Katteurt – den nemme staude

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Katteurt

Katteurt findes i mange nuancer Foto: Inge A. Futtrup

Nogen kalder den for katteurt. Andre kender den bedst som blåkant – og så er der dem, der omtaler den blå og anvendelige blomst som fattigmandslavendel. Kært barn har som bekendt mange navne.

Katteurts botaniske navn er Nepeta, og den hører til havens bedste og nemmeste stauder. Den kan stort set vokse overalt, blot der er sol – og hvis du klipper de visne blomster af, kan den stå i fuldt flor fra først i juni og helt hen til slutningen af september.

Katteurt er vældig populær blandt bier og sommerfugle, så har du katteurt i haven, har du også garanti for hyggelig summen og flagrende skønhed gennem det meste af sommeren.

Katteurt

Katteurt er en fin biplante. Foto: Inge A. Futtrup

Katteurt kan blomstre hele sommeren

Katteurt/Nepeta bliver 30–50 centimeter høj og vokser i en løst opbygget bunke eller tue. De blågrå blade dukker tidligt op om foråret, og sidst i maj begynder de fine aks, der minder meget om lavendlens blomster, at vokse frem.

Katteurt

En dejlig plads i solen ved siden af en smuk katteurt i blomst Foto: Inge A. Futtrup

Katteurts største fortrin er den lange blomstringstid. Det vil sige, hvis du ikke rører planten, så vil den »kun« blomstre fra starten af juni og et par måneder frem. Men hvis du fjerner de afblomstrede aks løbende, vil planten blive ved med at blomstre til slutningen af september. Fordelen ved at soignere planten løbende er desuden, at den beholder sin fine, lette facon og fylder godt i bedet gennem hele sommeren.

I stedet for at fjerne de visne blomsteraks løbende, kan du selvfølgelig vælge bare at gribe hækkesaksen først i august og klippe hele herligheden ned. Så vil bedet se lidt forknyt ud et par uger, men det varer nu ikke længe, før katteurten busker sig energisk og sætter nye slanke aks, der er fyldt med de små blå blomster, der trækker sommerfugle til i hobetal.

Katteurt skal have sol. Helst masser af sol. Men ellers er den uhyre omgængelig og finder sig fint til rette i såvel rosenbedets næringsrige lerjord som på tørre og let sandede skråninger, hvor det ellers kan være besværligt at få andre planter til at trives.

Katteurt

Katteurt passer fint sammen med andre stauder Foto: Inge A. Futtrup

Katteurt er nem at dyrke

Personligt vil jeg ikke undvære katteurt/Nepeta i min have. Efter min mening kan den snildt konkurrere med lavendlerne – og den er tifold lettere at dyrke. Nå ja, det hænder da at en enkelt plante går ud, hvis vinteren har været hård, men så snupper jeg bare en lille tot fra en af de overlevende planter og flytter hen på den tomme plads.

Katteurt er nem at formere ved deling og breder sig desuden med små stiklinger ud til alle sider. Den kan plantes fra det tidlige forår og lige til frosten går i jorden. Selv i blomstringstiden kan man med forsigtighed vove at flytte eller dele en plante, blot man sørger for at få rigeligt med rødder med og husker at vande den godt. Sådan en behandling er der ellers mange stauder, der vil have sig frabedt!

Katteurt er smuk sammen med andre stauder

Katteurt er smuk sammen med de fleste blomster. Før i tiden blev den ofte brugt som kant langs datidens store staudebede – derfra navnet Blåkant – og i rosenbedet gør den sig altid fint. Den kan også klare livet i en krukke, og hvis du mangler lidt fyld rundt om langbenede stauder som solhat og ridderspore, så er katteurten selvskreven.

Det eneste problem ved katteurt – som navnet næsten antyder – er at katte er vilde med den. De elsker at trille og rulle sig oveni bladene, så planten bliver ganske faldtrykt. Den kommer sig nu hurtigt ovenpå favntaget og sætter blot nye skud og aks, hvor de gamle måske er knækket af en tykmavet missekats kærlighed.

Katteurt

Kat i katteurt. Foto: Inge A. Futtrup

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Solsikken

Alt til den økologiske have

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Staudestedet

Mange forskellige stauder

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Katteurt – den nemme staude

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider