Forårsblomster under et hasselhegn

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

forårsbunddække

Et grønt forårsbunddække under det gamle hasselhegn på Fuglebjerggaard. Foto: Karna Maj

Før sommeren får fat og alt eksploderer i haven, er der nogle måneder, som er de yndigste havemåneder af alle. Marts til maj har en ynde og friskhed, som senere bliver til farver og knaldeffekter.

Alt, hvad der blomster nu, har en sprød tilsyneladende skrøbelighed, som slet ikke hænger sammen med, hvor robuste blomsterne egentligt er.

Specielt i den lette skygge, som her under vores ældgamle hasselhegn på Fuglebjerggaard, kan forårsblomsterne trives. Senere lukker bladene sig over jorden, og der bliver plads til skyggetålende planter som hasselurt, funkier, storkonvaller og digitalis.

Nemme planter til skovbunden

Nu er der lys til en brogethed af nemme planter i skovbunden. Jeg har valgt blomster og løg, der breder sig villigt og kan tage kampen op med hinanden – og skvalderkålen. De udsøgte delikatesser må gro steder, hvor der er mindre kamp om pladserne, her drejer det sig om at skabe tæpper af blomster og blade.

Den almindelige vibeæg, Fritillaria meleagris, er undselig, men når der er mange af dem som her, er deres nikkende hoveder i mørklilla og hvid en attraktion. Hvis man gør sig sig den ulejlighed at studere dem nærmere, opdager man, at de er ternede i mange nuancer af lilla og hvidt.

Hundetand,Erythronium dens canis, er en overset yndighed. Den fås i et væld af hybrider, fra lilla til hvid, gul, orange og grønliggul. De har alle mere eller mindre melerede blade, men de er nogle år om rigtig at komme igang.

Nogle tulipaner kommer igen og igen, men de fleste tar billetten efter det første år, eller kommer bare igen med blade. ‘Queen of Night’ og gode gamle knaldrøde ‘Rouge Cardinal’ kommer igen, men måske i lidt mindre udgave. De er i de samme farver som vibeæggene, og det giver en fin helhed. Men der er én tulipan der er mere pålidelig end alle andre, og jeg har den ikke. Den står i masser af gamle haver på landet, og den er henrivende. Sen, skarpt rødlilla, i en farve der er et fund i alle buketter, lange, lange stilke, ret små hoveder, og jeg ville give min højre arm for at have dem, enkeltvis spredt ud over bedet.

Hvad der nok skal komme igen er min yndlingsaversion, de højtråbende røde og gule Apeldoorn tulipaner der står og larmer mellem de mere interesante sarte farver. Ungerne fletter kranse af dem sammen med mælkebøtter, og dér ser de fantastiske ud.

Botaniske tulipaner

Juleroser

Juleroser med grønne blomster mellem erantisblade og skvalderkål i starten af maj. I baggrunden en lys gul hundetand. Foto: Karna Maj

Hvis man elsker tulipaner og aldrig får gravet dem op for at lægge dem igen, skal man vælge de botaniske tulipaner. Nogle af dem er urformer af tulipaner, som gror vildt ét eller andet sted i verden, andre er hybrider. Mange af hybriderne er store som åkander, men helt nede i jordhøjde og i stærke farver. Jeg holder mest af de diskrete, som på nogenlunde naturlig vis ser ud, som om de er kommet af sig selv. De er ikke allesammen nemme, én af de vanskeligste er faktisk Tulipa sylvestris, som gror vildt i Danmark. Den breder sig gerne, men er svær at få til at blomstre. Men vi har nøjedes med de nemme. Mellem de saftige tuer af erantisblade breder den botaniske tulipan Tulipa Turkestanica sig med smalle blågrønne blade. Der er mange små tulipaner på hver stilk, fint penslede med lilla udenpå, hvide med smørgult svælg indeni. Deres fætter Tulipa tarda kommer også glad igen og har samme farver med mere gult og lidt større blomster, som kommer næsten direkte op ad jorden. Fordi de ikke er så højtråbende, skal der en del til, før det ligner noget, så de må gerne brede sig. De er meget fine i buketter, enten alene eller med hele koret af, hvad der blomstrer nu.

De botaniske tulipaner er fuldstændigt henrivende sammen med den sært grønblomstende sølvskinende nikkende fuglemælk. Som en løs hyacint, ser den sart og flygtig ud, men den breder sig massivt, og kan forsølve store flader, men det skal være, hvor der også kommer noget lys om sommeren.

Juleroser og ukrudt

Mellem de nemme står en mængde juleroser, samlet gennem mange år, og taget med fra tidligere haver. De grønne kan blomstrre allerede fra marts, både den enorme og stikkende Helleborus corsicus, og den mere hjemlige stinkende nyserod, Helleborus foetidus, som på hvert kronblad har en lille mørkrød rand som en rødmalet dukkemund.

Og så er der ukrudtet. Masser af skvalderkål, som får kniven, når hele den nuværende pragt er væk, og det hjælper skal jeg hilse og sige, der bliver mindre og mindre for hvert år, men helt ukrudtsfrit bliver det aldrig. I en passende blanding med erantisblade, totter af vintergækblade og nye digitalisblade ser de lyse skvalderkålblade faktisk dejlige ud.

Nye slags løg hvert år

hasselhegn

Grøn frodighed under hasselhegnet – stauder, forårsløgblomster og skvalderkål. Foto: Karna Maj

Hvert år køber jeg et par nye slags løg i store mængder fra et engros løgfirma. De koster meget lidt, når man køber rigtig mange og holder sig fra de dyreste og særeste løg. Man får omend ikke tæpper, så nok til at det allerede første år ser naturligt ud, som om de har været der i mange år. Det er et mas at få dem lagt, og derfor bliver det også kun arter og sorter, jeg ved er robuste og selv kan finde ud af at formere sig. Til næste år kommer der spanske skillaer i hundredevis, som tager over efter vibeæggene og den helt utroligt smukke porcelænsklokke, Puschkinia libanotica og en liljeblomstrende tulipan ‘Marilyn’, som er henrivende hvid med røde penselstriber. De liljeblomstrende kommer oftest igen.

Forårsblomstrende stauder og buske

Lige så vigtige som løgplanterne er de stauder og buske, der vover at blomstre så tidligt. Mahonie er en stikkende stedsegrøn busk, der det meste af året får én til at spørge sig selv, hvorfor man har den. Det kommer man på overvældende vis i tanke om sidst i april, hvor hver gren er prydet af en overdådig dusk duftende primulagule blomster.

Judaspengene er en gave, og det er heldigt, for når man først har dem, kommer de igen i hobetal. Det er toårige planter, som egentligt fylder en del. Jeg lader dem stå, hvor de ikke generer nogen, lader dem blomstre med et flor af lilla blomster i en forbløffende variation fra lys mauve til en dyb fløjlsslilla, og fjerner dem igen, når de er færdige. Der er frø nok i jorden til at sikre, at de kommer igen de næste tusind år.

Kærmindesøster kan man ikke undvære. Den er nem, også i dyb skygge, den breder sig ved selvsåning, og det må den gerne på bekostning af skvalderkålen. Hvis den sår sig et upassende sted, for eksempel oveni en anden staude, graver man hele balladen op, og planter kærmindesøsteren et sted, hvor intet andet vil gro. Den er behagelig fri for fine fornemmelser.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Landsforeningen Praktisk Økologi

Dyrk med naturen og ikke mod

Solsikken

Alt til den økologiske have

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Den naturlige have > Forårsblomster under et hasselhegn

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider