og smukt syn, de dybtorange, årede blomster har store blinde øjene, i bunden af deres skål, der græder sødtsmagene tårer over noget, vi ikke ved hvad er.

De fås i den traditionelle orange, en gul, og nogen gange også en mørkere orange, næsten rød.

Også de skal deles, når der på et tidspunkt kun kommer grønne blade og ingen blomster. Men lad halvdelen stå, for det varer flere år, før de omplantede løg for alvor blomstrer. De, der bliver stående, kommer hurtigere til kræfter.

Løgene, og hele planten lugter overvældende af ræv, hvad der efter sigende også holder både dem og resten af deres omgivelser skadesløse i mosegrisplagede haver. Det er værd at prøve, simpelthen at plante dem over hele haven med et par meters mellemrum, hvis man er hårdt plaget af de små satans mosegrise. Et andet råd er at anskaffe sig en dansk-svensk gårdhund. Vores jagter de ganske få mosegrise, vi har, med stort held.

Til gengæld skal de ikke plantes ved terrassen, ved hoveddøren eller hvor man ellers går ganske tæt forbi, færten er ret stram.